Ung Hækkerup'er slår partifæller og får flot valg i Nordsjælland

Fie Hækkerup er med 5.789 personlige stemmer den mest populære socialdemokrat i Nordsjællands Storkreds. Hun stillede op i Hillerød-kredsen, hvor hendes far, Nick Hækkerup, plejede at stille op.

Rasmus Stoklund (S), Mette Thiesen (NB) og Jakob Engel-Schmidt (M). Der er nogle af de store politiske profiler, som Fie Hækkerup (S) har slået i antal personlige stemmer.

Det fremgår af resultatet fra Nordsjællands Storkreds.

Hun er født og opvokset i Hillerød, hvor hun som barn har fået en socialdemokratisk opvækst med politiske taler og 1. maj-arrangementer. Men ved valget i år var det hendes tur til at holde de socialdemokratiske skåltaler.

Det lykkedes så godt for hende, at hun modtog 5.789 personlige stemmer og sikrede sig en plads i Folketinget som den sjette generation af Hækkerup-familien.

Dermed slog hun Rasmus Stoklund (S) og resten af de socialdemokrater, der var opstillet i Nordsjælland. Samtidig bliver hun den fjerdestørste stemmesluger i storkredsen, kun overgået af Sophie Løhde (V), Mette Abildgaard (K) og Martin Lidegaard (R).

Fie Hækkerup er uddannet i dansk og kommunikation fra Københavns Universitet og arbejder til dagligt for public affairs-virksomheden Rud Pedersen. Hun er også tidligere landsformand for den socialdemokratiske studenterforening Frit Forum.

{{toplink}}

Forrige artikel Sofie Carsten Nielsen bliver genvalgt til Folketinget Sofie Carsten Nielsen bliver genvalgt til Folketinget Næste artikel Stemmesluger i Enhedslisten trækker sig fra kommunalbestyrelsen på Frederiksberg Stemmesluger i Enhedslisten trækker sig fra kommunalbestyrelsen på Frederiksberg