Løkkes pyrrhussejr blev trumfet af Mette Frederiksen

Det var en genopførelse af et 24 år gammelt drama.

Ganske som ved det neglebidende valg i 1998 havde de to tv-kanaler hver sin vinder af folketingsvalget. Og først klokken 00.48 kom forløsningen: Fire år mere til Mette Frederiksen – i den ene eller anden konstellation.

Det endelige resultat forstærkede en i forvejen helt forfærdelig aften for Venstre og Konservative.

Med et tab på 20 mandater er Venstre bombet tilbage til 1987. Der ligger en vis historisk ironi i dette, for det elendige resultat for en generation siden var debut som partileder for Jakob Ellemann-Jensens far, Uffe Ellemann-Jensen. Og junior kan i det mindste trøste sig med, at senior efterfulgte den skuffende debut med tre valgsejre på stribe.

Nedsmeltning på rekordtid
Nederlaget var på mange måder endnu værre for den konservative leder Søren Pape Poulsen, der mistede to tredjedele af sine vælgere på kun to måneder. Fuldstændig uset i dansk sammenhæng.

Søren Pape gjorde sit bedste for at udstråle kampgejst, da han mødte op på Borgen. Pape latterliggjorde spørgsmålet om, hvorvidt han fortsætter som leder af Konservative – og han bagatelliserede nederlaget ved at henvise til, at "Konservative kan vise sig at få meget mere indflydelse nu, fordi Mette Frederiksen er færdig som statsminister".

Det var hun så ikke, viste det sig. Og Papes mulighed for at skaffe sit ydmygede parti et comeback – som han gjorde som justitsminister fra 2016-2019 – fortonede sig i nattehimlen, da det endelige resultat forelå.

Der er ikke pres på Papes formandspost lige nu, men det kan komme i løbet af det næste år, hvis partiet ikke hurtigt retter sig op.

Taber-strategi
Det katastrofale valgresultat fik omgående den ulmende strid mellem V og K til at blusse op igen. Den gamle Venstre-chefstrateg Claus Hjort-Frederiksen jordede fuldstændig Konservatives valgkampsstrategi, der kom på ryggen af en skatteplan med en afskaffelse af topskatten. "Ren Liz Truss," sagde Hjort uden omsvøb med henvisning til fadæsen om den kortlivede britiske premierministers massive skattelettelser. 

Hjort – og størstedelen af Venstre – har hele tiden set Papes skatteplan som en taber-strategi og en møllesten om hele det borgerlige Danmark. Hvad han bestemt ikke lagde skjul på tirsdag aften. Mens Konservative på deres side var stærkt fortørnede over Venstres angreb. En strid, der illustrerer krisen for Danmarks to traditionelle borgerlige statsministerpartier.

I det hele taget må de borgerlige strateger erkende, at deres gennemgående strategi med at køre løs på Mette Frederiksens som magtfuldkommen har været forfejlet. Totalt forfejlet. Mink og FE-sag har ikke gavnet de borgerlige, selvom de har hamret løs på de emner gang på gang.

Danskerne har været optaget af langt mere aktuelle emner som sundhed og inflation. Hvis valget har været en folkeafstemning om Mette Frederiksen, har hun vundet den – og ikke engang i minksagens epicenter i Nordjylland gik socialdemokraterne tilbage. 

Mistede sine esser

Aftenen udviklede sig bitter-sødt for Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen. Næsten alle prognoser de seneste dage har givet Løkke de afgørende mandater, og sådan så det også ud det meste af valgaftenen. 

Nu endte det anderledes. Løkke kan i første omgang glæde sig over sine 16 mandater, der i sig selv er et fantastisk resultat for et nyt parti. Men Løkke har hele tiden sagt, at for ham gælder det om at få de afgørende mandater. Hellere seks nøglemandater end 16 mandater uden afgørende indflydelse. 

Løkke og hans folk kan spille en rolle i mange forhandlinger og eksempelvis få stor indflydelse på forhandlingerne om genopretning af sundhedssektoren. Men alligevel.

Det bliver ikke ham, der kommer til at sidde med esserne ved det store pokerbord. Det bliver ikke ham, der bliver kongemager, og det bliver ikke ham, alle skal valfarte til for at kysse ringen og få et nådigt tilsagn om gunst. Løkke bliver bare en politiker som alle andre.

Tilmed skal Løkke holde styr på en folketingsgruppe, hvor 14 ud 16 er helt uden parlamentarisk erfaring. Hvor mange kandidater tilmed har modstridende holdninger, og hvor mange af Moderaternes vælgere har læst meget forskellige forhåbninger ind i partiet. Det kan blive et muntert hus, Løkke skal holde styr på, hvor afhopninger fra folketingsgruppen er et muligt scenarium. {{toplink}}

Radikal massakre

Mette Frederiksens generobring af magten er grundlagt af et fremragende resultat for Socialdemokratiet, der med 27,6 procent af stemmerne får det bedste valg siden 2001. Men samlet set fik hendes parlamentariske grundlag et elendigt valg. S vandt to ekstra mandater, SF fik et enkelt ekstra, men det kan slet ikke opveje, at Enhedslisten tabte fire mandater, mens Radikale røg ind i en decideret massakre med et tab på ni mandater.

Kun fordi Alternativet blev genrejst fra De Dødes Rige, stormende ind i Folketinget igen med seks mandater -og denne gang lagde mandaterne i Mette Frederiksens kurv – lykkedes det med det yderste af neglene og tre nordatlantiske mandater at bevare et rødt flertal. 

Nu venter så en dronningerunde, formodentlig en serie af dem. Ikke nødvendigvis fem-seks-syv runder, som alle forventede, hvis Løkke havde fået de afgørende mandater. Men i hvert fald mere end en.

Åbning fra Venstre

Mette Frederiksen er tvunget til at leve op til sine valgløfter og afprøve mulighederne for en bred regering, og hun kan nu forhandle ud fra en meget stærk position.

Hun kan forhandle med Løkke, hvis eneste chance for at undgå en fire år lang ørkenvandring er at forhandle sig ind i Mette Frederiksens regering. Med hende som statsminister.

Og natten til onsdag – efter resultatet lå klart – kom der en interessant åbning fra Venstres Jakob Ellemann-Jensen. Mens han i hele valgkampen konsekvent har afvist at gøre Mette Frederiksen til statsminister, var han ikke længere helt afvisende over for en regering over midten. Han var skeptisk, troede ikke på det. Men han afviste det ikke blankt. Uden for referat åbnede fremtrædende Venstre-folk allerede tidligt på aftenen for den tanke.

Det er stadig ikke det mest sandsynlige, at det ender med en regering over midten. Men det er ikke længere totalt udelukket. Også fordi de mange kriser – inflationskrise, sikkerhedskrise, energikrise, sundhedskrise – kan kræve svære og upopulære beslutninger. Beslutninger, som Mette Frederiksen gerne vil have et bredt flertal til at tage ansvar for.

Rødt trekløver

Mislykkes de forhandlinger, kan Mette Frederiksen vende tilbage til sin oprindelige plan og satse på sit eget parlamentariske flertal. Radikale vil kæmpe med næb og klør for at komme med i en regering, så de i det mindste kan få noget politisk indflydelse for det slunkne antal mandater. Og Mette Frederiksen har forsvoret en ren SR-regering, som engang i fortiden var den naturligste ting i verden.

I den situation er et godt bud en gendannelse af Thorning-tidens konstellation med S-SF-R. Dog med den afgørende forskel at Radikale ikke som 2011 kommer flyvende ind på enorm valgsejr over for et svækket S og SF, men tværtimod er helt i knæ over for S og SF, der begge fik fremgang. I 2011 skulle Radikale betales for at gå med i en S-SF-regering, denne gang skal de betale for at komme med.

Det skal så også være et grundlag, som Enhedslisten og Alternativet kan acceptere. Begge partier er grundlæggende ret pragmatiske, men Enhedslisten er lige nu et såret dyr, der må konstatere, at denne valgkamp gik endnu værre end de to foregående. Dertil kommer forhandlinger med de to grønlandske mandater, hvoraf det ene – Siumut – ikke uden videre vil give sin støtte gratis, selvom Siumut i princippet er et socialdemokratisk søsterparti.

Der bliver tidligst dannet en regering om 14 dage, men det kommer til at gå langt hurtigere end, hvis Løkke havde siddet med nøglemandaterne og skabt parlamentarisk kaos for at nå sine mål.

erik@altinget.dk