Skal Pia Olsen Dyhr afløse Nicolai Wammen?

Historien peger på, at statsministre kun sjældent overlader de tunge ministerposter til andre partier i regeringen. Derfor skal Pia Olsen Dyhr nok ikke sætte næsen op efter finansministerposten i en S-ledet regering. Men en anden partileder har måske chancen, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Pia Olsen Dyhr som finansminister.

For mange en skræmmende tanke, men det var ikke desto mindre det ønske, som SF-formanden selv luftede dette forår.

Ser vi på meningsmålingerne, er det ikke urealistisk med et fortsat rødt flertal efter valget. Og da de radikale på forhånd har udelukket, at de kan bakke op om en fortsættelse af S-etpartiregeringen, må vi gå ud fra, at vi skal have en koalitionsregering.

SF kan altså blive regeringsparti for kun anden gang i partiets 63-årige historie. En S-SF-R-regering kan ikke afvises. Måske endda med deltage af Løkkes Moderaterne, hvis de fire partier har flertal til sammen. Hvem ved?

Men ét er, at SF kan komme i regering. Kan Pia Olsen Dyhr også fortrænge Nicolai Wammen fra Finansministeriets røde bygning? Mit gæt er nej.

Socialdemokratiet vil gøre meget for at bevare finansministerposten. Faktisk har de kun en enkelt gang overladt den til en ikke-partifælle, når Danmark har haft en socialdemokratisk statsminister. Det var i den korte periode fra 1960-61, da den radikale økonomiprofessor og hidtidige handelsminister Kjeld Philip indtog finansministerposten.

Anledningen var statsminister H.C. Hansens død, hvilket medførte, at den socialdemokratiske finansminister Viggo Kampmann blev ny statsminister. Den højt intelligente Kampmann ville gerne have en kvalificeret mand på posten, men indså hurtigt, at det var mere praktisk med en partifælle som finansminister.

Den radikale Kjeld Philip blev flyttet over i Økonomiministeriet i forbindelse med en større rokade i 1961, og han står dermed som en parentes i en ellers ubrudt række af socialdemokratiske finansministre, når regeringschefen har været af samme partifarve. Der findes tre yderlige eksempler fra borgerlige regeringer, men dem lader jeg ligge for nu.

For når en regering skal dannes, er det værd at lægge mærke til, at der er en række poster, som socialdemokraterne nødigt deler ud af.

Beskæftigelsesministerposten holder socialdemokraterne altid på. Lige som forsvarsministerposten altid er er gået til et af de tre gamle NATO-partier; S, V eller K. Udenrigsministerposten var efter anden verdenskrig forbeholdt de samme partier, ind til den radikale Niels Helveg overtog kontoret på Asiatisk Plads. Men det var også efter Murens fald og kommunismens sammenbrud.

I øvrigt prøvede den daværende radikale leder Margrethe Vestager at få fat i finansministerposten, da Thorning-Schmidt dannede sin S-R-SF-regering i 2011.

{{toplink}}

Selv om Vestager stort set var i stand til at diktere regeringens økonomiske politik, trak hun alligevel det korteste strå i forhold til den magtfulde post.

Historien går, at Helle Thorning-Schmidt var blevet advaret af sin norske kollega, Jens Stoltenberg, hvis socialdemokratiske arbejderparti havde siddet i regering med Socialistisk Venstreparti og Senterpartiet. SV er søsterparti til SF i Danmark, og de havde fået finansministerposten i den norske trepartiregering.

Selv om det ikke gav anledning til dramatiske politiske kampe, resulterede det alligevel i praktiske politiske problemer for de norske socialdemokrater. Skulle han give Thorning-Schmidt ét råd, var det for alt i verden at beholde finansministerposten.

Selv om Vestager lagde hårdt pres på Thorning ved pludseligt at udeblive fra regeringsforhandlingerne, holdt den socialdemokratiske partiformand fast. Her ville hun ikke give sig til de radikale. Vestager kom tilbage, men hun måtte nøjes med posten som økonomi- og indenrigsminister.

Faktisk skal vi helt tilbage til perioden 1982-84 for at finde det seneste eksempel på en finansminister af anden partifarve end statsministeren. Det var Venstres daværende formand Henning Christophersen, der var finansminister i de første år under Schlüter.

Men han var også en helt særlig økonomisk kapacitet, og han havde til gengæld overladt statsministeriet til de konservative for første og hidtil eneste gang i historien. Da Christophersen blev dansk EF-kommissær, overtog de konservative da også finansministerposten.

Min egen erfaring fra at sidde med i regeringsforhandlinger passer fint ind i det kendte mønster. Da vi skulle fordele ministerposter i VLAK-regeringen, sagde Lars Løkke – dengang Venstre – at LA og K kunne få de ministerposter, de kunne blive enige om, men at V skulle have stats- og finansministerposterne.

Alt andet var muligt. Så nej, Pia Olsen Dyhr bliver næppe finansminister. Men nu vi er ved Løkke, så er han nok en af de få, der ville kunne få den post, selv om hans parti ikke skulle få fingre i statsministerposten.

Det ville kræve en situation, hvor Moderaterne har de afgørende mandater. Men han har evnerne. Og han har endda erfaringen som tidligere finansminister 2007-09. Så man skal aldrig sige aldrig…

Forrige artikel Valgkampen viser endnu en gang, at politik er følelsernes fest Valgkampen viser endnu en gang, at politik er følelsernes fest Næste artikel Et valgnederlag vil ikke koste Pape posten Et valgnederlag vil ikke koste Pape posten