Blodfattig statsministerdebat flyttede ikke mange stemmer

Svarene skulle tages med tang, da den konservative Søren Pape Poulsen og Venstres Jakob Ellemann-Jensen blev spurgt, hvad de ville vælge af to onder: En regering hen over midten med Mette Frederiksen (S) som statsminister eller en blå regering med Lars Løkke Rasmussen (M) som statsminister.

Det var krystalklart, at hverken Pape Eller Ellemann på nogen måde kan forestille sig en regering under Mette Frederiksen. Derimod afviste ingen af de to borgerlige statsministerkandidater blankt at støtte en regering under ledelse af deres gamle og nu deserterede chef, Lars Løkke Rasmussen.

Det viser om noget den sensationelle udvikling, der er sket i valgkampens første 11 dage.

Safe play

Det var noget nær den eneste nyhed, der var i en usædvanlig fredsommelig, meget saglig og til tider lidt søvndyssende statsministerdebat. Danmarks Radio havde ellers prøvet at skabe ny dynamik ved at lade de tre kandidater diskutere to og to det meste af tiden. Et prisværdigt forsøg, men det bragte ikke meget nyt ind i  debatten.

Det var tydeligt, at ingen skulle have klinket noget i den sidste debat. Der skulle for enhver pris ikke begås fejl, og derfor blev defensiven prioriteret over offensiven. I hvert fald af to af de tre.

Stærk start

Statsminister Mette Frederiksen er kommet flyvende ind i valgkampen og har på rekordtid vendt ringe meningsmålinger til fremgang for Socialdemokratiet, så hun havde ingen grund til at vove noget.

Den hårdt prøvede konservative leder Søren Pape satsede på at få stabiliseret skuden og holdt sig til de sikre stik. Det lykkedes fint nok, og Pape viste en betydelig råstyrke ved at virke helt uanfægtet over meningsmålinger, der bare bliver mere og mere rædsomme for hver dag. Pape stod på benene, og han faldt på ingen måde igennem. 

Venstres Jakob Ellemann-Jensen var den, der viste mest kant. Han startede i aggressiv stil ved at bruge FE-chefens bog til at angribe Mette Frederiksen. Ellemanns hensigt var tydeligvis at kæde det sammen med minksagen og bruge det som "endnu et eksempel på en magtfuldkommen statsminister".

FE-sagen lå imidlertid uden for aftenens definerede emner, og Ellemanns angreb blev derfor afbrudt af ordstyrer Kim Bildsøe-Lassen. Det gav det, der tydeligvis var tænkt som en offensiv start, et lidt kikset præg.

Strategisk fejltagelse

Debatten mellem Mette Frederiksen og Søren Pape kredsede endnu engang om den konservative 2030-plan, der opererer med en afskaffelse af topskatten. Her er Konservative trængt stærkt i defensiven, og Pape forsvarede sig under debatten med, at "topskatten ikke skal fjernes lige med det samme, men først om mange år".

Udviklingen i den debat illustrerer, at det var en strategisk fejlsatsning af Konservative at lægge sig så langt til højre. 

"En fjernelse af topskatten vil give hver af de 1.000 rigeste en skattelettelse på over en million," lød det fra Mette Frederiksen, der gjorde en del for at tegne de fordelingspolitiske forskelle op.

S-formanden understregede igen, at de borgerlige ikke ville støtte en aftale om et huslejeloft, og at Konservative ikke støtter EU-Kommissionens forslag om en skat på "overnormale profitter". 

Pape på sin side slog på, at han vil starte med at sænke skatten i bunden, og han skosede socialdemokraterne for, at de pludselig i valgkampen er blevet tilhængere af skattelettelser.

Pape kontra Ellemann

I runden mellem Pape og Ellemann var det igen den konservative 2030-plan, der var i fokus. Uenighederne mellem de to er velkendte, og Ellemann holdt sig til langt mere urbane vendinger end den gamle Venstre-strateg Claus Hjort Frederiksen, der ligefrem mener, at den konservative plan kan tabe valget for de blå.

De to borgerlige partier er også uenige om minimumsnormeringer i daginstitutionerne: Venstre vil bevare dem, mens konservative vil afskaffe dem igen.

Pape understregede dog, at han skam ikke er imod minimumsnormeringer: Det skal blot være op til de enkelte kommuner. Hvis det er et krav fra staten, fører det til øget bureaukrati, mente Pape.

Ellemann pointerede på sin side, at han ikke kunne få øje på en eneste overflødig pædagog, når han kom ned i sin fireårige søns børnehave.

Her må den politisk velorienterede seer have siddet med en lidt træt følelse. For argumenterne var en nærmest ordret gentagelse af det, der tidligere er blevet sagt.

Dansen om landbruget

Så var der potentielt mere sprængstof i diskussionen om en CO2-afgift til landbruget. Her har Socialdemokratiet nu meldt klart ud, at landbruget skal have en sådan afgift - om end pengene fra afgiften skal føres tilbage til en grøn omstilling af landbruget. 

Her står Venstre i et dilemma: Jakob Ellemann satser meget på at give sit parti en grøn profil, og under søndagens debat gentog Ellemann, at han ser klimakrisen som "vor generations suverænt største udfordring". På den anden side er der snævre grænser for, hvor langt Venstre kan gå af hensyn til partiets traditionelle bagland i landbruget.

Ellemann parerede dog fermt Mette Frederiksens angreb og understregede, at han også støtter en CO2-afgift til landbruget - om end med visse forbehold. Venstre vil desuden finansiere en pæn del af udgifterne til den grønne omstilling ved hjælp af salg af Ørsteds internationale vindmølleforretning, hvad Mette Frederiksen er lodret imod.  

Både når det drejer sig om salget af Ørsted og attituden til landbruget, er der reelle forskelle mellem Venstre og Socialdemokratiet. Men kendetegnende for duellen fortonede det meste sig i en ret teknisk debat.   

Elefanten i rummet

Debatten om regeringskonstellationer fyldte en del. Mette Frederiksen forsøgte igen at appellere til de borgerlige modkandidater om at gå med til en bred regering over midten, ikke mindst i lyset af den usikre internationale situation.

Det skal nok tage kegler, selvom Pape og Ellemann helt korrekt pointerede, at partierne sagtens kan finde ud af at lave store og brede aftaler uden at være i regering sammen. Som man så det i foråret.

Begge borgerlige ledere har nu i så bastante og personlige vendinger gjort det til et selvstændigt mål at få fjernet Mette Frederiksen som statsminister, at de ikke med troværdigheden i behold kan gå i regering under hendes ledelse efter valget.

I debattens døende minutter kom Lars Løkke Rasmussen så ind ad bagvejen.
Som endnu en potentiel statsministerkandidat, der lige nu sejler under bekvemmelighedsflag, men som altså ikke helt afvises af sine tidligere, borgerlige våbenfæller. Uden selv at deltage fik den tidligere Venstre-statsminister alligevel gjort sig til en central figur i debatten. Det er ganske godt gjort.

Sammenligner man med statsministerdebatter fra tidligere valgkampe, var der langt mere intensitet i såvel 1998, 2001, 2011, 2015 og 2019. Søndagens debat mellem Mette Frederiksen, Pape og Ellemann vil bestemt ikke gå over i historien. Og den flytter næppe mange stemmer.

erik@altinget.dk