Havforsker om klimaforandringerne: Verden går ikke under, men den bliver anderledes
Klimaforandringerne sætter deres præg i det arktiske havområde på flere måder. Vi har brug for en plan, som skal rumme de mere uforudsigelige tilstande, naturen bevæger sig ud i, skriver havforsker ved DTU Aqua Colin Stedmon.
Af Colin Stedmon
Havforsker ved DTU Aqua
Lige efter årtusindskiftet skete der noget stort i havet øst for Grønland. Vores undersøgelser viser en klar stigning i vandtemperaturen og ændringer i vandets saltindhold og fordeling af vandmasserne.
Et ekstremt eksempel på disse forandringer er, at grænselaget mellem to vandmasser har flyttet sig over 60 meter opad. Det svarer til noget i retning af to gange Rundetårn.
Havet øst for Grønland strækker sig fra Irmingerhavet i syd over Islandshavet til Grønlandshavet i nord. Selv om det er langt væk, og selvom der kun bor meget få mennesker, som kan tælles i tusinder i stedet for millioner, har området stor betydning. Det er porten mellem Atlanterhavet og Polarhavet, og det er her varme, ferskvand og tusindvis af arter udveksles.
Klimaforandringerne sætter deres præg i området på flere måder. Dels sker der en øget indstrømning af varmt vand sydfra, dels sker der en øget nedbrydning og afsmeltning af havis i Polarhavet, hvilket betyder, at der kommer mere ferskvand til området. Endelig er der også en øget afsmeltning fra Grønlands Indlandsis.
Verden går ikke under
Alle disse faktorer er med til at påvirke havets fysiske egenskaber, der i sidste ende er dem, der styrer de store verdensomspændende havcirkulationsmønstre, der er drevet af dybvandsdannelsen i området. Men der er mere i historien end det.
Plankton, fisk, fugle og pattedyr befinder sig på deres habitater på grund af de tidligere oceanografiske forhold i området. Hvis forholdene ændre sig, følger de med. Derfor vil der også komme ændringer i naturens levende ressourcer, selv hvis vi forvalter dem fornuftigt. Så hvordan tackler vi det?
Verden går ikke under, den bliver bare anderledes. Tiden til at “redde” klimaet – eller nok snarere sagt “bevare” de tidligere forhold – er snart forbi. Klimaforskerne identificerede problemet allerede for 20-30 år siden. Det, vi kan gøre nu, er at formindske yderligere skade, udbedre det, vi har gjort, og forberede os på de efterdønninger, der vil komme – eller allerede har meldt sig.
Naturen kender ikke politiske aftaler
Morfars sommerhus ved vandet er pludselig ikke så attraktiv at arve, når det rammes af stormflod hver vinter. Men mere alvorligt er de andre efterdønninger, som kan ændre levevilkårene rundt omkring på kloden.
Ved Østgrønland og i de nordiske have bliver fiskeriet mindre forudsigeligt, og vi kan forvente ændringer i arterne og deres udbredelse. Naturen kender ikke de grænser, der er aftalt politisk om, hvem der må fiske hvad, hvor og hvornår.
Som havforsker bliver jeg konfronteret med en del af problemet, som i sin helhed er mere komplekst og rører ved mange aspekter af verdenssamfundet. Dog kan jeg godt se, at der er brug for en plan. En plan, som skal rumme de mere uforudsigelige tilstande naturen bevæger sig ud i.
Den næste generation har brug for at se noget lederskab fra dem med magten, overblikket og erfaring. Så står de klar til at slå til og bygge videre. Derfor skal verdenslederne vise vejen ved COP26 i Glasgow. Forskerne står klar til at hjælpe dem med, hvor de kan gribe ind, og min opfattelse er, at det er den brede befolkning også.
Dansk Kina-Kritisk Selskab: Arktis må ikke ende som politisk konfliktzone i kampen mod Kina
Socialdemokrater i Nordisk Råd: Sparepolitik på kulturområdet er helt forkert
