Professor: Globale CO2-udledninger er nøglen til at bremse klimaforandringerne i Arktis
Klimaforandringerne slår hårdere igennem i Arktis, men vi finder ikke ét specifikt håndtag til at bremse den arktiske opvarmning. Men hvis vi nedbringer drivhusgasudslippet og bremser den globale opvarmning, vil Arktis følge trop med tredobbelt hast, skriver Peter L. Langen.
Af Peter L. Langen
Professor i klimamodellering og centerleder i iClimate ved Aarhus Universitet
Klimaforskningen har længe kigget til Arktis for tegn på et menneskeligt aftryk på forandringerne. Her sker de nemlig først og kraftigst ligesom med kanariefuglen i kulminen, der i tilfælde af giftige gasudslip falder ned fra pinden, før minearbejderne mærker det på egen krop.
Med de seneste udgaver af IPCC’s rapporter står det da også klart, at forandringerne i Arktis, såvel som i mange andre egne af kloden, har et klart og tydeligt menneskeligt aftryk. De drivhusgasser, vi har sluppet ud i atmosfæren, betyder, at havisen i Arktis skrumper, snedækket mindskes og Indlandsisen mister masse.
Men hvorfor går det så hurtigt i Arktis?
Vanddampe fra Syd skaber arktisk drivhuseffekt
Mange har peget på særlige lokale feedback-mekanismer i Arktis, såsom is-albedo-effekter, hvor afsmeltning af is og sne fører til lavere refleksion af solens lys, større optag af solenergi og dermed forstærket opvarmning.
En anden faktor er den særlige lagdeling i den arktiske atmosfære, der tillader jord- og havoverfladen at varme kraftigt op, uden at det tydeligt mærkes i højere luftlag.
Det viser sig dog, at lige så vigtig er indflydelsen af opvarmning længere sydpå. Når det sner eller regner i Arktis, stammer vandet typisk fra lavere breddegrader, hvor det er fordampet ved havoverfladen og transporteret som vanddamp med luftstrømmene op til Arktis.
Her fortættes vandet, frigiver varmeenergi og falder som sne eller regn. I takt med at den globale temperatur stiger, stiger også denne transport af vanddamp til Arktis, og fortætningen frigiver således stadigt større mængder energi i den arktiske atmosfære.
Men ikke nok med det, for i det at vanddamp er en drivhusgas i sig selv, bidrager den forøgede transport af vanddamp til en stærkere arktisk drivhuseffekt. Efter dampen fortættes, bidrager den desuden til et øget skydække, der i den lange, mørke vinter har en yderligere opvarmende drivhuseffekt.
Tredobbelt effekt opvarmer Arktis
Den forøgede transport af vanddamp ind i Arktis har altså en tredobbelt effekt, der meget effektivt forbinder Arktis med lavere breddegrader. På denne måde har en række studier vist, at mindst halvdelen af den arktiske opvarmning kun forekommer på grund af påvirkninger sydfra.
Det betyder, at klimaet – både i den geologiske fortid og i modellernes fremtidssimuleringer – forandrer sig på en måde, hvor Arktis opvarmes (eller afkøles) omtrent tre gange så kraftigt som resten af kloden.
Denne tætte forbindelse mellem den arktiske opvarmning og resten af kloden betyder, at det er noget nær umuligt at iværksætte tiltag, der specifikt skal bremse opvarmningen i Arktis. Det er en global indsats, der skal til. Den globale temperaturstigning skal tøjles, og vi kender godt det vigtigste håndtag: Skru ned for CO2-udledningerne.
Ganske vist påvirker vi også klimaet med metan, aerosol-partikler og andre kortlivede stoffer, men den altoverskyggende og mest sejlivede påvirkning er og bliver CO2. Skruer vi ned for udledningerne, bremses den globale temperaturstigning, og Arktis følger trop.
Skulle det oven i købet lykkes os ikke bare at bremse op, men ligefrem at skrue ned for temperaturen, ja, så vil Arktis følge trop med omtrent tredobbelt hast.
Claus Hjort: Naivt at satse på lejrbålsdiplomati i magtspillet mod Kina
Lektor: Stormagtskonkurrencen i Arktis kræver ny udenrigspolitisk analyse i Rigsfællesskabet
