Her er fem bud på, hvorfor de sværeste forhandlinger i årevis endte med et stort ja tak

”Jeg tror, at næsten hver gang vi har startet en overenskomstforhandling, har vi med et glimt i øjet sagt, at det bliver de sværeste nogensinde. Jeg er ked af at sige det, men det er uden et glimt i øjet, at vi siger det den her gang.”

Sådan lød de alvorstunge ord fra lønmodtagernes topforhandler og formand for Dansk Metal Claus Jensen, da overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked officielt blev sparket i gang ved et pressemøde i Industriens Hus den 4. januar.

Nu, lidt mere end tre måneder senere, har hele 79 procent af lønmodtagerne stemt ja til de nye overenskomster. Dermed er enhver snak om storkonflikt gjort til skamme, og mange fagfolk spørger sig selv, hvordan det gik til.

Altinget kommer her med fem bud på, hvorfor de vanskeligste forhandlinger i mands minde endte med et overvældende stort ja tak.

Lønhop højere end ventet

En central forklaring på det førhen så uventede udfald synes at være selve overenskomsternes indhold. Ifølge Nationalbanken er der udsigt til, at lønningerne – på baggrund af de nye overenskomster – kommer til at stige med i alt 10 procent over de næste to år.

På forhånd havde mange iagttagere svært ved at forestille sig, at lønstigningerne kunne blive så store, at man ville kunne overbevise lønmodtagerne om, at de har udsigt til at få genoprettet reallønnen på kort eller mellemlang sigt. Med de nye overenskomster mener Metal-formand Claus Jensen, at lønmodtagerne vil få genoprettet reallønnen i løbet af to-tre år, og det har et markant flertal af lønmodtagerne efter alt at dømme troet på.

Givetvis har det bidraget til opbakningen hos lønmodtagerne, at DI-topchef Lars Sandahl Sørensen ved det afsluttende pressemøde kaldte det afgørende gennembrudsforlig i industrien for en ”historisk dyr” omgang.

Bededag parkeret – sådan da

Tidligt i forløbet var der en udbredt frygt for, at urafstemningen om de nye overenskomster ville udvikle sig til en folkeafstemning om store bededag, efter at den nye SVM-regering kort før forhandlingernes begyndelse lagde op til at afskaffe forårsfridagen.

Med enkelte undtagelser lykkedes det dog forhandlerne at holde spørgsmålet om store bededag adskilt fra overenskomstforhandlingerne, så vidt som det nu var praktisk muligt. I hvert fald står det nu klart, at den udbredte modstand i befolkningen mod at afskaffe helligdagen ikke 1:1 har forplantet sig til afstemningen om de nye overenskomster.

Nogle iagttagere går så langt som til at spekulere i, om den højintense kamp om store bededag tilbage i januar og begyndelsen af februar i virkeligheden har bidraget til at øge presset på arbejdsgiverne, så de endte med at gå med til en dyrere overenskomst, end de ellers ville have gjort. Hellere betale lidt ekstra ved forhandlingerne end løbe risikoen for en endnu dyrere storkonflikt.

Altingets politiske redaktør, Esben Schjørring, har ligefrem talt om en ”uformel trepart”, hvor arbejdsgiverne ved overenskomstforhandlingerne har kompenseret lønmodtagerne økonomisk for, at SVM-regeringen har frataget dem en helligdag. Analysen kan næppe helt udelukkes.

Inflationen faldt undervejs

Noget mere overset i hele forløbet er det forhold, at inflationen er faldet betydeligt undervejs i forhandlingerne. Nok lyder det kedeligt, men det er også væsentligt.

Går man blot tilbage til oktober, lød det officielle inflationstal fra Danmarks Statistik på lidt over 10 procent set i forhold til samme tidspunkt året forinden. Efter faldende inflation fem måneder i streg er det tilsvarende tal nu 6,7 procent i marts. Forventningen blandt økonomer er, at inflationen fortsætter med at falde i de kommende måneder og år.

Faldet har betydet, at det nu er lettere at overbevise lønmodtagerne om, at de aftalte lønstigninger er gode nok. En lønstigning i omegnen af 10 procent over to år er ganske enkelt mere værd, hvis inflationen er 6,7 procent, end hvis den er 10 procent. Lige på det punkt har forhandlerne også haft en smule medvind fra omgivelserne.

Disciplin, disciplin, disciplin

Det danske arbejdsmarked er kendetegnet ved, at der især på lønmodtagersiden findes et utal af forskellige organisationer med hver deres faggrupper og formænd. Det skaber en iboende risiko for, at fagforbundene er internt uenige og også kommer til at fremstå sådan, hvad der næppe gavner i de fleste forhandlinger.

I det omfang, fagbosserne har været uenige undervejs i overenskomstforhandlingerne, er det dog kun i meget ringe grad trængt igennem til omverdenen.

Samtidigt har parterne undgået enhver form for læk fra forhandlingerne, og Claus Jensen & co. lader rent faktisk til at stole på topfolkene i Dansk Industri – og omvendt. Det hører også med til forklaringen.

Komité skudt til hjørne

Tilbage i efteråret var der blandt iagttagere en frygt for, at Socialdemokratiets valgløfte om højere løn til udvalgte grupper af offentligt ansatte kunne vanskeliggøre de private overenskomstforhandlinger. Frygten gik på, at løfter om højere løn til for eksempel sosuer og fængselsbetjente ville øge forventningerne blandt de privatansatte, der senere skulle stemme om de nye overenskomster.

Modsat forslaget om at sløjfe store bededag som helligdag lykkedes det dog efter valget for den nye beskæftigelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S), at få lagt midlertidigt låg på debatten om højere løn til offentligt ansatte. Det skete med en beslutning om at udskyde Lønstrukturkomiteens afrapportering til efter afslutningen af de private overenskomstforhandlinger. Dermed undgik de private forhandlere at skulle bruge tid på at forholde sig til, hvad der kommer til at ske med lønnen i det offentlige.

red@altinget.dk