VUC-ledere: Karakterer er et unødigt pres

DEBAT: Formand for Lederforeningen for VUC ser forsøget med at skrotte karaktergivning i en gymnasieklasse som en metode, der kan gavne læringsmiljøet både i gymnasier og for VUC-kursister.

Af Verner Rylander
Formand for Lederforeningen for VUC

Øregård Gymnasium vil i år gennemføre en af deres 1.g klasser, uden at eleverne får karakterer. Forsøget skal undersøge, om eleverne øger deres lyst og evne til indlæring uden det pres, karakterer bliver oplevet som.

Hos VUC følger vi forsøget med stor interesse. Den målgruppe af unge og voksne, landets VUC’er har, er ofte i højere grad udfordret af forskellige livsbetingelser end de elever, der går på det almene gymnasium.

Vi oplever, at mange af vores kursister oplever karakterer som et unødigt stort pres, der i nogle tilfælde kan lægge uheldigt låg på deres kreativitet og udfoldelse. Vi er derfor meget åbne over for nye måder at gøre det på. Vi er interesserede i at styrke læringsmiljøet omkring vores kursister – både de stærke og de, der har brug for særlig støtte. Og brugbare alternativer til karakter-givning kan måske være en af vejene. 

Ingen standpunktskarakterer
Den målgruppe, VUC’erne arbejder med, har i rigtig mange tilfælde ikke kunnet finde sig til rette i gymnasiet eller skolesystemet generelt, men har besluttet at vende tilbage. Derfor arbejder VUC’erne også målrettet på at tilbyde dem undervisning og læring på en måde, der er tilpasset dem. En af de ting, der adskiller os, er fx, at vi almindeligvis netop ikke arbejder med standpunktskarakterer. Vi mener, at det er en af grundene til, at vi kan være et godt sted for de mange, der ikke har trivedes i gymnasiet eller skolesystemet – før de kom her.

Så VUC følger forsøget med ungdomsuddannelse uden karakterer med interesse og ser frem til de konklusioner, det kan føre med sig.

Forrige artikel Danske Regioner: Bevar uddannelser i hele landet Danske Regioner: Bevar uddannelser i hele landet Næste artikel Allerslev: Forventninger til vores skoleelever, tak Allerslev: Forventninger til vores skoleelever, tak