Studieretningsgymnasiet sidder mellem to stole
DEBAT: I 2004 blev den største reform af de gymnasiale uddannelser i nyere tid vedtaget. Med reformen skulle fagligheden styrkes, men meget tyder på, at vi ikke får det optimale faglige udbytte ud af studieretningsgymnasiet. Det skriver Katja Munch Thorsen, vicedirektør i EVA.
Af Katja Munch Thorsen
Vicedirektør i EVA
Gymnasiereformen trådte i kraft i 2005 og har fra starten været meget debatteret. Men det har ikke skræmt eleverne væk: 73 procent af de elever, der forlader grundskolen til sommer, har søgt en gymnasial uddannelse.
Det er ganske vist et fald på 0,6 procent sammenlignet med sidste år, men ikke desto mindre 12 procentpoint højere end i 2005.
Røster i den offentlige debat peger på risikoen for, at det øgede optag på de gymnasiale uddannelser resulterer i et lavere fagligt niveau på gymnasierne.
En reform der skulle styrke fagligheden
Men en grundlæggende intention bag gymnasiereformen var netop at styrke og nytænke fagligheden. Et helt centralt element var i den sammenhæng indførelsen af studieretninger - det vil sige tre fag (i enkelte tilfælde to), som alle elever i en klasse er fælles om.
Ideen med studieretninger var for det første at give mulighed for samspil mellem fagene i en studieretning og mellem studieretningsfagene og gymnasiets obligatoriske fag og derved tone gymnasieuddannelsen - for eksempel i retning af videregående uddannelsesmuligheder.
For det andet skulle studieretningerne skabe kontinuitet og sammenhæng gennem gymnasiet ved at studieretningsfagene gennemføres som sammenhængende forløb.
Et uudnyttet potentiale i studieretningerne
EVA har i flere evalueringer vist, at potentialet i studieretningsgymnasiet ikke er blevet udnyttet fuldt ud. Det er der flere forklaringer på, hvoraf to helt centrale er:
Arbejdet med at tone en studieretning og skabe samspil mellem fagene er generelt vanskelig. I reformens første år tog arbejdet med reformens øvrige elementer, herunder almen studieforberedelse (AT) på stx og studieområdet på hhx og htx, nærmest al fokus.
Men også efter at skolerne har fundet gode modeller for arbejdet med AT og studieområdet, er det vanskeligt at skabe synergi i studieretningerne. Det kræver et mål for og en rammesætning af, hvad skolen vil med sine studieretninger, og det kræver, at lærerne samarbejder og tilpasser sig hinanden.
Mange studieretninger indeholder flere fag på B- og C-niveau, det vil sige fag af blot ét eller to års varighed. Det vanskeliggør samspillet mellem fagene og i sagens natur kontinuiteten og sammenhængen igennem hele gymnasieforløbet.
Et argument for at udbyde studieretninger på et forholdsvist lavere niveau og med forholdsvist færre timer (som dog fuldt ud er inden for bekendtgørelsens rammer) er at give eleverne størst mulig valgfrihed: Jo færre timer der går med studieretningsfag, jo flere timer har eleverne tilovers til valgfag. Men det vanskeliggør muligheden for at realisere intentionen bag studieretningerne.
Mere vægt på studieretninger som bærende princip
EVA anbefalede allerede i 2009 i en evaluering af gymnasiereformen efter første gennemløb at skærpe kravene til de faglige niveauer i studieretningerne. Pointen var ikke kun at løfte det formelle niveau i gymnasiet samlet set.
Det er jo allerede et krav, at alle studenter skal have mindst fire fag på A-niveau, og vælger de et femte fag på A-niveau, får de en karakterbonus. Pointen med EVA's anbefaling var i højere grad at give studieretningerne den vægt, som de oprindelig var tiltænkt og udfolde det potentiale, der ligger i studieretningstanken.
Så længe man har studieretninger som bærende princip, men ikke giver dette princip den nødvendige vægt, sætter man sig mellem to stole. På den ene side ønsker man at give eleverne størst mulig valgfrihed. På den anden side er der stemmer, der taler for at styrke fagligheden i studieretningerne.
I praksis kan dette blive til en diskussion om vægtning af studieretningerne i forhold til vægtning af valgfagene. En mulighed for at styrke studieretningerne uden at begrænse elevernes valgmuligheder væsentligt kunne være at se på den tredje og sidste ”klump”, nemlig den obligatoriske fagrække i gymnasiet.
Denne ”klump” har ikke for alvor været bragt i spil i debatten. Men hvis man generelt vil et højere niveau i gymnasiet, kunne det være relevant at kigge på den obligatoriske fagrække, herunder mængden af fag på C-niveau.
Rektorer: Adgangskrav rammer uddannelsesfremmede
Antorini: Vi skal skabe sammenhæng i uddannelsesforløbet
