Kan man effektivisere almen dannelse?

Af Anne-Birgitte Rasmussen
Formand for Gymnasieskolernes Rektorforening

Hele uddannelsesområdet er i disse år udsat for politiske og økonomiske analyser og reformer med det formål at effektivisere.

Uddannelsesområdet sættes under lup lige fra indskolingen i grundskolen til kandidaternes overgang til arbejdsmarkedet efter videregående uddannelser.

Begrebet effektivisering er hverken nyt eller entydigt. Mange gyser, når de hører ordet, andre gaber og lader det indre gardin rulle ned – og nogle gnider sig i hænderne og ser listige ud. Det er fordi ordet ofte bliver brugt som noget, du skal gøre, eller jeg skal gøre, ikke noget man skal gøre i fællesskab, men skoleledernes position ligger et andet sted.

Hvordan skal vi forstå effektivitet?
Som offentlige ledere af skattefinancierede velfærdsinstitutioner kan vi ikke vende ryggen til begrebet. Vi har et klart ansvar for at effektivisere vores område. Et ansvar, vi altid har haft. Men vi vil insistere på at reflektere over, hvad effektivitet betyder – om ikke andet så for at kunne svare på det simple spørgsmål: Er opgaven forstået, inden vi går i gang?

Har vi forstået opgaven – at gøre ungdomsuddannelserne mere effektive? Og hvad vil det egentlig sige?

Effektiv stammer fra effectivus – virksom. At gøre noget mere effektivt betyder altså at gøre noget mere virkningsfuldt, mere virksomt.

På gymnasie- og hf-området er der mange forskellige problematikker, der tales frem politisk, mange gange uden ret megen evidens. Senest ses dette i Produktivitetskommissionens rapport, hvor det påstås, at studenterne er fagligt dårligere end tidligere tiders studenter. Og dette, selv om utallige af EVA's rapporter har påvist det modsatte.

Hvad vi dog ved er, at der er to velkendte og veldokumenterede problematikker, der angår os. Den ene kender vi gennem Pisa, hvor Danmarks ringe evne til social mobilitet gennem uddannelse påvises.

Effektivitet i studieforberedelsen og almendannelsen
Et blik på effektivitet kunne være at øge denne mobilitet – men hvordan arbejder vi i ungdomsuddannelserne for at øge den sociale mobilitet? Og hvordan kan vi måles på det? Det kan vi bedst gøre ved at se på langs af uddannelsessystemet og ved at få indsigt i, hvordan vi spiller bedre sammen på tværs af hele uddannelseskæden.

De almene gymnasiale uddannelser har en særlig opgave i at danne de unge til myndige og handlekraftige borgere og til at bygge bro til de videregående uddannelser. Vores skal være almendannende og studieforberedende.

Hvordan kan vi forstå effektivitet i den rammesætning?

"Nye veje", kvalitetsudvalgets rapport om fremtidens videregående uddannelsessystem, giver nogle bud, vi godt kan bruge på vores område som effektivitetsmål for den studieforberedende del. De videregående uddannelser står over for de samme udfordringer, vi gør. Den store tilstrømning til de videregående uddannelser er et gode for den enkelte og for samfundet, men den medfører en forandring af uddannelsessystemet.

Effektivisering af almendannelse
Universiteterne skal stå for at forsyne fremtidens arbejdsmarked med medarbejdere, og dimittenderne skal arbejde i det private i langt højere grad i fremtiden. Målet er, at cirka 75 procent af kandidaterne skal finde arbejde i den private sektor fremadrettet.

Men hvad med den almendannende del? Kan man effektivisere almen dannelse, og hvordan giver det mening at måle den? Svært. Men er den så mindre værdifuld, fordi den er sværere at måle? Næppe, måske tværtimod. Til forskel fra de videregående uddannelser, er det en del af de almene gymnasiers kerneopgave. Og en meget debatteret og anerkendt del. Et bud er at se på formålsparagraffen og måle i forhold til den.

Hvis det skal være effektivt, skal skoleledere i fællesskab forstå at binde de lag sammen: Den enkelte elevs læring, den enkelte institutions udvikling og hele ungdomsuddannelsessystemets effektivitet, forstået som kvalitet for alle, relevans for den enkelte og for hele samfundet.

Fortidsforankret og fremtidssikret almendannelse
Vi skal som skoleledere være glade for og stolte over, at uddannelse i dag opfattes som et så vigtigt politisk og samfundsmæssigt anliggende, at politikerne stiller krav til den samlede ungdomsuddannelsespakke.

Det betyder ikke, at vi blot skal uddanne soldater i konkurrencestatens tjeneste, men det betyder, at alle skoleledere har et meget afgørende arbejde at varetage, ikke blot på den enkelte institution, men også med et stort ansvar for det fælles bedste.

Derfor vil jeg opfordre til, at vi skoleledere ikke glemmer samarbejdet på tværs af uddannelser og uddannelsestrin i al denne fokus på effektivisering.

debat@altinget.dk