Samarbejdet mellem lærere og pædagoger styrker folkeskolen

DEBAT: Et stærkt samarbejde mellem lærere og pædagoger er afgørende for en vellykket implementering af den nye folkeskolereform. Det kan nemlig sikre, at både de faglige og sociale mål for folkeskolen bliver realiseret. Det skriver dekanen for pædagog- og sundhedsuddannelserne på professionshøjskolen UCC, Lisbeth Lykke Hasvik, og formand for BUPL Storkøbenhavn samt medlem af UCC’s bestyrelse Michael Egelund. 

Af Lisbeth Lykke Harsvik og Michael Egelund
Hhv. dekan for pædagog- og sundhedsuddannelserne på professionshøjskolen UCC og medlem af UCC’s bestyrelse samt formand for BUPL Storkøbenhavn

Et stærkt samarbejde mellem lærere og pædagoger er nødvendigt, hvis folkeskolereformens mål om dygtigere elever skal opfyldes. Men det kræver klare regler og rollefordeling, hvis det skal lykkes.

EVA, Danmarks Evaluerings Institut, har netop udsendt en rapport med gode råd til at opfylde krav og intentioner i folkeskolereformen. Her er blandt andet et afsnit om samarbejdet mellem lærere og pædagoger, baseret på erfaringer fra 12 kommuner landet over.

Kommuner, hvor man allerede inden reformen har taget hul på at bruge pædagogernes særlige kompetencer til at højne undervisningen i folkeskolen. Det er både sket med særlige undervisningsforløb, og det er sket i den almindelige undervisning, i lektiecafeer, i samarbejder om valghold med mere.

Et fælles læringsgreb
Erfaringerne viser, at samarbejdet fungerer – og at det er vigtigt, at lærere og pædagoger aftaler og fastlægger de regler, der skal gælde for den fælles undervisning – og meget gerne udvikler et fælles læringsbegreb. Eksemplerne i rapporten viser, at samarbejdet fungerer bedst, hvor pædagoger og lærere sammen planlægger undervisningen og har skrevet aftalerne ned. På den måde bliver begge parter klar over deres rolle i samarbejdet.

De to faggruppers samarbejde skal bygge på og udnytte deres forskellige kompetencer. Tilsammen kan lærere og pædagoger eksempelvis sikre, at den nye og længere skoledag får en tilpas grad af variation, at inklusion kan gennemføres i praksis, at indlæringen kan understøttes af bevægelse, og at både de faglige og sociale mål for folkeskolen bliver nået.

Samarbejdet mellem de to faggrupper gennem hele skoleforløbet er i vores øjne den eneste måde til at sikre, at reformens mål om, at ”alle elever bliver så dygtige, som de kan og trives, uanset hvem de er, og hvor de kommer fra”.

Efteruddannelse med fokus på fælles pædagogik
Vi vil fra UCC’s side understøtte udviklingen ved at udbyde efteruddannelse for både lærere og pædagoger med fokus på fælles pædagogik, ligesom vi inden længe flytter alle vores uddannelser sammen på Campus Carlsberg, så UCC’s kommende studerende på pædagog- og læreruddannelserne får gode muligheder for at samarbejde på tværs af fælles studieprojekter.

På den måde får vi lagt grunden til at sikre, at det fremtidige samarbejde mellem de to faggrupper om at opfylde folkeskolereformens mål vil finde sted. De to faggrupper skal møde hinanden så tidligt som muligt.

Og på den måde gøre det unødvendigt fremover at skulle gøre pædagoger og lærere opmærksomme på, at de i fællesskab bør opstille klare regler for arbejdet i klasseværelset og tydeligt fordele rollerne for at skabe de bedste moderne læringsmiljøer. 

Forrige artikel De svageste taber med et socialt taxameter De svageste taber med et socialt taxameter Næste artikel God skoleledelse kræver konkret viden