Samarbejde om uddannelser gavner væksten

DEBAT: Kvaliteten i den fremtidige arbejdskraft skal sikres i krydsfeltet mellem videnskab og praktisk erfaring. Det skal ske med afsæt i en tværfaglig tankegang, hvor universiteterne og de erhvervsrettede uddannelser arbejder sammen, siger rektor Henrik Larsen og campusleder Anders Kristensen i dagens indlæg.

Af Henrik Larsen 
Rektor, Erhvervsakademi Sydvest 
og Anders Kristensen  
Campusleder, AAU Esbjerg

Uddannelsesminister Morten Østergaard har netop meldt ud, at han ønsker større fleksibilitet i uddannelsessystemet, så studerende kommer til at opleve færre barrierer og mindre bureaukrati ved studieskift og meritoverførsel af fag mellem uddannelser.

Det er en rigtig god ide, fordi det vil gøre det lettere for flere unge at tage en lang videregående uddannelse.

Der er imidlertid også andre områder, hvor vi som uddannelses- og forskningsinstitutioner kan arbejde bedre sammen til gavn for studerende og de virksomheder, der skal aftage de færdige kandidater som medarbejdere.
Det gælder ikke mindst i fælles forsknings- og udviklingsprojekter, hvor studerende og forskere fra forskellige institutioner går sammen, lærer af hinanden og i sidste ende skaber nogle bedre resultater.

Innovation til gavn for modeindustrien 
I Esbjerg arbejder Erhvervsakademi SydVest og Aalborg Universitet Esbjerg eksempelvis lige nu sammen om et stort projekt, som med omkring 13 mio. kroner i støtte fra Højteknologifonden skal udvikle et såkaldt virtuelt prøverum til den danske modeindustri. 

I projektet kombinerer vi erhvervsakademiets mangeårige erfaringer med innovation i praksis med universitetets forskningsbaserede viden om de teknologier, der skal bruges i det færdige produkt. Selvom projektet ikke er færdigt endnu, kan vi allerede nu se, at kombinationen af de to tilgange løfter resultaterne gevaldigt.

Et andet område er tværfaglige iværksættermiljøer for studerende. De gode opstartsvirksomheder etableres ofte i krydsfeltet mellem forskellige uddannelser - fx et team med en ingeniør, designer og økonom - og det skal vi som uddannelsessystem bakke op om.

I Esbjerg har vi konkret skabt et fælles studentervæksthus, som gør det lettere for alle byens studerende at springe ud som iværksættere sammen med unge fra andre uddannelser. Satsningen har på blot fire år skabt syv nye it-virksomheder med en årlig omsætning på 15 mill. kroner.
Derudover arbejder vi sammen om udlån af laboratorier, lokaler og undervisere til hinanden, ligesom vi jævnligt mødes for at drøfte overgangen fra erhvervsakademiets bacheloruddannelser til universitetets kandidatuddannelser.

Samfundet har ikke har råd til, at snævre konkurrencehensyn mellem uddannelserne går ud over de studerende. Selvom vi ofte er i konkurrence om de samme studerende og til tider om de samme midler, skal vi være med til at gøre hinanden bedre.
Ikke mindst i en tid, hvor erhvervslivet mere end nogensinde har behov for kvalificeret arbejdskraft, der kan vise vej ud af krisen og sætte turbo på den vækst, som alle efterspørger.

Lad os sammen bryde siloerne ned!

 

Forrige artikel Gymnasiet trænger (virkelig!) til en ny overenskomst Næste artikel Få stx-studenter dobbeltuddanner sig