Få stx-studenter dobbeltuddanner sig

DEBAT: Det er en spekulativ og forkert konklusion, at mange stx-studenter tager to ungdomsuddannelser. Det er tværtimod hhx- og htx-studenter, som hæver gennemsnittet af dobbeltuddannede unge, skriver Jens Boe, GR, i dette indlæg.

Af Jens Boe Nielsen,
formand for Gymnasieskolernes Rektorforening
 
Tirsdag kunne man på Altinget under overskriften "Mange tager to ungdomsuddannelser" læse, at (for) mange studenter efterfølgende tager en erhvervsuddannelse. Det er rigtigt, at omkring 10 procent af alle gymnasiale studenter efterfølgende tager en erhvervsuddannelse, og jeg er helt enig med ministeren i, at det er for mange.

Og hvis regeringen vælger at handle på det, bør den gøre det på et sagligt og dokumenteret grundlag - og ikke på baggrund af nogle meget overordnede tal kommenteret af en lobbyist fra uddannelsessektoren.

I artiklen konkluderer direktøren i Danske Erhvervsskoler, at for mange unge ureflekteret vælger det almene gymnasium med en henvisning til, at undersøgelser viser, at en meget stor del af dem, der vælger det almene gymnasium, slet ikke har overvejet andre muligheder.

Det er en spekulativ og forkert konklusion.

For det første er der ikke mange stx-studenter, der dobbeltuddanner sig. Der er tværtimod meget få stx-studenter, der dobbeltuddanner sig sammenlignet med hhx- og htx-studenter. Dykker man ned i de samlet set 10 procent for alle gymnasiale uddannelser, som artiklen er baseret på, viser det sig, at kun 4,6 procent af stx-studenterne dobbeltuddanner sig - mens det samme gør sig gældende for 21,4 procent af hhx-studenterne og 9,1 procent af htx-studenterne (kilde: UNI-C Databank (EOU)).

Når en ung elev starter i 1.g på stx, er der 84 procents chance for, at han bliver student. Selv hvis han vælger at gå ud af gymnasiet, er der større chance for, at han ender med at få en ungdomsuddannelse end de af hans venner, som startede i andre ungdomsuddannelser end stx. Der er kun seks procent af alle de mange unge, der begynder i stx, som ender med ingen ungdomsuddannelse af få (kilde: Veje og omveje i gymnasiet - Rektorforeningen 2010).

Måske var det fra den vinkel, vi skulle anskue problemstillingen fremover.

 

 

Forrige artikel Samarbejde om uddannelser gavner væksten Næste artikel Lad os etablere Ny Nordisk Ungdomsuddannelse