Niels Egelund: Unges krav til sig selv er med til at øge mistrivslen

Af Niels Egelund
Professor dr.pæd. DPU, Aarhus Universitet

En trivselsundersøgelse blandt 83.000 elever på gymnasiale uddannelser foretaget af Børne- og Undervisningsministeriet i efteråret 2018 viste, at en tredjedel af eleverne havde overvejet at droppe ud før tid. Den viste endvidere, at næsten 70 procent af pigerne føler sig 'tit' eller 'meget tit' pressede, mens det gælder knap 50 procent af drengene.

Dette fik børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til at sige, at alarmklokkerne skal lyde i det politiske landskab.

Inden man begynder at skyde skylden på gymnasiereformen, folkeskolereformen, karakterskalaen, de nationale test, OECD’s PISA undersøgelser, forældrenes manglende ansvar og rammer, er der dog grund til lige at ”vende skråen”.

Unge presser sig selv
Trivselsundersøgelserne på skoleområdet bygger på en lang række spørgsmål til eleverne, for eksempel: ”Er du glad for din skole?” eller ”Jeg er en person, som bekymrer mig meget”. Svarerne gives på en 5-trinsskala fra ”Meget uenig” til ”Meget enig”. Hånden på hjertet – er det ikke et helt almindeligt træk, at man ikke altid er glad for sin skole? Er det ikke også naturligt, at man bekymrer sig, og at man nogle gange bekymrer sig meget?

En anden ting er, at det er nødvendigt at udfordre eleven/den studerende, for at der kan komme progression i læringsprocesserne. Hvis der ingen udfordring er, så bliver det kedeligt. Hvis der modsat er alt for store udfordringer, så kan det få eleven/den studerende til at give op. Det er nok der, vi skal begynde at lede, hvis vi vil vide, hvor presset på de unge kommer fra.

Måske er det ikke så meget presset fra skolen som sådan, men presset fra de unge selv med ønsker om at fremstå som succesfyldte og med masser af likes og følgere på de sociale medier.

For mange vælger gymnasiet
Hvis vi skal se på systemet, er problemet måske først og fremmest, at en for stor andel af de unge vælger en gymnasial uddannelse, selvom det ikke lige var det boglige indhold, der trak i folkeskolen. I stedet for at være 70 procent som starter i gymnasiet, burde det nok være omkring 55 procent.

Dette skal ses sammen med, at der er en meget stor mangel på faglært arbejdskraft. Hvis man er svag bogligt, bliver gymnasiet en ørkenvandring, hvor gymnasierne må bruge mange ressourcer på støtteforanstaltninger for fastholde eleverne – og få de taxameterbevillinger, hver elev udløser.

Overensstemmelse mellem krav og potentiale
Hvis vi vender tilbage til spørgsmålet om trivsel, er jeg så heldig, at jeg har et datamateriale, der er næsten lige så stort som det, som Børne- og Undervisningsministeriet har. Jeg har svar fra cirka 70.000 elever i folkeskolen og deres lærere, og her kan jeg kæde svar om faglig trivsel sammen med andre forhold for at se, hvad der ligger bag manglende faglig trivsel. Faglig trivsel bygger på spørgsmål som for eksempel ”Jeg kan godt lide at gå i skole”, ”Jeg synes, det er vigtigt at gå i skole for at lære noget” og ”Jeg synes tit, det er kedeligt i timerne”.

Analyser viser her, at faglig trivsel, formodentlig modsat manges forventning, ikke har nogen betydelig sammenhæng med hverken det aktuelle faglige niveau eller elevens sociale baggrund. Derimod har den faglige trivsel sammenhæng med elevens sociale trivsel, elevens motivation og arbejdsindsats og ikke mindst elevens forventning om at kunne mestre de krav, der stilles.

Så hvis vi vil fremme elevers og studerendes trivsel, skal vi sørge for, at eleverne mødes med krav, der passer til deres potentialer, både fra undervisernes side, fra uddannelsesniveauets side og fra eleverne selv og deres omgivelser.

debat@altinget.dk