Handelsskoleelever: Det giver os ondt i livet konstant at skulle præstere

Af Oliver Asmund Bornemann
Formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever

Danmarks unge føler sig unødigt pressede, og vi mistrives i højere og højere grad. I debatten bliver det anført, at vi unge spejler os for meget i andre, har for stort fokus på sociale medier og får for lidt anerkendelse, og at det skulle være de primære årsager til vores mistrivsel.

Det er helt fint, men vi kan bare ikke analysere os frem til baggrunden for mistrivselskrisen uden at se på, hvilken rolle uddannelsessystemet og det omliggende samfund spiller. Det er simpelthen for letkøbt at tale om en ungdom, der egenhændigt har kreeret sin egen mistrivsel.

Når vi taler om det gode ungdomsliv, er det først og fremmest værd at fastslå, at vi elevers ontologi i enhver henseende går forud for vores epistemologi. Vi må være, før vi kan lære. Forud for vores læren og præstation må vi føle os legitime i vores eksistens.

Unge skal toppræstere i alle situationer
Som unge og som mennesker bevæger vi os konstant i forskellige arenaer med divergerende normer, og det influerer på vores opførsel. Det giver god mening, og sådan bør det også være, for det giver os plads og rum til at udforske os selv og derigennem blive til den, vi gerne vil være.

Fællesnævneren for de forskellige arenaer er dog, at vi skal toppræstere i dem alle. Når præstationssamfundet kryber sin vej ind i klasselokalet, så skaber det en skadelig klasserumskultur, hvor vi ikke tør række hånden op af frygt for at sige noget forkert. Ikke fordi vi gerne vil være perfekte, men fordi et forkert eller endda blot tøvende svar ikke er en god præstation.

Vi er konstant hinandens konkurrenter, og i stedet for at løfte hinanden og have fokus på vores egen dannelse som menneske har vi fokus på den ekstraordinære præstation. Det skaber en norm om, at kun det bedste er godt nok, hvis det er bedst i relation til vores klassekammeraters præstation.

Vi skal præstere for at være noget værd
Vi unge er ikke stressede, deprimerede og angstfulde, fordi vi egenhændigt har fundet på at stille høje krav til os selv, eller fordi vi ikke kan kende forskel på virkeligheden og den verden, vi ser på sociale medier.

Nej, det handler i højere grad om, at præstationssamfundet har fået presset sig ind i vores uddannelsessystem på en sådan måde, at vi nu altid skal præstere for at være noget værd.

Derfor er det ikke socialt acceptabelt, når vi ikke lever i velvære i dette samfund. Vi tør ikke at være ærlige over for hinanden, når vi nu endnu engang oplever, at vi ikke kan leve op til de uopnåelige krav.

Forventninger må ikke stå i vejen for unge
Selvfølgelig skal vi ikke have et samfund, hvor man ikke skal præstere og ikke opfordres til at gøre sit bedste, men samfundets forventninger til os og vores stræben efter at præstere for at leve op til disse må aldrig stå i vejen for vores tilegnelsen af ny viden.

Som det ser ud lige nu, møder vi bare hver dag ind på vores ungdomsuddannelser med en følelse af, at vi skal til eksamen. Det skaber ikke et godt læringsrum. Det skaber til gengæld et præstationsrum, hvor vi ikke kan træde ved siden af og dermed bidrager det til at opretholde præstationskulturen.

Derfor er det ikke nok at se på den digitale tidsalder isoleret som skaber af unges mistrivsel. Vi må også se på uddannelsessystemet og snakke om den læringskultur, vi ønsker, netop fordi et præstationssamfund ikke skaber et imødekommende, åbent og anerkendende læringsrum.

For vi unge har brug for at blive klogere, og vi har brug for at bevæge os i et samfund, som valoriserer og anerkender læringsprocessen og den immanente personlige udvikling frem for præstationen. Også, når det ikke er en "fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler".

debat@altinget.dk