Mudderkast, valgflæsk og undervisningsmiljø

DEBAT: Giv folkeskoleeleverne en undervisningsmiljølov, der gør skolerne til et bedre sted at være, skriver Troels Boldt Rømer, formand for danske skoleelever.

Af Troels Boldt Rømer
Formand for Danske Skoleelever

For omkring et år siden gik titusinder af skoleelever under valgkampen på gaden i protest mod de uhumske, klamme og uacceptable forhold, der hersker på mange af landets folkeskoler.

Statsministeren lovede derefter et opgør med 'nedslidte skoler med utidssvarende klasselokaler, dårligt indeklima og uhumske toiletter'.

Her et år efter statsministeren og en række andre politikere lovede os elever bedre fysiske forhold, burde der da være sket noget. Men ingen kommission er blevet nedsat, ingen tiltag sat i gang, og ingen strategier er blevet fremlagt.

Krig mellem Christiansborg og kommunerne
Indtil videre er kommunerne bare blevet pålagt et anlægsloft, og så har der ellers været dømt politisk mudderkastning mellem Christiansborg og kommunerne omkring, hvem der har ansvaret for folkeskolens forfald.

Skolerne kommer meget ofte bagerst i køen, når der skal fordeles penge på de kommunale budgetter til investeringer i kommunale bygninger. Dette skyldes, at skolerne er underlagt en undervisningsmiljølov, der ikke stiller konkrete krav til de fysiske rammer.

Som konsekvens heraf er kommunerne ofte nødsaget til at nedprioritere skoleinvesteringer og i stedet bruge pengene på andre kommunale anlægsopgaver, hvor lovgivningen stiller ufravigelige krav.

Årsagen til, at kommunerne er nødsaget til at prioritere anlægsudgifterne, finder vi i regeringens omdiskuterede anlægsloft. Loftet betyder, at kommunerne kun har en begrænset pulje penge at fordele på de forskellige anlægsopgaver.

Giv os en undervisningsmiljølov
Så derfor kommer vi elever nu med et forslag til statsministeren, der kan gøre det muligt for ham at indfri sine valgløfter: Giv os en bedre undervisningsmiljølov og giv kommunerne de økonomiske rammer til at kunne indfri dine valgløfter. Giv os en undervisningsmiljølov, der kan mærkes, og som vil pålægge kommunerne at give os et godt undervisningsmiljø.

Denne lov skal indeholde flere konkrete krav til kommunerne: krav om rengøring, tilsyn på elevernes arbejdsplads, temperatur og ventilation i skolernes lokaler med mere. Men en lov er ikke en effektiv lov, før den kan håndhæves, derfor skal der også indføres sanktionsmuligheder i loven, og i yderste tilfælde skal man lukke sundhedsskadelige skoler.

Penge til Danmarks fremtid?
Så kære Anders Fogh og resten af de politikere, der har lovet os elever bedre forhold: Giv os nu en undervisningsmiljølov, der kan sikre os fysiske rammer, som giver god indlæring, i stedet for at give os en opvisning i politisk mudderkastning, valgflæsk og uansvarlighed.

De elever, der nu bliver undervist i nedslidte klasselokaler, og som dermed ikke får det bedste udbytte af undervisningen, er de elever, der skal skabe Danmarks fremtid. Så spørgsmålet er enkelt: Vil man prioritere penge til Danmarks fremtid?

Forrige artikel Forældrene vælger det bedste til deres børn Næste artikel Sprækker i uddannelses-fundamentet Sprækker i uddannelses-fundamentet