Ministerudvalg for ungdomsuddannelser – nok at tage fat på!

DEBAT: I SOSU-Lederforeningen er vi glade for, at børne- og undervisningsministeren har sat sig for bordenden for et bredt sammensat ministerudvalg, der skal kigge grundigt på ungdomsuddannelserne. Der er nok at tage fat på.

Af Inger Margrethe Jensen                                                                                         Formand for SOSU-lederforeningen

De mange forventninger og frafaldet
Frafaldet er naturligt nok en væsentlig opgave at kigge på for udvalget, og i den forbindelse er det glædeligt, at børne- og undervisningsministeren slår fast, at når en ung falder fra, så har det ikke altid noget med skolerne at gøre.

På social- og sundhedsskolerne oplever vi et krydspres af forventninger til uddannelsessystemet. På den ene side er der en naturlig forventning om, at alle efter grundskolen skal ind i ungdomsuddannelsessystemet uanset forudsætninger. Samme ønske skærpes nu i forhold til beskæftigelsespolitiske ønske om uddannelse til ledige uanset forudsætninger. På den anden side er der naturlige forventning om, at den, der går i gang med en ungdomsuddannelse, også gennemfører og kommer ud med et solidt fagligt niveau, da der stilles stadigt større krav på arbejdsmarkedet og på de videregående uddannelsesinstitutioner.
Ministerudvalget er nødt til at søge at løse den gordiske knude, det er, at en gruppe af elever (heldigvis de færreste) har mangelfulde forudsætninger, samtidig med at der forventes mere og mere af dem på uddannelsen og efterfølgende.
 

Fleksuddannelsen
Knuden søges kappet over med fleksuddannelsen som sværd. Det er nødvendigt at overveje alternativer til de eksisterende tilbud, og her kan fleksuddannelsen være et bud. Det forudsætter dog, at der afklares nogle spørgsmål. For det første skal det præciseres, hvem målgruppen egentlig er. Er det dem, der falder fra uden omvalg; er det dem, der nu benytter produktionsskoler og EGU; er det den gruppe af elever, der fagligt befinder sig nederst i de eksisterende tilbud? Samtidig skal det overvejes, hvad fleksuddannelsen kvalificerer til. Er uddannelsen forberedende til en ungdomsuddannelse; afløser den dele af en eksisterende ungdomsuddannelse, eller er den at regne som en fuldgyldig ungdomsuddannelse?
Jeg har ikke svarene, men det er afgørende, at fleksuddannelsen ikke bliver en "skraldespand", og at der er et arbejdsmarkeds- eller uddannelsesperspektiv. Den skal føre til noget!
 

Fokus på uddannelsernes organisering og kompleksitet
Det er positivt, at udvalget også har som opdrag at kigge på mulighederne for at omlægge erhvervsuddannelserne, så elevernes endelige uddannelsesvalg kan ligge senere i forløbet. Det vil være naturligt at se på grundforløbets opbygning og særligt relationen til hovedforløbet. Et mere introducerende grundforløb med mulighed for adgang til flere hovedforløb vil sandsynligvis give mindre frafald og omvalg mellem grundforløbene. Det vil samtidig kræve, at der blev kigget på indgangsstrukturen. Er der tilstrækkeligt med uddannelser i indgangen til at give en reel uddannelsesgaranti; er uddannelserne placeret rigtigt; og ikke mindst, giver indgangsstrukturen den fornødne fleksibilitet for eleverne?
 

Og alt det andet
Ovenfor har jeg blot berørt en lille del af den store opgave som ministerudvalget står overfor. SOSU-Lederforeningen har ikke svarene på de mange spørgsmål, men måske på nogen af dem, og vi håber at blive inviteret med i arbejdet sammen med andre relevante kræfter for at løfte den fælles udfordring, vi står med. Herfra skal blot lyde et: God arbejdslyst!

Forrige artikel Ministerudvalg på vigtig mission Næste artikel Samtale fremmer...