Samtale fremmer...

DEBAT: Samtale mellem ledere af folkeskoler og ledere af ungdomsuddannelserne skal sikre overgangen fra skole til ungdomsuddannelser. Sådan lyder det her fra Danmarks Lærerforening og Dansk Industri.

Af Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening og
      Charlotte Rønhof, forskningspolitisk chef i Dansk Industri.

Samtale fremmer forståelsen, hedder et reklameslogan. Sloganet er klart og fornuftigt, men desværre bliver det ikke altid fulgt. Eksempelvis viser en forskningsrapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, at kun ca. halvdelen af skolelederne taler med de ungdomsuddannelser, der skal modtage deres elever. Det er problematisk, da netop den samtale kan bidrage til at forbedre overgangen fra skole til ungdomsuddannelse. Brugerdreven innovation er et kendt begreb i virksomhedsverdenen, og det har også fundet vej ind i flere uddannelser. Brugerundersøgelser er afgørende for virksomhedernes målrettede udvikling af produkter og services.

Nu er børn i folkeskolen ikke produkter, og de skal kunne meget andet end at agere byggeklods i konkurrencestaten, når de forlader skolen. Folkeskolens "brugere" skal kunne mere end blot at fungere i resten af uddannelsessystemet og senere hen på arbejdsmarkedet. Men sammenligningen holder alligevel så langt, at en udveksling af ideer og erfaringer mellem folkeskole og ungdomsuddannelse under alle omstændigheder kan være med til at skabe udvikling og nye ideer. Ligesom brugerinddragelse kan gøre gode produkter bedre, så kan selv velfungerende institutioner lære af at tale sammen.

SFI-rapporten viser, at ungdomsuddannelserne ikke altid er i fokus for en lang række skoleledere. Undersøgelsen viser, at ca. halvdelen af skolelederne aldrig mødes med lederne af ungdomsuddannelserne. Når mindst 95% af alle børn skal have en ungdomsuddannelse, er det også vigtigt, at skolelederne og lærerne følger deres tidligere elevers færd. Derfor bør de have de bedst mulige statistiske redskaber til at følge deres elever, så de ved, hvad der er sket med dem f.eks. et år efter, de har forladt folkeskolen. Skal målet nås, skal alle ledere af de implicerede institutioner og kommunerne bakke hinanden op.

Statistik og grafer gør det ikke alene, for en statistik vil næppe være grundig nok. Det er her, vi har brug for samtalen. I Aarhus Kommune har man vedtaget, at ledere af folkeskolen og ungdomsuddannelserne skal mødes to gange årligt - med fokus på flere i uddannelse. Det er et eksempel på en beslutning, der kan fremme målet om flere i uddannelse.
Samtale fremmer forståelsen. Derfor håber vi, at alle skoleledere og ledere på ungdomsuddannelserne tager bolden op og igangsætter systematiske samtaler, så nye ideer kan hjælpe flere unge på vej - som der er lagt op til i reglerne om vejledning.
 

Forrige artikel Ministerudvalg for ungdomsuddannelser – nok at tage fat på! Næste artikel STX-succes: Ikke et vejledningsproblem