Med Troels Lund i New York part II
DEBAT: Et historiens vingesus. Sådan beskrev både ministre og lærerorganisationer det at være sammen og diskutere undervisning på den internationale uddannelseskonference, som blev afholdt i New York sidste uge. Jeg havde samme følelse – og vender hjem med forstærket tro på kampen for lærernes ret metodefrihed, skriver Hanne Pontoppidan.
formand for Uddannelsesforbundet
Knap 20 lande med høje ambitioner for deres uddannelsessystem var sidste uge i New York. De var inviteret af den amerikanske undervisningsminister til at komme med deres undervisningsminister og lærerfagforeninger og inspirere hinanden indenfor nogle nøgleproblemfelter, der alle har afgørende betydning for kvaliteten af undervisning.
Landene havde generelt prioriteret mødet meget højt. Mest sigende var det nok, at Japans undervisningsminister havde valgt at deltage fra start til slut på trods af de helt ubeskrivelige problemer, landet og den japanske regering står med i øjeblikket.
Under mødet blev der skabt en hel unik fælles opfattelse mellem ministre og lærerorganisationer, om hvor fantastisk det faktisk var, at vi sad samlet her for første gang nogen sinde - makkerpar af regeringsrepræsentanter og lærerfagforeningsrepræsentanter fra de mest uddannelsesambitiøse lande i verden - for at drøfte udviklingen af vores uddannelsessystem. Det er i den grad et fælles anliggende, og derfor var det endnu mere opløftende, at der tegnede sig nogle fælles ønsker for fremtiden.
Ingen forandring uden dialog og indflydelse
Rigtig mange ministre gav udtryk for, at for at få succes med væsentlige ændringer af uddannelserne, er det nødvendigt at inddrage lærerorganisationerne direkte i arbejdet og lade dem få indflydelse på det, for at også lærerne føler ejerskab for beslutningerne og forandringerne. Uden det ejerskab, ingen succes. Noget, der burde være logik for perlehøns, men som ikke nødvendigvis er det. Det gør mig fortrøstningsfuld, at mødet i den grad slog fast, at den sociale dialog er afsættet for al forandring.
Det var rigtigt dejligt, at Danmarks nye undervisningsminister havde valgt at deltage, selv om han netop var trådt til. Jeg håber og tror, at han tager mødets konklusioner med sig hjem som sine. Danmark har jo en lang tradition for netop at sikre, at større forandringer er bredt funderet, og at medarbejderorganisationer står bag - selv om der desværre aldrig har været tradition for at sikre den nødvendige tid til at implementere forandringerne.
USA's undervisningsminister deltog med stort engagement fra ende til anden og sluttede mødet af med en begejstring over de opnåede resultater, der - som han sagde det - ikke var til at tage fejl af. Og ministerens helt afsluttende kommentarer var, at det samarbejde og engagement, han havde oplevet de sidste dage, gjorde ham fortrøstningsfuld på vegne af både sine børn og kommende børnebørn.
Det er ikke her muligt at komme i detaljen med diskussionerne på konferencen, men ministeren og vi tre andre repræsentanter er nu forpligtet til i fællesskab at overveje, hvordan vi i Danmark kommer videre af den sti, vi har betrådt sammen med vores andre uddannelsesambitiøse kolleger. Det er et forløb, jeg glæder mig rigtigt meget til at tage fat på.
De studerende laver for lidt
