Lærerne: Viden om autonomi og relationer skal styrke folkeskolen

Af Anders Bondo Christensen
Formand, Danmarks Lærerforening

I januar holdt Undervisningsministeriet og Danske Underviserorganisationer i fællesskab en konference om den professionelle trivsels betydning for kvalitet i undervisningen.

Konferencen var en direkte udløber af vores fælles deltagelse på den årlige ’International Summit on the Teaching Professions’, arrangeret af OECD og lærernes verdensorganisation, Education International.

Inspireret af de internationale konferencer var begrebet ’self-efficacy’ et af de centrale omdrejningspunkter på konferencen herhjemme.

Et begreb, der ikke lader sig oversætte direkte, men som alligevel er kommet i fokus, når vi de seneste år har snakket skole og undervisningspolitik.

Det er god undervisning og indflydelse
Hvorfor, kan man spørge? Forklaringen er, at der er en bred anerkendelse af, at det har en klart positiv betydning for elevernes udbytte af undervisningen, når vi styrker lærernes self-efficacy. Dermed bliver begrebet helt centralt i skoledebatten.

Når vi vælger at bruge det engelske udtryk, skyldes det, at der ikke er et dansk ord, der kan erstatte det. På konferencen i januar blev det i enkelte tilfælde sidestillet med selvtillid, men ordet har en langt bredere betydning.

Ifølge lærernes verdensorganisation rummer begrebet self-efficacy to forhold: Det ene handler om, at læreren oplever at have evner og muligheder for at gennemføre en god undervisning, og det andet forhold handler om, at læreren oplever at have indflydelse på undervisningens og skolens udvikling.

At netop disse forhold har betydning for elevernes udbytte af undervisningen, underbygges af den øvrige uddannelsesforskning.

Relationskompetence er vigtigst
Forskningsreviews viser, at relationskompetencen er den væsentligste lærerfaglige kompetence, og der er bred enighed om, at god undervisning skabes, når læreren har evner til og mulighed for at skabe nærværende og vedkommende undervisning, hvor hvert enkelt barn inddrages.

Derfor er det også påvist, at det har negativ betydning for eleverne, hvis man prioriterer kvantiteten på bekostning af kvaliteten i undervisningen.

Dette er eksempler på forskningsmæssig viden, der understøtter den del af self-efficacybegrebet, der handler om, at læreren skal have evner og muligheder for at kunne lykkes med opgaven.

Den anden del, der handler om, at lærerne skal have indflydelse på skolens og undervisningens udvikling, har på samme måde et stærkt forskningsmæssigt fundament.

OECD og Education International har eksempelvis vist, at styrker vi skolernes og lærernes autonomi, vil det have en positiv betydning for eleverne udbytte af undervisningen.

Der er altså al mulig god grund til, at vi også i Danmark har fokus på at styrke lærernes self-efficacy, når vi har et mål om, at eleverne skal have den bedst mulige undervisning.

Gør initiativer til virkelighed
Og heldigvis er der da også helt konkrete eksempler på, at politikerne begynder at tage den viden alvorligt. For få uger siden vedtog et bredt flertal et forlig med vigtige justeringer af folkeskolereformen.

I aftalen har politikerne taget udgangspunkt i den viden, som vi har fra forskningen og lærernes praksiserfaring. Aftalen løsner båndene, så skoler får bedre mulighed for at prioritere kvaliteten i undervisningen. 

Folketingspolitikernes beslutning om en markant reduktion i de obligatoriske mål for undervisningen i folkeskolen, opgøret med den læringsmålstyrede undervisning samt beskeden om, at læringsplatformene ikke skal trækkes ned over hovedet på lærerne, men stilles til rådighed som et redskab, er andre vigtige initiativer, der peger i den rigtige retning.

Nu er det afgørende, at disse initiativer bliver til virkelighed på alle landets folkeskoler. Lærernes og skolernes autonomi og muligheder for at prioritere kvaliteten i undervisningen skal styrkes.

Det er på den måde, vi skaber den bedst mulige undervisning for eleverne i folkeskolen.

debat@altinget.dk