Lærerne: Vi kan løse folkeskolens problemer uden store reformer

DEBAT: Der er ikke brug for højtprofilerede reformudspil fra en eventuel ny regering. Problemer med både lærer- og elevflugt fra folkeskolen skal løses i et forpligtende samarbejde, skriver Anders Bondo Christensen fra Danmarks Lærerforening.

Af Anders Bondo Christensen
Formand, Danmarks Lærerforening

Forligspartierne bag folkeskoleloven har netop indgået en aftale om justeringer af loven.

Det er vi meget positive over for i Danmarks Lærerforening, da der i den grad er brug for justeringer.

Alligevel er det helt nødvendigt, at folkeskolen også kommer højt på listen, når der skal vælges en ny regering. Folkeskolen har brug for, at en ny regering vælger at tage ansvar for den.

For elevernes og samfundets skyld har vi brug for en regering, der samarbejder om folkeskolen.

En regering, der vælger folkeskolen.

Mange reformer præger skolen
Vi er mange, der krydser fingre for, at den aftale, der blev indgået 30. januar, varsler nye tider for folkeskolens placering i den politiske debat på Christiansborg.

Folkeskolen har alt for længe været en politisk kampplads og en politisk profileringsmulighed. Fra 2003 til 2013 blev der lavet ikke mindre end tre omfattende skolereformer.

Vi håber på, at aftalen fra 30. januar viser sig at være generalprøven på, at politikerne i en ny regeringsperiode vil gennemføre de nødvendige ændringer i folkeskolen ud fra den solide viden, vi har fra lærernes praksiserfaring og den pædagogiske forskning.

Folkeskolen har nogle helt åbenlyse udfordringer. Det handler blandt andet om, at et stigende antal forældre vælger folkeskolen fra, og at alt for mange lærere har gjort det samme.

I dag er 16 procent af lærerstillingerne varetaget af personer uden læreruddannelse, og det på trods af en politisk målsætning om, at al undervisning ikke blot skal varetages af læreruddannede – men af lærere med undervisningskompetence (linjefag) i det konkrete fag, der undervises i.

Det skal vi naturligvis have gjort noget ved hurtigst muligt. Men svaret er ikke en ny højtprofileret reform.

Vi ønsker et samarbejde
Løsningen finder vi ved, at den kommende regering tager udgangspunkt i den viden, vi har, og inviterer til et forpligtende samarbejde om at få løst udfordringerne.

Tre forskere fra Københavns Professionshøjskole har netop udgivet rapporten "Når verdens bedste job bliver for hårdt".

Her bliver der peget på en række forhold, der skal tages hånd om. Især et stort tidspres, der tager fokus væk fra lærernes kerneopgave – nemlig at undervise – er afgørende for, at lærere forlader folkeskolen.

Det er en meget uholdbar tendens og en bevægelse, vi skal have vendt hurtigst muligt. Det vil vi meget gerne samarbejde med en ny regering om.

I foråret rakte Danmarks Lærerforening hånden frem til KL, og i stedet for endnu en ødelæggende konflikt på skoleområdet, valgte vi at forsøge samarbejdsvejen med projektet "Ny Start".

Vores store ønske til en ny regering er, at den også vil samarbejdet, og at den vil prioritere folkeskolen, så vi sammen på et solidt grundlag kan tage fat om skolens udfordringer og på den måde sikre en endnu bedre undervisning til eleverne.

Forrige artikel Skole og Forældre: Sæt kryds ved folkeskolen på valgdagen Skole og Forældre: Sæt kryds ved folkeskolen på valgdagen Næste artikel Konservativ: Merete Riisager svigter vores ordblinde elever Konservativ: Merete Riisager svigter vores ordblinde elever