DE-L: EUX er en del af fremtiden

DEBAT: Arbejdsgiverne er bekymrede for, om eleverne kan nå de erhvervsfaglige kompetencer i den foreslåede EUX struktur. DE-L foreslår derfor, at der laves forsøg med den toårige merkantile EUX-model på de tekniske erhvervsuddannelser.

Af Peter Amstrup
Formand for Danske Erhvervsskoler-Lederne

Erhvervsskolerne er glade for, at EUX nu bliver en mulighed på flere erhvervsuddannelser. Virksomhederne har længe efterspurgt dygtigere, mere modne og målrettede lærlinge, og det vil EUX bibringe dem.

En af erhvervsuddannelsesreformens vigtige elementer er, at flere erhvervsuddannelser end i dag skal udbydes med EUX, altså at man kan opnå generel studiekompetence samtidig med sin faglærte uddannelse.

Det vil forhåbentlig medføre, at flere unge vil se en erhvervsrettet EUX som en mulighed frem for en gymnasial uddannelse, og at flere faglærte vil læse videre.

Vi må ikke ryste på hænderne nu
Et fokuspunkt er naturligvis, om der kan skaffes praktikpladser til EUX-eleverne, men heldigvis tyder de foreløbige erfaringer på, at danske virksomheder faktisk mener det, når de ønsker dygtigere unge – EUX-eleverne får lærepladser.

En anden bekymring er, om der nu bliver alt for mange EUX-lærlinge og for få ”ordinære” lærlinge. Her kunne man måske efterlyse lidt tillid til markedskræfterne og samtidigt erindre sig, at EUX-uddannelsen ikke kan forventes gennemført af flertallet, ligesom virksomhedernes forskellighed fortsat i sig selv vil medføre en fornuftig fordeling afledt af praktikpladserne.

Hele erhvervsuddannelsesreformen har handlet om at skaffe flere og stærkere elever til de erhvervsrettede uddannelser, hvorfor det næppe er lige nu, der skal rystes på hånden.

På baggrund af vore hidtidige erfaringer på erhvervsskolerne deler jeg ikke bekymringen, da jeg er sikker på, at særligt mellemstore og store virksomheder kan se fordele ved at have kompetente EUX-elever. Og eleverne i ordinære erhvervsuddannelser vil stadig kunne få læreplads hos formentlig særligt de mindre virksomheder.

Brug den merkantile EUX-model
Bekymrende er det måske, at man ikke mener, at EUX-eleverne kan opnå tilstrækkelige erhvervsfaglige kompetencer på grundforløb 2 til at kunne klare gærdehøjderne til hovedforløbet, hvis de samtidig skal tage tre gymnasiale fag på C-niveau på de 20 uger, der er til rådighed.

Derfor er det foreslået, at grundforløb 1 inddrages således, at eleverne vælger specifik EUX-retning efter de to første ugers introduktionsforløb. Denne pointe har vi i Danske Erhvervsskoler – Lederne selv peget på i udgangspunktet.

Jeg har dog tiltro til, at UVM i samarbejde med skolerne og de faglige udvalg får tilrettelagt EUX-forløbene, så både de erhvervsfaglige og studiemæssige kompetencer kan nås på den tid, der er til rådighed.

Men jeg vil da opfordre til, at man igen overvejer, om der kan åbnes for forsøg med at bruge den toårige merkantile EUX-model på de tekniske uddannelser, som DE-L foreslog under forhandlingerne. DE-L mener at have dokumenteret, at man i denne model både vil kunne opnå de erhvervsfaglige og studiemæssige kompetencer, og efterfølgende vil EUX-eleverne have de samme skoleperioder som eleverne i de ordinære erhvervsuddannelser på hovedforløbet.  

Forrige artikel Fagbaseret taxameter er ikke kompliceret Næste artikel EUX: Det er der fremtidsdrømme i EUX: Det er der fremtidsdrømme i