DI: Styrk uddannelsesforskningen

DEBAT: DI støtter rejseholdet i, at den strategiske undervisningsforskning skal styrkes markant. Der skal dog ikke etableres et selvstændigt forskningsinstitut, skriver Charlotte Rønhof.

Af Charlotte Rønhof
Forskningspolitisk chef, DI

DI er enig med skolens rejsehold i, at skoleforskningen skal styrkes og prioriteres økonomisk. Men rejseholdets forslag om at etablere et selvstændigt sektorforskningsinstitut for skoleudvikling går i modsat retning af udviklingen på forskningsområdet.

Veluddannede unge er det, Danmark skal leve af i fremtiden. Vi er derfor afhængige af undervisning af høj kvalitet. Der findes mange holdninger til, hvad god undervisning er, men holdningerne mangler desværre ofte et forskningsmæssigt fundament. Undervisningen i Danmark bygger med andre ord i utilstrækkelig grad på sikker viden om, hvad der virker. Det er derfor rigtigt, når rejseholdet har peget på, at der skal løftes mere viden ind i klasseværelset. Skolens rejsehold anbefaler dels, at der afsættes penge til forskning i læring og undervisning, og dels at der etableres et selvstændigt sektorforskningsinstitut for skoleudvikling.

Det er rigtigt, at man bør afsætte flere penge til forskning i læring og undervisning. Men vi har ikke brug for et selvstændigt nyt sektorforskningsinstitut. Det vil jo nærmest være at gå baglæns i forhold til den udvikling, der i øvrigt er foregået, hvor sektorforskningsinstitutterne er lagt ind under universiteterne.

Den rigtige del af tankesættet er at give Undervisningsministeriet mulighed for at blive rekvirent af viden. Når der eksempelvis opstår behov for forskning på specialundervisningsområdet, bør ministeren kunne igangsætte arbejdet med det samme. Det kan jo virke underligt, at staten har et større behov for at ruste sig mod svinesygdomme end på at blive klogere på, hvad der virker i skolen. DI er derfor enig i at styrke skoleforskningen og foreslår, at undervisningsministeren over en tiårig periode kan rekvirere strategisk uddannelsesforskning for 100 mio. kr. Uddannelsesområdet bør have sit eget myndighedsberedskab.

Forrige artikel FTF bakker Nedergaard op FTF bakker Nedergaard op Næste artikel Fra folkeskole til ungdomsuddannelse uden forhindringer