Gymnasiet står i muligheder til halsen
DEBAT: Besparelserne i landets gymnasier virker kontraproduktivt i forhold til at nå 95 procentsmålsætningen. Det får formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening til at efterlyse klare prioriteringer fra regeringen.
formand for Gymnasieskolernes Rektorforening
Forleden lærte jeg af en ledende skikkelse i DR, at det er umoderne kommunikation at tale om udfordringer som værende problemer. Vi skal i stedet tale om muligheder. Så jeg vil straks slå fast, at gymnasiet og hf lige nu står i "muligheder til halsen".
De kommende år i gymnasiesektoren bliver den store øvelse at afbalancere de store besparelser samtidig med at vi skal sikre, at flere unge pr. årgang får en ungdomsuddannelse - med 95-procents-målsætningen som pejlemærke.
Vi er selvsagt ikke glade for besparelserne i gymnasiet, selvom vi anerkender, at vi må tage vores del af byrden på lige fod med alle andre i den offentlige sektor. Men gymnasiernes og hf.s store dilemma er, at vores eneste reelle mulighed for at spare de penge, vi bliver bedt om, er direkte kontraproduktivt i forhold til ønsket om at få flere unge gennem en ungdomsuddannelse.
Bundet økonomi
I dag er omkring 80 procent af gymnasiernes og hf.s økonomi bundet til personalets løn - og den er igen bestemt af elevernes undervisningstid, som er bundet til bekendtgørelsen. Oveni kommer yderligere 10 procent af økonomien, som er bundet i andre faste udgifter (energi, ejendsomsskat og andre ting).
Vores mulighed er altså at bringe omkostningerne ned ved at sætte flere elever i klasserne ligesom vi kan beskære alt det, der ikke er bundet til love og bekendtgørelser eller til overenskomsten. Og heri består dilemmaet mellem besparelserne og 95-procent-målsætningen.
For det første fordi en højere klassekvotient vil gøre uddannelsen sværere især for de svageste elever. For det andet fordi de få penge, skolerne har råderet over - og som dermed også kan spares væk - på langt de fleste skoler bruges på en række tiltag, der netop handler om at holde fast i de elever, som vi af den ene eller anden grund er bange for falder fra og aldrig får en ungdomsuddannelse.
Med besparelser følger prioriteringer
Vi har i de sidste år brugt en del penge på lektiecafeér, mentorordninger og teamlærere. Sådanne aktiviteter øger opmærksomheden på den enkelte elevs behov og fastholder eleven på rette spor. Ordningerne virker og gennemførselsprocenten øges gradvist, hvad der både er til gavn for eleverne og for "indtjeningen". Det er derfor en dårlig løsning at spare de tiltag væk.
Gymnasierektorerne er parate til at finde de mest nænsomme løsninger, når besparelser skal gennemføres. Men ved så store besparelser er der behov for, at regering og forligspartier også gør sig tanker om, hvordan vi prioriterer ressourcerne. Det er for nemt alene at henvise til skolernes selveje og bestyrelsernes og ledernes beføjelser til at prioritere. Vi må eksempelvis få en dialog, om der kan spares ved en anden tilrettelægning af eksamen. Og jeg vil bestemt heller ikke afvise, at der kan hentes ressourcer gennem en anden overenskomst.
Så det er både gymnasierne, Undervisningsministeriet, Finansministeriet og partierne bag gymnasiereformen, som står i "muligheder til halsen". Lad os udnytte dem i fællesskab.
Kæmpeklasser kvæler fagligheden
