Erhvervsakademiuddannelser i fokus

DEBAT: Erhvervsakademiernes fremtid skal ikke drukne i diskussionen om overordnede institutionsprincipper, men derimod udvikle sig til stærke institutioner nu og her - uanset hvad der sker i 2015, når forliget skal genforhandles. Sådan lyder det fra DI og LO i et samlet debatindlæg, som ridser den seneste tids diskussion om erhvervsakademiernes fremtid op.

Af Ejner K. Holst 
LO-sekretær
og Lars Goldschmidt
Direktør, DI  

Siden vi skrev en kommentar her på Altinget 14. september kan vi med begejstring konstateret at flere, og herunder undervisningsminister Tina Nedergaard, har kommenteret sagen. Debatten er vigtig og inspirerende, og på et par punkter vil vi gerne supplere og uddybe vores holdning:

1. Uddannelserne skal i fokus - i deres egen ret
Uddannelserne på såvel erhvervsakademier og professionshøjskoler står overfor meget store udfordringer. Det er derfor afgørende, at diskussionen ikke til stadighed kører i ring om overordnede institutionsprincipper, men om at få skabt de rigtige uddannelser, understøttet af institutionsstrukturen.

Og vores opfattelse er klar - hvis målet om at få skabt et vækstlag af privatrettede tekniske og merkantile uddannelser skal nås, så skal der være knivskarpt fokus på denne opgave - og det kræver bl.a., som det står under målsætningen i forligspartiernes aftaletekst fra 2007, at erhvervsakademierne "har den nødvendige faglige tyngde og ledelsesmæssige kapacitet til at udvikle og fremtidssikre KVU og VVU". Det er dette centrale mål om stærkere institutioner, der skal indfris nu, uanset hvad der skal ske i 2015.

2. Samarbejde mellem offentligt og privat rettede uddannelser er vigtigt - men ikke alt
Flere har fremhævet et særligt perspektiv i at knytte de to sektorer (erhvervsakademier og professionshøjskoler) sammen, fordi man dermed udvikler et stærkere privat - offentlig rettet samarbejde på såvel uddannelser som arbejdsmarked. Vi er meget enige i, at der er faglige områder, hvor udvikling af et sådant samarbejde er vigtigt og rummer perspektiver.

Det er bare for os en forudsætning, at det skal ske fra udgangspunkter, hvor der er klart fokus på hovedopgaven - nemlig at levere uddannelser af høj kvalitet med et klart fokus på de forskelligartede arbejdsfunktioner, de retter sig imod. Samspillet mellem offentlig og privatrettede uddannelser skal ikke overtrumfe udviklingen af de rigtige lærer-, pædagog- tekniske eller merkantile uddannelser i deres egen ret.

3. Der er en plan for institutionssamarbejde - ikke for tvangsægteskaber
Når ministeren siger, at "intentionen er større og stærkere miljøer for de videregående uddannelser" og "det er en proces, hvor erhvervsskoler, erhvervsakademier, ingeniørhøjskoler og professionshøjskoler gennem aftaler og fusioner skal tilrettelægge den institutionelle ramme for de videregående uddannelser" så er vi helt enige - og det er derfor, vi har foreslået at man strammer op om erhvervsakademierne.

Vi kan også tilslutte os det fornuftige i, at man laver en evaluering i 2013 - hvorimod vi har noget sværere ved at se, hvorfor man har allerede - og uafhængigt af evalueringen - har truffet bestemte beslutninger vedrørende hvad der skal ske i 2015. Men vi hæfter os ved, at man fornuftigt nok ikke har lagt sig fast på tvangsægteskaber mellem de forskellige institutionstyper - og derfor heller ikke har en køreplan frem mod målet om én centraliseret institution i hver region.

Selvstændige, større og stærkere erhvervsakademier
Det er afgørende både for virksomheder og institutioner og for de unge, at der etableres erhvervsrettede videregående uddannelser, der understøtter den vækst, som vi har et stort behov for i de kommende år, og som dermed også kan give de unge beskæftigelse.

Det er nødvendigt at skabe attraktive uddannelser, der kan være et alternativ til de traditionelle akademiske uddannelser, og som retter sig mod de faglærte, som er en stor og betydningsfuld medarbejdergruppe på det private arbejdsmarked. Vi ønsker, at alle skal have en uddannelse - på så kvalificeret niveau, som den enkelte nu har evner og lyst til, og som fører til et godt job. Det vil selvstændige, større og stærkere erhvervsakademier kunne bidrage til.

Forrige artikel Hvorfor lære noget man allerede kan? Næste artikel Hård opbremsning i virksomhedernes efteruddannelsesaktiviteter Hård opbremsning i virksomhedernes efteruddannelsesaktiviteter