Politisk stuegang: For mange overlæger på sygehusene

PODCAST: Hjemsendelsen af direktøren for Statens Seruminstitut, lægespecialernes kommende rivegilde og årets vigtige forhandlinger med de praktiserende læger er på tapetet i dette program. Og så kommer Overlægeforeningens formand på besøg til interview om blandt andet eksplosionen i overlæger, Sundhedsplatformen og sundhedsvæsenets sande tilstand.

Abonner på podcasten via iTunes her og Soundcloud her.

Fra 2001 til 2018 steg antallet af overlæger, så 6.500 af landets 18.000 sygehuslæger i dag formelt er ledere i kraft er deres overlægetitel.

Men er der behov for så mange overlæger, når der er kommet færre, men større sygehuse i samme periode? Og hvad med de overlæger, der udelukkende fik titlen for at acceptere en konkret stilling?

Det er nogle af de spørgsmål, der bliver diskuteret i Politisk Stuegang, hvor månedens gæst er Overlægeforeningens formand, Lisbeth Lintz.

Regeringen har sikret sundhedsvæsenet det største løft i ti år med omkring 2,8 milliarder kroner, men ifølge Lisbeth Lintz skal man ikke forvente, at personalet i år vil mærke en markant positiv forskel.  

”Jeg tror, at det først er om en årrække, hvor der forhåbentlig er tilført endnu flere ressourcer, at vi kan mærke det på arbejdsmiljøet,” siger Lisbeth Lintz, hvis medlemmer de seneste år jævnligt har kickstartet mediedebatten om sundhedsvæsenets tilstand med kronikker eller åbne breve.

Behov for reform af ledelsen på sygehusene
I interviewet med Lisbeth Lintz bliver der kastet et kritisk blik på de mange overlægers rolle i driften af sygehusene, og om de ser sig selv som menige læger eller som ledere.

Sidsel Vinge og Torben Mogensen peger begge på behovet for en reform af ledelsen af sygehusene med så mange overlæger.

Torben Mogensen er tidligere lægelig vicedirektør på Hvidovre Hospital, nu professor i sygehusdrift og formand for Lungeforeningen. Han understreger, at de stadig større sygehusafdelinger i sig selv gør det sværere at sikre ordentlig ledelse.

”Men man kan sige det stensikkert. Den ledelsesstruktur, vi har i øjeblikket, er også fuldstændig utidssvarende, fordi der er så mange overlæger ansat,” siger Torben Mogensen. Han erkender selv at have oprettet overlægestillinger for at lokke læger til. En tilståelse Danske Regioners formand, Stephanie Lose (V) også er kommet med på regionernes vegne.

Sidsel Vinge finder det paradoksalt, at man er endt i en situation, hvor man har 6.500 overlæger, som på papiret er ledere, mens man på sygehusene skriger på bedre ledelse.

Derfor mener hun, at man bør stille sig spørgsmålet: ”Hvad betyder det, at 6.500 er overlæger? I hvilken forstand er de så ledere? Og for hvad og for hvem?”

Hun peger på, at der ingen andre steder i velfærdsstaten er ansat så relativt mange ledere.

Lintz: Vi ønsker en reform
Lisbeth Lintz er helt enig i behovet for en ledelsesreform af sygehusene.

”Reformen går jo ikke nødvendigvis på, at man skal ansætte flere overlæger, den går først og fremmest på, at man faktisk får lavet en ledelsesstruktur, som er relevant og tidssvarende,” siger hun.

Ifølge hende forsøgte Overlægeforeningen at tage spørgsmålet op ved de seneste overenskomstforhandlinger mellem regionerne og overlægerne.

Abonner på podcasten via iTunes her og Soundcloud her.

Forrige artikel Politisk stuegang: Nyt behandlingsråd skal ikke kun vurdere nye “dimser” Politisk stuegang: Nyt behandlingsråd skal ikke kun vurdere nye “dimser” Næste artikel Politisk Stuegang: Driver det offentlige klapjagt på syge og ledige? Politisk Stuegang: Driver det offentlige klapjagt på syge og ledige?
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.