DSR: Finansloven skal sætte nyt mål om 2.000 ekstra sygeplejersker

Medarbejderne er hele forudsætningen for at levere høj kvalitet til patienterne – både under en pandemi og i hverdagen.

Derfor bør det også vække bekymring, når hver tredje sygeplejerske i regioner og kommuner overvejer at forlade faget, som en analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser.

Samme billede findes i en undersøgelse fra VIA University College, hvor hver fjerde nyuddannede sygeplejerske svarer, at de ikke forventer at være i sundhedsvæsenet om fem år. 

Manglen på sygeplejersker er ikke bare en udfordring, der flimrer ude i horisonten. Det er et konkret problem, som allerede mærkes på arbejdspladserne her og nu.

For eksempel er det 57 procent af de kommunale ledere, som inden for det seneste år har været involveret i rekruttering af sygeplejersker, som oplever, at det er svært at rekruttere sygeplejersker med den ønskede profil. I regionerne gælder det for 62 procent af lederne.

Samtidig er det mere end hver fjerde af de regionale ledere, der oplever, at det er svært at fastholde sygeplejersker med den ønskede profil på arbejdspladsen. I kommunerne er det knap hver femte.

Det gør det naturligvis svært at få tingene til at hænge sammen på den enkelte arbejdsplads, og det kan gøre det svært at sikre den kvalitet, som patienter og borgere bør kunne forvente.

Sundhedsaftale skal sætte bæredygtige rammer
Når man spørger sygeplejersker, hvorfor de har forladt faget eller overvejer at gøre det, så angiver den største gruppe, at det handler om løn. For mange handler det også om et for presset arbejdsmiljø eller manglende faglige udviklingsmuligheder.

Derfor skal der også flere ting til. Blandt andet skal en kommende sundhedsaftale tage fat på, hvordan vi sikrer bæredygtige rammer for arbejdslivet og de faglige udfoldelses- og udviklingsmuligheder fra første dag på uddannelsen og igennem hele karriereforløbet.

Derudover har vi i Dansk Sygeplejeråd tre konkrete bud på, hvordan det kan blive nemmere at rekruttere og fastholde sygeplejersker.

For det første skal der afsættes flere penge til at ansætte flere sygeplejersker. Regeringen har med finansloven i 2019 sat penge af til, at der skal være 1000 flere sygeplejersker med udgangen af 2021.

Det er en god start, men finansloven for 2022 bør sætte et nyt mål om 2000 ekstra. En vigtig forudsætning for at mindske travlheden på landets sygehuse og i kommuner er flere kolleger.

Flere uddannelsespladser er ikke nok
For det andet skal vi sørge for at uddanne flere sygeplejersker, så der kommer flere nye og dygtige kolleger til.

Det handler ikke kun om at øge antallet af uddannelsespladser, men i høj grad også om at investere i det, der skal til for at give de kommende sygeplejersker en rigtig god uddannelse og en god start på en forhåbentlig livslang karriere.

Der er blandt andet brug for flere kliniske vejledere og tiltag, der mindsker frafaldet.

For det tredje skal vi sikre bedre introduktionsforløb, så nyuddannede sygeplejersker får en god overgang til arbejdslivet og får godt fodfæste i faget og faglig selvtillid. Det kræver en mere systematisk tilgang til introduktionsforløb og en prioritering af de nyuddannede. Også når der er meget travlt.

De fleste nyuddannede får kun en introduktion for tre-fire uger, og det oplever mange som utilstrækkeligt. Her kan vi lære af gode eksempler på længerevarende introduktionsforløb på op til to år, hvor der kan ses et markant løft i forhold til fastholdelse, trivsel og kompetencer.

Lav løn giver skår i jobglæden
Det bliver dog også mere og mere tydeligt, at løsningen ikke alene kan rummes i nok så gode og vigtige indsatser i form af bedre introduktionsforløb, flere kollegaer og flere uddannelsespladser.

Vi kommer ikke uden om, at løn også spiller en væsentlig rolle, hvis vi skal blive bedre til at tiltrække og fastholde sygeplejersker i faget.

For rigtig mange sygeplejersker vækker beløbet nederst på lønsedlen en stærk følelse af uretfærdighed og mangel på anerkendelse. Jeg forstår dem godt. Deres løn matcher hverken uddannelse, ansvar eller sammenligning med andre faggrupper – ikke mindst dem med flere mænd.

Det bliver politikerne på Christiansborg nødt til at se i øjnene, hvis de vil sikre et stærkt sundhedsvæsen fremadrettet. Og hvis de med alvor i stemmen vil kunne sige, at de arbejder for reel ligestilling mellem kønnene. 

For som TV-vært Sofie Linde sagde, da hun sidste år skød hele #MeToo-debatten i gang: ”Vi kan godt lege den leg, at der ikke er forskel på mænd og kvinder. Det kan vi godt lege. Men det er bare ikke rigtigt.” Det håber jeg, at politikere og arbejdsgivere endelig indser i 2021.

debat@altinget.dk