Kræftens Bekæmpelse: Sundhedsvæsenets grundproblemer holder ikke pause under coronaen

Af Jesper Fisker
Direktør i Kræftens Bekæmpelse

Corona-epidemien har slået læk i sundhedsvæsenet. Kræftpatienter er utilsigtet ramt med færre henvisninger til kræftpakkeforløb og væsentligt færre diagnoser. Jeg frygter, at det kan få alvorlige konsekvenser.

Mange andre patientgrupper er også berørt og har fået udsat vigtige undersøgelser og behandlinger. Og det er uvist, hvad der venter forude som konsekvens af nedlukninger af skoler og andre normale aktiviteter.

Og samtidigt står sundhedsvæsenet med personalegrupper, der har knoklet for at redde os gennem krisen. I sammenligning med andre lande har de og vores sundhedsvæsen klaret det godt.

Alle mand til pumperne
Den absolut vigtigste prioritet for sundhedsvæsenet her i 2021 er at lægge overbevisende planer, der sender alle mand til pumperne og sikrer, at udskudte patienter bliver behandlet.

Det kan ved første øjekast forekomme meningsløst at ofre kræfter på en større omkalfatring af sundhedsvæsenet, mens det tager vand ind.

Men ligesom kræft ikke holder pause under corona, så er sundhedsvæsenets grundlæggende problemer heller ikke sat på hold. Tværtimod. Derfor skal der samtidigt arbejdes på at få løst de grundlæggende problemer.

Her er mit bud på de vigtigste emner:

1. Flere mennesker får sygdomme, som kunne undgås

Et stigende antal mennesker rammes af kræft, fordi vi bliver ældre og ældre. Men fire ud af ti kræfttilfælde kan forebygges. Også andre sygdomme rammer flere som resultat af stigende levealder og stigende overvægt.

Det giver sygdomme, der forringer livskvaliteten for de syge og deres familier helt unødvendigt. Og det er sygdomme, der belaster vores sundhedsvæsen og beslaglægger kapacitet, der er hårdt brug for på andre områder.

Nu hvor corana belaster sundhedsvæsenet, er det ekstra vigtigt at få gjort noget markant for at fremme danskernes sundhed og forebygge sygdom.

2. Kort uddannede rammes hyppigere og hårdere af kræft og andre sygdomme

Over en femårig periode ville mere end 11.000 flere danske kræftpatienter overleve, hvis alle klarede sig lige så godt som de bedst stillede. Det er ikke sundhedsvæsenet, der skaber uligheden, men det formår ikke at kompensere for den. Tværtimod. Sundhedsvæsenet forværrer uligheden.

Kræft hos kortuddannede bliver opdaget senere, og de kommer langsommere gennem systemet til behandling. De får ikke - i samme omfang som andre kræftpatienter - tilbudt den mest komplekse virksomme behandling. Og de får ikke tilbudt genoptræning i samme omfang, som personer med lange uddannelser. Forskelsbehandlingen sker ikke bevidst. Men den sker.

Og det er helt urimeligt. Vi må forvente, at sundhedsvæsenet favner os alle.

Der er derfor behov for konkrete tiltag, der på alle områder - fra forebyggelse til lindrende behandling ved livets afslutning - kan bidrage til at rette op på uligheden.

3. Patienter rammes af manglende sammenhæng mellem de forskellige dele af sundhedsvæsnet

Mange kræftpatienter oplever deres vej igennem systemet som et snørklet og forvirrende forhindringsløb. De savner sammenhæng og koordinering mellem forskellige hospitalsafdelinger og mellem hospitalerne, egen læge og den kommunale rehabilitering, genoptræning og hjælp fra jobcentre.

Vores patientundersøgelser fortæller, at hver femte kræftpatient oplever uklarhed om, hvem der har ansvaret for deres forløb uden for sygehusene, og de er usikre på, hvor de skal henvende sig.

Når der ikke er ensartede og kendte tilbud kommer de kortest uddannede bagerst i køen, mens de mest ressourcestærke formår at skaffe sig hjælp.

Vi har behov for et samlet sundhedsvæsen, hvor praktiserende læger, sygehuse og kommuner sikrer den enkelte patient sammenhæng og gnidningsfri overgange. Corona-    epidemien har vist, at sundhedsvæsnet kan arbejde sammen om borgerne med færre omsvøb. Det kan vi bygge videre på.

4. Patienter forskelsbehandles efter deres postnummer

Nogle danskere er så uheldige at bo steder, hvor der mangler praktiserende læger. Og det er problematisk. Otte ud af ti kræftpatienter kommer nemlig i behandling via deres praktiserende læge, som blandt andet bruger sit kendskab til patienterne, når der er mistanke om kræft. Og det går jo fløjten, når man visse steder i landet møder en ny læge hver gang.

Manglen på praktiserende læger er et stort problem, som skal løses.

Men det er blot et lille eksempel på adressebetinget ulighed. Der er store og urimelige regionale og kommunale forskelle på alt lige fra forebyggelsestiltag, ventetider på behandling, genoptræning, hjælp til senfølger, lindrende behandling og kræftoverlevelse.

Vi har behov for et sundhedsvæsen, der sikrer alle udredning, behandling og opfølgning på niveau med det bedste i Kongeriget.

Der er nok at tage fat på. Nu!

debat@altinget.dk