Ældre Sagen: Hviler vores ældrepolitik på en bristet forudsætning om sund aldring?

Af Michael Teit Nielsen
Vicedirektør i Ældre Sagen

Vi lever længere. Den forventede levetid for en nyfødt stiger med et år hver fjerde år. Men det afgørende spørgsmål er, om de ekstra leveår bliver raske eller syg.

En stærk forsimpling: Lad os sige, at en gennemsnitlig dansker tidligere var frisk og velfungerende til sin 78-års fødselsdag og så blev syg og svækket, kom på plejehjem og døde som 80-årig.

Hvis livet forlænges med to år, bliver disse år så raske år (man kommer først på plejehjem som 80-årig) eller syge år? Man får fire år på plejehjemmet fra 78 til 82 år.

Hvis de ekstra år er raske, har vi sund aldring: Så kan vi både yde (arbejde længere, være aktive som frivillige, aflaste voksne børn med pasning af børnebørn) og nyde (familiens selskab og fritid) i flere år. Og den længere levetid bliver intet problem for samfundsøkonomien - tværtimod.

Selv om eksemplet ovenfor er fortegnet, har vi statistisk dog set, at sundhedsudgifterne i et typisk livsforløb er lave i de første mange år af livet for så at blive meget høje i de allersidste år. Sund aldring – altså at vi skubber de 'dårlige' år foran os, når vi lever længere skulle så betyde, at kurven over sundhedsudgifter blev parallelforskudt 'til højre' med to år, når gennemsnitslevetiden blev øget med to år.

Vil det holde på sigt?
Jeg og mange andre økonomer har længe troet på den sunde aldring. Tankegangen ligger dybt i Velfærdsreformen fra 2006: Forøges den forventede levetid med to år, så hæver vi folkepensionsalderen med to år. Hvor svært kan det være?

Ser man på beskæftigelsen, har reformerne virket: Beskæftigelsesgraden for de 60-64-årige er vokset fra 49 procent til 66 procent på kun seks år, og den faktiske tilbagetrækningsalder er forøget. Men vil det holde på længere sigt?

Den arketypiske vittighed om økonomer lyder: En fysiker, en ingeniør og en økonom er strandet på en øde ø. Hvordan åbner de den konservesdåse med mad, de finder? Fysikeren foreslår, at de tænder et bål og opvarmer dåsen, så den sprænges. Ingeniøren foreslår, at de finder en metalwire og skærer låget af.

Økonomen ryster på hovedet og siger: 'Nej, lad os antage, at vi har en dåseåbner'.

For at sige det ligeud: De fleste samfundsøkonomiske prognoser har siden begyndelsen af nullerne været baseret på en antagelse om, at der er sund aldring, og at dette fænomen fortsætter i hele dette århundrede.

Nødvendigt med undersøgelse
Men er dåseåbneren der reelt? Hvis den sunde aldring var slået igennem, ville en typisk 70-årig i 2017 jo selv vurdere at have et bedre helbred end en typisk 70-årig i 2010. Den såkaldte sundhedsprofil viste imidlertid, at på nogle punkter er det selvvurderede helbred i en bestemt alder ligefrem forværret, og tallene gav ingen klar bekræftelse af sund aldring i 10’erne.

Det er derfor godt og nødvendigt, at den nye pensionskommission med Jørn Neergaard i spidsen skal undersøge en række spørgsmål dybere: Hvor meget sund aldring er der? Er det kun i de øverste sociale lag, at man som 70-årig løber omkring Bagsværd Sø med lavt BMI og højt kondital? Hvem kan holde til at arbejde til efter de 70 år, og hvem ikke? Skal vi finde en anden løsning end den drakoniske: Når levetid stiger med et år, er der dømt et års ekstra arbejde til alle?

Jeg er ikke stødt på diagrammer, der klokkeklart viser, at de typiske sundhedsudgifter gennem livsforløbet de seneste tyve år er blevet parallelforskudt mod højre. Selv hvis man lægefagligt eller i sundhedsprofilen fandt, at helbredet for hvert alderstrin blev bedre i takt med længere levetid, kan der sagtens blive opdrift i denne kurve på grund af for eksempel nye behandlingsmetoder. De kan øge funktionsevne og livskvalitet, men vil også koste flere skattekroner.

Dåseåbner eller unbrakonøgle?
Med fortsat stigende forventet levetid og med en aldrende befolkning og et voksende antal personer over 80 år, er det problematisk, hvis sund aldring viser sig at være en bristet forudsætning. Så vil folkepensionsalderen måske blive hævet, men den faktiske tilbagetrækningsalder vil ikke følge med.

Det vil gøre ondt samfundsøkonomisk, og i forhold til sundhed og pleje vil det øge behovet for ressourcer, både i personale og kroner.

Det er en rigtig dårlig nyhed, hvis sund aldring viser sig at være en fiktiv dåseåbner - og ikke en funktionel unbrakonøgle. Det eneste lyspunkt kunne være, at denne erkendelse kunne få politikerne til reelt at gøre en indsats i forhold til det, mange eksperter har efterlyst i årevis, nemlig forebyggelse. 

debat@altinget.dk