Ny måling: Danskerne er skeptiske over for at bruge frivillige til at løse velfærdsopgaver

Ordene ’frivillige,’ ’civilsamfund’ og ’velfærdsudfordring’ optræder efterhånden ofte i samme sætning.

Og sætningerne kommer jævnligt ud af munden på både politikere og eksperter. Senest blandt andet reformkommissionens Nina Smith og ældrekommissionens Per Okkels.

Budskabet er, med små variationer, enslydende: Civilsamfundet og frivillige skal i højere grad inddrages i at løse den gigadoniske opgave med at levere velfærd til en befolkning med stigende gennemsnitsalder og flere plejebehov. I et samfund med en massiv rekrutteringsudfordring til flere velfærdsfunktioner.

Spørger man danskerne selv, hvorvidt de er enige i, at 'den offentlige sektor bør i højere grad gøre brug af frivillige til at løse opgaver på fx ældreområdet, skoleområder og kulturområdet?’ er tilslutningen dog mere beskeden.

 

45 procent af de adspurgte er helt eller overvejende uenige, mens 29 procent er overvejende eller helt enige ved en Epinion-undersøgelse foretaget blandt 1038 danskere i slutningen af august.

Det er befolkningens holdning. Spørger man politikerne, er der til gengæld umiddelbar begejstring for at udråbe frivillighed som en mulig hellig gral.

{{toplink}} 

DF: 'Det er et skråplan, men det kan blive en nødvendighed.'

Blandt kandidater til kommunalvalget i 2021 var der således et flertal af kandidater i 9 ud af de 12 landsdækkende partier som var enige eller overvejende enige i, at ’kommuner skal bruge flere frivillige i ældreplejen.’ Og som folketingskandidater står politikerne ved deres standpunkt. Det kan dog være en anelse mere speget, når udmeldingen skal konkretiseres. 

”Alt hvad der ikke er kernevelfærd, kunne varetages af andre.”

Det mener Susanne Eilersen, MF og folketingskandidat for DF og 2. viceborgmester i Fredericia kommune.

Hun uddyber:

”Det ideelle er at det kun er uddannede medarbejdere. Hvis det ikke kan lade sig gøre må man se på noget der er mindre ideelt. Men vi får 160.000 ældre inden for de næste 10 år – og det har vi ikke medarbejdere til. Det er et skråplan, men det kan blive en nødvendighed.”

Med ’kernevelfærd’ mener Susanne Eilersen kliniske opgaver.

”Frivillige skal ikke give piller, skifte bandage og vende folk i sengene.”

Hvad kan man så bruge frivillige til?

”Frivillige er jo mange ting og vi kan ikke basere vores samfund på frivillighed, men vi bliver nødt til at engagere flere i frivilligt arbejde. Der kan for eksempel være nogle pårørende, som gerne vil tage aktiv del i dagligdagen for deres ægtefælle. Det kan være omsorg ud over at få mad og blive vasket. Sidde med beboerne, når de skal spise, gå tur med til dem, alt det som plejepersonalet gerne vil, men som de ikke har tid til. Folk sidder alene og kigger ind i en væg. Der er ikke tid til kaffe eller en samtale.” 

Men når du siger, de ikke har tid til det, som det er nu, og det er det, frivillige kan bruges til, så løser det vel ikke den centrale rekrutteringsudfordring alene til kernevelfærd at bruge frivillige?

”Nej, det kan du godt sige. Men jeg synes alligevel vi skal lukke mere frivillighed ind i plejen, for at få nogen flere, som tager sig af de andre ting, som laver de aktiviteter og den omsorg, som ikke kræver en faglighed.

Så hvis ikke ved brug af frivillige, hvordan skal man så løse den udfordring?

”Der er flere muligheder. En af dem er at få flere fleksjobbere ind, som på grund af sygdom eller nedslidning ikke kan arbejde det, de plejer. Hvis de kan tage nogle timer om ugen og være limen, der holder en dagligdag sammen ved at tale med ældre eller demente, se film, læse bøger eller kigge familiebilleder med dem. Og så gøre de her fag mere attraktive ved at lave en mere flad struktur, nedbryde hierarkierne og give mere ansvar og frihed til den enkelte medarbejder.

Og så skal det være mere fleksibelt. Jeg skal jo ikke bestemme, om den enkelte skal søge job i det private eller det offentlige, men når jeg taler med ansatte i det offentlige, så hører jeg at mange har et ønske om at kunne bestemme mere over egne vagtplaner for at få det til at gå op med børn og familie. Endelig er der jo noget, som mange regeringer efterhånden har villet kigge på – det med al dokumentationen. ”

Hvis vi så forestiller os, at vi får inddraget flere frivillige til velfærd, som ikke er ’kernevelfærd’, så vil det betyde, at man ikke på samme måde kan forvente ensartede standarder for ’ydelser’ og samme udbud af ydelser på tværs af kommuner. Er du så villig til at acceptere det?

”Jeg ser ikke det som en problematik, for kommunerne gør det forskelligt i forvejen. Vi er sammensat af forskellige typer af borgere. Vi har alle sammen krav på noget, men hvis man går ind i frivillighed, er det fordi, man har omsorg i sit eget DNA, og folk kan godt varetage omsorg for andre, selvom de ikke er uddannede.”

RV: Frivillige kolleger med diversitet kan være trækplaster i velfærdsfag

Emilie Normann er Folketingskandidat i Københavns Storkreds for RV. Hun har også selv lavet koblingen mellem de manglende varme hænder og frivillighed.

Hun mener, at flere frivillige på en indirekte måde kan være med til at løfte de mindre attraktive velfærdsfag:

”Vi har ikke ansatte nok. Men hvis vi får nogle andre typer mennesker som frivillige ind i vores velfærdssystem, kunne det være et trækplaster, som kunne lokke flere til. Ikke mange søger job og uddannelse som SOSU eller pædagog, fordi de ser det som jobs med hårdt arbejde, lav løn og ingen prestige. Men hvis nu de kolleger, man også møder, kommer fra en meget mere divers gruppe, kunne det blive brancher, som tilbyder nogle virkelig interessante kolleger og på den måde bliver mere attraktive,” siger hun.

Emilie Normann tror også, at et større rykind af frivillige, som får lov at udføre mere trivselsrelaterede opgaver vil føre til nedbringelse af antallet af sygedage og dermed mindsket behov for arbejdskraft.

Hvilke opgaver er det så, de frivillige kan udføre?

”Jeg ville da gerne have frivillige, som ved noget om naturen, som kan tog børnene på en tur og lærte dem noget om naturen – der findes jo organisationer med fokus på børn og natur, som kunne tage børn ud fra skolen, SFO’en eller klubben. Eller som kan lave mad sammen med børnene. Det samme på ældreområdet med det, der betyder noget for ældres trivsel.”

Der er jo kamp om de hænder… både det offentlige og det private vil gerne have flere til deres lønnede jobs. Hvem, tænker, du skal være de flere frivillige, der skal bidrage til velfærden?

”Man kan ikke opbygge en velfærdssektor på frivillighed, men kommuner og regioner skal kigge på dem, som er gået ned i tid, som er gået på pension eller som er jobsøgende. Hvis man ikke trækker seniorer i efterlønnen, vil de måske godt lægge nogle timer betalt, og hvis man ikke trækker studerende i deres SU vil de måske også være interesserede. Så er der mange ledige tilknyttet jobcentrene, hvor nogle har perioder i deres liv hvor de godt vil bruge tre måneder eller et halvt år med arbejde som giver mere mening for dem end at sidde og skrive ansøgninger. Jeg kunne godt tænke mig at høre fagforeningerne om, hvad deres ledige medlemmer tænker her.”

Her inkluderer du både lønnede og frivillige, men hvor skal de rent frivillige komme fra?

”Jeg ser en tendens til, at flere søger et liv med mere mening og vil gerne være der for andre. Folk indretter deres arbejdsliv mere fleksibelt, vil gerne fællesskaber og engagere sig. Folk vil gerne bruge tid på det, der optager dem. Dem skal man tænke ind i velfærdssystemet.” 

Hvis man inddrager flere frivillige til forskellige typer velfærdsopgaver, kan man jo ikke forvente samme standard og garantere samme udbud af ydelser i hele landet. Er det ok for dig?

”Det er ikke så vigtigt, at der er samme udbud. Og det gør ikke så meget, at der kommer mennesker ind uden en formel faglig uddannelse. Maden bliver måske ikke så nærende, hvis den er lavet af frivillige, som hvis den er lavet af en kok, men hvordan definerer man, hvad standard er? Nogle områder er selvfølgelig svært at afvige fra, altså rengøring er svært at diskutere for enten er der rent eller også er der ikke, men mad og ture ud af huset behøver ikke leve op til noget bestemt.”

Emilie Normann er helt enig med Susanne Eilersen i, at der ikke nødvendigvis skal være samme udbud af ydelser på tværs af kommuner

”Nej, det kan man ikke forvente – men man kan håbe, kommunerne kan inspirere hinanden. Nogle kommuner er jo udfordrede, fordi der ikke bor så mange mennesker, men i de kommuner kan der kan bo mange mennesker med et fleksibelt arbejdsliv. Vi skal acceptere forsøg og modeller som ikke er perfekte, ellers kommer vi aldrig i gang,” siger hun.

LA: Flødeskum kan ikke sættes i system og de strukturelt ledige kan bidrage 

Fra Liberal Alliance mener Thorbjørn Jacobsen, som stiller op i Vestjyllands Storkreds, at det er en udbredt misforståelse, at al velfærd skabes i velfærdsstaten.

”Velfærd er ikke kun noget man kan visiteres til,” siger han.

Dermed mener han også, at der alene skal visiteres til basale ting som sygepleje, mad og rengøring – hjemmehjælperopgaver, som ikke skal udføres af frivillige. Derudover ser han store omvæltninger for sig:

”En del ældre ønsker måske ikke så meget rengøring som menneskelig kontakt – og frivillige kan ikke gøre rent for de ældre, men de kan bruges til kontakt og det mere menneskelige. Det levede liv er meget mere: Nogen våger over de døende. Og mens de er i live, er der besøgsvenner, patient- og pårørendegrupper og meget andet, som man ikke kan visitere til. Det, du kan kalde flødeskumsting, er vigtige, men du kan ikke sætte dem i system, uden at det koster en hel masse for staten.

Hvilke grupper er det, du tænker, kan udføre det frivillige ’flødeskumsarbejde,’ som ikke hellere skal arbejde og udfylde en lønnet funktion?

”Det at aktivere frivillige er jo en kunstart. Men den dag, jeg selv bliver senior og ungerne er flyttet, kunne jeg have lyst til at fylde tiden med noget meningsfuldt, hvis jeg da ikke er hængt op i politik. Det kan også være unge. Og det er slet ikke en dum tanke, at de strukturelt ledige kan gøre noget.  Dem, som er i stand til at bidrage. Nogle kan tydeligvis ikke indgå i en arbejdsfunktion i ordinært job, men kan måske godt være besøgsven for en ældre. Så det både giver livskvalitet for dem selv og den ældre. Nogen må tænke mere kreativt i systemet, for sådan nogen som mig har jo ikke tid i hverdagen.”

ALT: Fælles aktiviteter med frivillige skal skabe større arbejdsglæde for ansatte

Kasper Sten Krebs stiller op for Alternativet i Storkreds Fyn.

Han mener, at det skal lægges ud til de ansatte på den enkelte velfærdsarbejdspladser, hvilke opgaver, der skal og kan varetages af frivillige – dog med enkelte begrænsninger på opgaver, der kræver for eksempel sundhedsfagligt, uddannet personale.

”Frivillighed kan spille den rolle, som medarbejderne i velfærdsinstitutioner mener det skal spille. Frivillighed kan have meget hjertevarme og engagement, men man skal være varsom med, at dem, der fx arbejder på et plejehjem ikke føler de sjove og hyggelige opgaver bliver taget væk, så de kun skal give medicin og gør rent. Det kan være frivillige kan stå for en udflugt eller en temadag i anledning af foråret, højtlæsning for de ældre, højtlæsning eller en sangaften.”

Men hvordan løser den brug af frivillige udfordringen med at rekruttere til de betalte jobs i kernevelfærden?

”Man skal ikke tænke frivillighedssnakken som ’hvordan får vi flere timer i excelarket’ – men ’hvordan bliver arbejdsglæden større for personalet.’ Måske kunne sangaftner være noget, de ansatte og de frivillige var fælles om.”

Så mener du, at med mere brug af frivillige til flere hyggelige aktiviteter på et plejehjem, bliver plejehjemmet en mere attraktiv arbejdsplads?

”Ja. Men jeg vil egentlig hellere tale om frihed fremfor frivillighed i forhold til at løse velfærdsudfordringen.”

Hvordan det?

”Tag børneområdet. Hvis man får udbredt et tilbud om, at pengene følger barnet, også til hjemmepasning, vil flere forældre vælge at passe deres børn hjemme. Gerne helt op til skolealderen. Og så vil der være færre børn til hver pædagog – altså ikke flere hænder, men færre opgaver til samme antal hænder. Jeg ved godt, at et modargument er, at så kommer der ikke penge i statskassen. Men så må vi spørge hinanden, om vi laver politik for at staten fungerer godt, eller for at børnefamilier trives godt. Her er det vigtigt, at børn har tid sammen med deres forældre.”

Ok. Du siger det selv – hvis man fører din løsning ud i livet, kommer der til at mangle en del skatteindtægter. Hvordan vil du kompensere for det?

”Arbejdsmarkedet er så fleksibelt, at man godt kan arbejde hjemme, samtidig med at man passer sit barn – så jeg synes vi skal gøre det nemmere at være selvstændig, samtidig med at man hjemmepasser.

Det er jo et fuldtidsjob at passe sit barn. Hvornår skal man så få tid til at være selvstændig?

”Det kan være, man arbejder en lille smule om aftenen, eller at ens forældre bor tæt på … bedsteforældre står jo ofte i kø for at passe børnebørnene…”

Skal bedsteforældrene så have betaling for at passe børnene, hvis forældrene skal arbejde som selvstændige?

”Jeg forestiller mig ikke, at det er et 37 timers job, man kan have ved siden af børnepasningen. Så man får så ikke hele den tabte skatteindtægt ind ved at arbejde på deltid som selvstændig ved siden af. Men det ville kunne give en smule.”

Hvad så med det pædagogisk-faglige aspekt – jeg er jo ikke pædagog. Hvordan skal jeg kunne sikre, at mit barn, hvis jeg passer det hjemme, får den pædagogiske stimulering, det skal have?

”Der er ikke enighed blandt pædagoger om, at hjemmepassede børn er dårligere stedt. Børn har brug for tryghed og omsorg og at få stimuleret sanser og motorik. Det er jeg ikke sikker på, at mange forældre ikke er bedre til end institutionerne.”

gsb@altinget.dk