Anders Ladekarl forudser paradigmeskifte i velfærden: "Når frivillige er bedre til at få flygtninge i arbejde end et jobcenter, så er det fordi frivillighed kan noget andet"

Dansk Røde Kors' generalsekretær, Anders Ladekarl, siger det, som ingen politikere i den valgkamp, der nu er så godt som ved vejs ende, tør sige. I hvert fald ikke lige så skarpt:

Der er nødt til at være mindre af noget.

”Alle har mod til at sige ’der skal være meget mere’ – i sidste ende er der begrænsede ressourcer, som indebærer at der må tages nogle valg,” siger han med henvisning til den aktuelle situation:

Vores udbud af arbejdskraft i de kommende generationer holdt op mod de opgaver, vil gerne vil have løst, matcher simpelthen ikke. 

Samtaleemnet er velfærd, frivillighed og hvad civilsamfundets rolle kan og skal være i et fremtidsscenarie, hvor vi ikke kan gøre små generationer større og selvsagt lovpriser den stigende forventede levetid. En gordisk knude, som forskellige politikere i løbet af valgkampen har forsøgt at levere bud på løsninger på.

Den pessimistiske udlægning lyder jo som om, at så må vi bare indstille os på at måtte undvære. Men helt så slemt behøver det ikke gå, mener Anders Ladekarl.

Han er ganske vist ikke politiker. Men han har alligevel et bud på en del af løsningen. Og han forholder sig også til de politiske meldinger –men han hænger en mulig løsning op på, hvad han gerne kalder et paradigmeskifte i den måde, vi tænker, fordeler og udformer velfærdsopgaver.

”Et paradigmeskifte i forhold til hvordan vi fordeler opgaverne mellem det offentlige det private og det civile i fremtiden. Det vil kræve mange forhandlinger og tage lang tid og mange politiske beslutninger, men der ligger nogle ressourcer, som vi ikke bare kan kaste væk,” varsler han.

{{toplink}}

I Anders Ladekarls optik er der således ikke noget til hinder for, at frivillige kan føre sundhedsminister Astrid Krags (S) tanke ud i livet om at aflaste sosu’er med tryghedsbesøg, som ikke kræver medicinsk eller anden faglighed.

”Hvorfor ikke?” spørger han, og begrunder med talrige eksempler:

”Vi kender alle sammen Natteravnene - en tryghedsindsats, som politiet lige så godt kunne stå for. Eller tag vågetjenesten. I gamle dage var det sygeplejersker og ansat personale på plejehjem, der vågede over døende. Men det forsvandt, for der var ikke tid til, at en ansat kunne sidde i timevis og være ’uproduktiv,’ selvom du sagtens kan sige, det er produktivt at våge over en døende. I dag er det at våge over døende en funktion, som frivillige varetager, og som er anerkendt af personalegrupperne,” nævner han og fortsætter:

”Og så er der vores sygehusbesøgstjeneste, en tryghedsindsats, som aflaster sygeplejersker fra at skulle sidde ved senge eller vise folk rundt på sygehuse. Det tog fire års forhandlinger med Dansk Sygeplejeråd og tillidsfolkene på Hillerød Sygehus at skabe den tillid, der gjorde, at det ikke kom til at handle om at tage jobs fra nogen, men om at finde den ordning, der fungerede for alle parter. De fire år var godt brugt, men det er bare for at sige, at der sker hele tiden udviklinger på tryghedsområdet. Og jeg ser for mig, at civilsamfundet får større engagement i at skabe tryghed i al almindelighed – i tæt samarbejde med de involverede,” siger han.

Han har dog den lille indvending mod socialministerens eksempel, at netop den type skemalagte tryghedsbesøg hos eksempelvis ældre er noget af det allersværeste at rekruttere til.

Men det får ham ikke til at dømme ideen ude.

Og det skræmmer ham heller ikke at skulle love en forholdsvis fast defineret opgave inden for nogle ret faste rammer

”Der er ting, vi godt kan garantere i et eller andet omfang, men hvis det relationelle ikke er frit, så forsvinder frivilligheden, så bliver det gratis arbejdskraft. Lad mig sige det på den måde, at vi kan sagtens garantere en relation – men vi kan ikke garantere en behandling. Vi kan garantere, at der er et menneske i den anden ende – men ikk hvordan relationen udvikler sig,” siger han.

”Værdien af en frivillig indsats er jo, at det er ikke skemalagt og ikke inden for et program. Og det udføres ikke af en myndighedsperson. Man bliver en myndighedsperson, så snart man skal levere en bestemt vare,” lyder uddybningen med en indbygget stikpille til de kommunalt drevne frivillige indsatser – dem betragter Røde Kors-generalen som mere problematiske og mere i retning af gratis arbejdskraft.

Frivillige passer skidt ind i excel

Socialministeren kunne jo også have svaret, at S’ gerne ville tænke frivilligheden ind i velfærden, men ikke direkte indgå som en direkte del af ligningen – som V. Men det gjorde hun ikke.

Anders Ladekarl ser retningen i det svar som udtryk for en anerkendelse af, at der ikke er ressourcer til mange af de ting, vi gerne vil inden for velfærdsområdet, uden at civilsamfundet, meget bredt forstået påtager sig et individuelt ansvar.

”I en situation med rekrutteringsproblemer er det i hvert fald hverken et spørgsmål om at man udliciterer eller tager jobs fra folk. Så må man finde løsninger – og den demografiske udvikling gør, at vi må finde nye måder at gøre tingene på, som involverer et øget ansvar for os alle sammen – inklusive civilsamfundet.

Kan organisationer som din egen spille en rolle i den ’hardcore’ ligning, der handler om velfærdsopgaver, der skal løses, og hænder eller hoveder, der skal løse dem - altså kan I hjælpe med at få excelarket til at se bedre ud? 

”Vi har allerede nu mange ting, som kan skaleres og udbredes til alle kommuner. Vågetjenesten er ved at blive skaleret ud, sygehusbesøgstjenesten og besøgsvenner på psykiske institutioner. Men det er så her, paradigmeskiftet er nødvendigt. For civilsamfundet passer skidt ind i excelarket.”

For det er en en decideret showstopper for civilsamfundet og dets mange frivillige, hvis de ikke selv kan være med til at definere, hvad den enkelte indsats går ud på. Men det betyder på ingen måde, at frivillige er uansvarlige, påpeger Anders Ladekarl.

”Det kan man godt få indtryk af, når man hører offentlige myndigheder: ’Man kan jo ikke stole på, I kommer’ – siger de. Men realiteten er, at frivillige gennemsnitligt er frivillige længere tid end de bliver på en arbejdsplads. Det er en myte, at man ikke kan stole på frivillige og at man ikke kan lave aftaler med frivillige. De er lige så meget til at stole på som ansatte – men hvis de ikke selv er med til at definere opgaverne, så er det ikke frivillige, så er det gratis arbejdskraft. Det er afgørende at skelne,” siger han og tilføjer:

”Der er masser af ting, som ikke er bredt nok ud, som kunne bredes ud, hvis man tænkte civilsamfundet ind i alle politikker. I dag må vi presse os ind der hvor vi selv synes, vi gør en forskel – vi er ikke tænkt ind fra starten. Hvis det er det, statsministeren mener, vi skal i fremtiden, altså tænkes ind, så synes jeg der er gode takter i det.”

Hvad er egentlig kernevelfærd? 

Før vi fik velfærdsstaten som den ser ud i dag, var mange af de funktioner, som staten i dag varetager, jo noget som civilsamfundet udførte, en del af dem lå endda hos Røde Kors. Skal vi ’tilbage’ til den tid?

”Ja, det gælder jo både sygeplejerskeuddannelse, plejehjem og daginstitutioner – tingene har altid udviklet sig i velfærdssamfundet. Man bliver hele tiden nødt til at tage bestik af den periode, man er i. Hvis man tror at velfærdssamfundet er statisk, så tager man voldsomt fejl, og hvis man tror, at den eneste løsning er at statsliggøre mere og mere, så kommer man til et tidspunkt, hvor folk ikke er villige til at betale for den statsliggørelse. Så står vi uden nogen form for service eller slet ikke den service, vi gerne vil have.”

Hvad tænker du? Er vi på vej hen et sted, hvor den cirkel, man kan tegne rundt om de services, som staten tilbyder, må tegnes lidt mindre?

”Det er et rigtig, rigtig svært spørgsmål. For cirklen kan jo godt have samme størrelse, men vores ønsker og behov kan også godt være større end cirklen er lige nu. Så mon ikke vi stadig vil have et kernevelfærdssamfund, et samfund hvor kernevelfærden leveres gennem skatter – altså det offentlige.”

Så hvad er kernevelfærd?

”Ja, det er også rigtig svært – er det som det er nu? Ikke nødvendigvis, vi må også have en diskussion om, hvad kernevelfærd er… og hvad der er rart at have og hvad der er nødvendigt. Det kræver nogle modige politiske diskussioner.”

Men hvis jeg spørger dig, er kernevelfærd så mere eller mindre end nu?

”Hm… det, tror jeg bliver for politisk et spørgsmål at svare på for Røde Kors.”

Råd til politikerne: Gør tre parter til fire og sørg for finansiering 

I politikernes forudsigelser og problematiseringer af velfærden nu og i fremtiden handler det meget om demografi: små årgange og forlænget levealder, som driver en udvikling med behov for mere velfærd, selvom vi ikke giver markant flere rettigheder eller udbyder nye typer services.

Og det er gode og vægtige argumenter for at tænke nyt, eller som Anders Ladekarl udtrykker det – at indføre et paradigmeskifte. Men han har også argumenter på hylden, som ikke alene udspringer af det, som kan (be-)regnes, tælles og ende med et minus: 

”Frivillighed kan nogle andre ting. Der er grænser for, hvad kan man som ansat, og det er ikke en kritik af ansatte, men når frivillige er bedre til at få flygtninge i arbejde end et jobcenter, så er det fordi frivillighed kan noget andet. Så er det er ikke kun et spørgsmål om hænder og demografi og økonomi, det er også fordi relationer kan noget andet. Når den enlige mor for 27. gang har været på socialkontoret, har fået samme besked og er blevet sendt hjem igen, fordi de ikke har tid til at tale mere med hende, og det, hun har brug for, er at tale med et andet menneske om det at være mor, så er det ikke en socialrådgiver der kan hjælpe, der er det et andet menneske,” lyder nogle af de argumenter.

Enhver, der kender bare lidt til Anders Ladekarl og enten har mødt ham eller fulgt ham på sociale medier ved, at noget af det, han er allermest stolt og begejstret over blandt Røde Kors’ bedrifter og indsatser er den fælles integrationsindsats med DRC Dansk Flygtningehjælp, Venner Viser Vej.

Ud over at indsatsen har skabt gode resultater og i det hele taget er blevet en bragende succes, er der muligvis endnu en grund til, at Røde Kors-generalen føler så stærkt for netop den. Og det handler ikke om resultat, men om proces.

”Den startede med, at statsministeren, som den gang hed Lars Løkke Rasmussen, indkaldte til møde på Marienborg om at håndtere integrationen bedre. Så kom der sådan et initiativ ud - tænk hvis en ny statsminister indkaldte til sådan et Marienborg-møde om, hvordan vi aflastede almen praksis eller sygehuse og dem, der bare har brug for et fællesskab og en ven. Men det kommer jo ikke af sig selv – det kræver politisk opbakning og er ikke gratis.”

Så ud over et nyt Marienborg-møde, hvis du nu var politiker – hvad ville du så gøre med og for civilsamfundet?

”Jeg ville gøre to ting: Når vi snakker trepartsaftaler om planer på socialområdet, ville jeg gøre det til firepartsforhandlinger. Og så ville jeg sikre, at ressourcerne var til stede til de civile organisationer. Så længe civilsamfundet er finansieret på ad hoc basis, med kortvarige kilder eller fondsmidler, så bliver vi ikke den kraft, der kan give den nødvendige skala. Der er alt for mange gode og fine, små individuelle projekter, som ikke kan skaleres,

Så det handler om finansieringsmodellen til det frivillige sociale arbejde?

”Hvis man for alvor vil lave skalerbare civilsamfunds-indsatser med national impact, så giver det sig selv, at det ikke er gratis.”

Jeg har en teori om, at fordi både politikere og også organisationer selv ofte fremhæver, hvor varme hjerter, frivillige har, så overfører man automatisk den term til, at så har de også det, især politikere ynder at kalde varme hænder… Hvad tænker du om det?

”Det tror jeg ikke er urigtigt…. Vi har lige lavet kæmpe undersøgelse af vores 32.000 frivillige - de er hjerter, men de stiller deres hænder til rådighed. Og når vi nærmest uden annoncering kan få 17.000 til at stille sig til rådighed uden videre under corona, viser det, at der er et potentiale – men det er ikke nødvendigvis et potentiale til at gøre det, politikerne gerne vil. For man giver sit hjerte, men med et indhold, ikke bare med gratis hænder.”

Så er det en fejlslutning at tænke, når man hører om al den gode vilje, der findes i det frivillige, så at tænke, den kan omsættes til de famøse varme hænder?

”Nej, jeg tror hvis man involverer de frivillige og dem, som er i sektoren i forvejen, i dialog om, hvordan man løser opgaverne i fællesskab, så vil der både være flere hænder og flere hele individer. Men det skal være i respekt for og samarbejde med de ansatte - frivillige ønsker ikke at tage jobs fra nogen.”

Hvornår var sidste gang, nogen spurgte dig, om du ikke skulle være politiker?

”Hahaha… Det vil jeg ikke sige! Men svaret er nej. Jeg har det godt, hvor jeg er.”

gsb@altinget.dk