To milliarder ekstra til ældreplejen fik kun få til at skifte deltid ud med fuldtid

Kommunerne har de sidste fire år fået i alt to milliarder ekstra til at få flere medarbejdere i ældreplejen fra deltid til fuldtid. Nu viser en ny evaluering, at andelen af fuldtidsansatte kun er steget med tre procentpoint i perioden.  

Håbet om bedre bemanding i ældreplejen var stort, da VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti med finansloven i 2018 besluttede at tilbyde kommunerne to milliarder ekstra over fire år at få flere på fuld tid. 

Nu viser en ny evaluering af pengepuljen, at andelen blot er steget fra 18 til 21 procent i perioden i gennemsnit og i nogle kommuner tilmed faldet. Det på trods af, at 61 kommuner i dag har en politik om at øge arbejdstiden på området, og at langt størstedelen af stillingsopslagene er fuldtidsstillinger. 

Ifølge Heidi Hesselberg Lauritzen, der er forsker på VIVE med fokus på ældreplejen, er det ikke overraskende tal.  

"Når jeg taler med medarbejderne i ældreplejen, er en af de største barrierer, at de ikke kan holde til det. Flere giver udtryk for, at de i udgangspunktet gerne vil arbejde mere, men at de ikke kan det under de nuværende rammer," forklarer hun og understreger, at ressourcer også er afgørende.

"Men hvis man i forvejen føler, man hver dag hænger i en klokkestreng og ikke har nok tid til at løse sine opgaver tilfredsstillende, skal der mere til end nogle ekstra lønkroner, før man går op på fuld tid. Det handler om ordentlige arbejdsvilkår, at kunne bruge sin faglighed, arbejdsglæde, medindflydelse og tillid," siger hun.

{{toplink}}

Fremtidens ældrepleje

Evalueringen peger da også på, at det for mange kommuner giver bedre mening at have flere medarbejdere med færre timer på grund af spidsbelastninger på forskellige tider af døgnet.

Fornylig kom regeringens ekspertudvalg med en rapport, som blandt andet foreslår, at pårørende og civilsamfundsorganisationer fremover kan bidrage til de dele af ældreplejen, der ikke kræver en sundhedsuddannelse. Den lægger også op til en helt ny visitationsmodel, hvor det er små, faste teams, der visiterer den ældre til hjælp i stedet for, at det sker centralt som i dag.

"Jeg håber, at vi nu kan tage en større diskussion af, hvordan vores ældrepleje skal indrettes, og hvilke krav, vi skal stille til den. Er rengøring for eksempel en kommunal opgave, eller kan andre gøre det," siger Heidi Hesselberg Lauritzen.

{{toplink}}

Partier kappes om flere på fuld tid op til valget 

Udfordringen med at skaffe arbejdskraft i både det private og den offentlige sektor - herunder i ældreplejen - ventes at blive et stort tema i den forestående valgkamp, hvor kommunerne for længst har råbt vagt i gevær over de manglende hænder.

Venstre har foreslået at tilbyde alle ansatte en ret til fuld tid og give en skattelettelse på 3.000 kroner om måneden. Konservative vil hæve beskæftigelsesfradraget med fire procent for på den måde at få flere til arbejde mere.

Og for tre år siden lovede regeringen i sit forståelsespapir at undersøge, om man kan indføre en egentlig ret til fuld tid.

Men spørgsmålet er, om det er nok til at løse udfordringerne med de manglende hænder.  

"Ressourcer er selvfølgelig vigtigt, men det handler også om, hvilke krav, vi skal stille til ældreplejen fremover, og hvordan den skal indrettes. Den debat er afgørende," forklarer Heidi Hesselberg Laurtizen.

{{toplink}}

,

Forrige artikel Valg kan spænde ben for børnetilskud til kontanthjælpsmodtagere fra januar Valg kan spænde ben for børnetilskud til kontanthjælpsmodtagere fra januar Næste artikel Dagens overblik: Sådan mistede Ellemann tilliden til Mette Frederiksen Dagens overblik: Sådan mistede Ellemann tilliden til Mette Frederiksen