Hvem stemmer på Inger Støjberg og co.? Bliv klogere på Danmarksdemokraternes vælgere

Næsten 400.000 vælgere har i sinde at stemme på Inger Støjbergs nye parti, hvis der var valg i dag. Men hvem er de? Altinget tegner Danmarksdemokraternes vælgerprofil.

Hvor sætter du krydset ved næste folketingsvalg, hvis du er håndværker og en mand i 50’erne, som bor i eget hus i det jyske?

Et bud er Danmarksdemokraterne og Inger Støjberg. Du ligner i hvert fald en af partiets nye kernevælgere. 

Det viser en ny analyse af vælgerprofilerne, som professor Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget på baggrund af data fra Kantar Public Gallup og Epinion.

På rekordtid har næsten 400.000 vælgere meldt sig under Inger Støjbergs nye partifaner. Nu vises konturerne af de nye kernevælgere.

Nyt arbejderparti

En af de nye kernevælgere er arbejderen – både den ufaglærte og faglærte. De udgør en fjerdedel af partiets vælgere og er med til at gøre Danmarksdemokraterne til det næststørste arbejderparti. Partiet bliver kun overgået af Socialdemokratiet.

Den titel er tidligere gået til Nye Borgerlige, som havde fået den fra Dansk Folkeparti, og det afslører, at Inger Støjberg formentlig har hapset et par nye vælgere hos Pernille Vermund. 

Det er ikke blot vælgere, som identificerer sig som arbejdere, som Danmarksdemokraterne har succes med at tiltrække. Partiet har generelt set godt fat i de faglærte og ufaglærte. Mere end 70 procent af partiets vælgere har enten en erhvervsfaglig uddannelse eller folkeskolen som højest gennemførte uddannelse.

Et ældre parti

Der er dog særligt en gruppe, som partiet ikke er lykkedes med at appellere til: De unge. 

Andelen af vælgere under 30 år, som vil stemme på Inger Støjberg og resten af partiet, er nærmest ikkeeksisterende.

Hver fjerde af Støjbergs nye tilhængere er derimod i 50’erne. 4 ud af 10 er over 60 år. Samlet set er næsten 70 procent af partiets vælgere mere end 50 år, hvilket er en overrepræsentation sammenlignet med det samlede vælgerkorps. 

Artiklen fortsætter efter grafikken. 

Mængden af ældre vælgere kan muligvis forklare, hvorfor størstedelen af Danmarksdemokraternes vælgere bor i et hus eller lejlighed, som de selv ejer, fremfor at bo til leje. 

Et hus, som for en del af Danmarksdemokraternes vælgeres vedkommende formentlig vil ligge i Jylland. Ifølge Altingets geografiske prognose er partiet især populært i denne del af landet. 12 ud af de 19 mandater, som Danmarksdemokraterne står til at få, vil lande i de fire jyske storkredse. 

Men hvem ligner de?

Danmarksdemokraterne har vundet sine nye vælgere fra fem forskellige fronter, hvoraf Venstre og Dansk Folkeparti har lidt de største tab. Men Socialdemokratiet, Nye Borgerlige og Konservative har også afleveret vælgere hos det nye parti. 

Når man kaster et blik på partiernes vælgerprofiler, er der også nogle fælles træk mellem det nye parti og de gamle. Både Danmarksdemokraterne, Socialdemokratiet, Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre har en stor andel af vælgere over 70 år.

Når det kommer til køn, lægger Danmarksdemokraterne sig mere op ad Konservative og Nye Borgerlige. Der er nemlig en overvægt af mandlige vælgere. Fordelingen er dog mere balanceret end i Nye Borgerlige.

Endelig har Danmarksdemokraternes kernevælgere sin uddannelsesbaggrund til fælles med vælgerne fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Forrige artikel Borgmestre klar til at hæve skatten og udløse statslig straf for over en kvart milliard Borgmestre klar til at hæve skatten og udløse statslig straf for over en kvart milliard Næste artikel Rigspolitiet uddeler advarsler til politiinspektør og jurist efter mink-skandalen Rigspolitiet uddeler advarsler til politiinspektør og jurist efter mink-skandalen