SF: Regeringens nøl med klimatilpasning kan koste milliarder

Til trods for, at det skaber risiko for massive omkostninger, foregår regeringens arbejde med klimatilpasning i sneglefart. Det er simpelthen ikke godt nok, skriver Signe Munk (SF).

Regeringens arbejde med klimatilpasning ligner en potentiel katastrofe i slowmotion.

Vi står midt i en klimakrise, som allerede har øget risikoen for oversvømmelser markant, og det bliver kun værre herfra. Til trods for, at det skaber risiko for massive omkostninger, foregår regeringens arbejde med klimatilpasning i sneglefart.

Det er nu næsten to år siden, at regeringen satte gang i arbejdet med en national klimatilpasningsplan, men folketingets partier har endnu ikke været ikke indkaldt til et eneste forhandlingsmøde.

Det er simpelthen ikke godt nok. Der er brug for handling nu.

Ekstremt vejr er en realitet nu

Sidste års massive oversvømmelser i Tyskland og Belgien viste tydeligt, at mere ekstremt vejr ikke længere en risiko, der ligger og lurer på os ude i fremtiden. Det er en realitet nu.

Det betyder, at regeringens nøl i arbejdet med en national klimatilpasningsplan kan ende med at koste samfundet milliarder.

Det, vi plejede at regnede som en 100-års hændelse, kan med den nuværende vandstand og det nuværende niveau af klimasikring betyde, at tæt på en halv million bygninger i Danmark bliver oversvømmet. Og erfaringerne viser, at vi ikke længere kan regne med, at der går 100 år mellem 100-års hændelserne.

Prøv derudover at overveje, hvad det vil kunne koste, hvis Københavns metro skulle blive oversvømmet under en efterårsstorm.

Kommunerne kan ikke løfte opgaven alene

Klimatilpasning er som udgangspunkt kommunernes ansvar og sker i vidt omfang i regi af forsyningsselskaberne. I mine øjne gør mange af kommunerne et rigtigt godt stykke arbejde, men der er behov for en mere koordineret indsats.

For en del kommuner står med klimatilpasningsudfordringer, eksempelvis i forhold til oversvømmelser i ådale, som bedst kan løses via indsatser i nabokommunerne. Og nogle gange kan den klimasikring, som en kommune laver, desværre forværre situationen i nabokommunerne.

Det gælder både i forhold til kystsikring og oversvømmelser i ådalene.

Kommunerne er normalt gode til at samarbejde, men nabokommuner har ikke altid de samme interesser, hvilket forsinker indsatsen, så borgerne ender med at stå med håret i postkassen.

Derudover er den nødvendige klimatilpasning nogle steder så krævende, at kommunerne ikke kan løfte opgaven alene. Der er derfor et stort behov for at få en national klimatilpasningsindsats på skinner.

Hvad venter miljøministeren på?

Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvorfor det tager miljøministeren så lang tid at få udarbejdet et udspil til en klimatilpasningsplan, og hvorfor hun ikke for længe siden har indkaldt partierne til nogle indledende drøftelser.

Meldingen fra regeringen er, at man afventer resultaterne af en række pilotprojekter omkring klimatilpasning. Det forstår jeg ikke helt.

Det er selvfølgelig klart, at der skal foreligge solide beslutningsgrundlag, inden vi kaster os ud i store anlægsinvesteringer, og i den forbindelse er pilotprojekterne naturligvis vigtige. Men der er altså en række af politiske spørgsmål vedrørende klimasikring, vi skal have drøftet, som hverken handler om konkrete projekter eller teknik.

{{toplink}}

Vi kan ikke redde alt

I mine øjne er der eksempelvis behov for en afklaring af, hvilken rolle kommunerne, regionerne og staten hver især skal spille, samt hvordan vi skaber et godt samspil mellem de forskellige niveauer.

For jeg er ikke sikker på, at vi kan løse udfordringerne omkring klimasikring på en god måde, hvis vi blot lægger et lag af statslige projekter ovenpå kommunernes indsats.

Jeg tror i hvert fald, at er brug for at kommunerne og regionernes lokalkendskab kommer i spil i forhold til den overordnede statslige planlægning, som samtidig skal prioritere, hvor i landet vi sætter ind med de helt store indsatser.

Derudover mener jeg, vi bør tage nogle drøftelser af, hvor mange penge vi vil bruge på klimasikring, hvor store risici vi kan leve med, og hvornår vi eventuelt skal opgive at beskytte et område, fordi det er for dyrt set i forhold til de værdier, vi kan redde.

For jeg tror ikke, vi kan redde alt, selvom det er hårdt at se i øjnene.

Jeg synes imidlertid langt bedre at træffe svære politiske valg med åbne øjne end at stikke hovedet i busken og lade stå til, som regeringen i mine øjne gør i øjeblikket.

Så jeg håber virkelig miljøministeren lytter til folketingets partier og snart indkalder til forhandlinger om en national klimatilpasningsplan. Ellers risiker vi, at forhandlingerne kommer til at ske på bagkanten af en efterårsstorm og en kæmpe milliardregning, som kunne være afbødet gennem en rettidig indsats.

Det er ingen tjent med.   

Forrige artikel Grønne organisationer: Venstre bør fastholde opbakningen til vild natur Grønne organisationer: Venstre bør fastholde opbakningen til vild natur Næste artikel DN til Dyrenes Beskyttelse: Alle arter får bedre vilkår i de nye naturnationalparker DN til Dyrenes Beskyttelse: Alle arter får bedre vilkår i de nye naturnationalparker