Forsker: Klimatilpasning er et lokalt projekt og handler om meget andet end oversvømmelser

Fordelen ved en national klimatilpasningsplan er, at den kan sikre, at vi har et optimalt vidensgrundlag på et nationalt niveau. Det vil nemlig kunne bruges til lokale tiltag i de berørte områder, der ofte går på tværs af kommuner og regioner, skriver Hans Sanderson.

Af Hans Sanderson
seniorforsker, Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet

Klimaforandringerne påvirker alle dele af vores samfund. Oversvømmelse er en væsentlig risiko – men ikke den eneste. Derfor bør en national Klimatilpasningsplan omfatte flere risici på både kort og længere sigt.

Tilpasning kræver lokal ekspertise og forankring. På nationalt niveau er det vigtigt med gode risikovurderinger. Det er vigtigt at have værktøjerne til at foretage disse vurderinger og informere lokale risikoanalyser, scenarier og mulige tiltag.

For meget fokus på ekstremhændelser

Man bør være opmærksom på, at klimatilpasning er meget andet end håndtering af ekstremt vejr og oversvømmelsesrisici. Vi må ikke at glemme alle de andre samfundsområder, hvor klimaforandringer nødvendiggør risikohåndtering og fordrer tilpasning af vores samfund og aktiviteter.

Miljøstyrelsens portal, Klimatilpasning.dk, er den primære generelle ressource i Danmark, når det drejer sig om klimatilpasning. Det er vigtigt at være klar over, at klimaforandringer omfatter både akutte ekstremhændelser, som er vanskelige at forudsige, samt mere gradvise, langsigtede og forudsigelige forandringer.

En egentligt national klimatilpasningsplan bør indeholde perspektiver på alle disse elementer. Men lige nu er der tilsyneladende mest fokus på ekstremhændelser og risici for oversvømmelse i den nationale plan.

Skal forankres lokalt

Klimatilpasning er risikohåndtering. For at en risikohåndtering kan yde den beskyttelse, der ønskes, på en cost-effektiv måde, skal der forelægge en detaljeret og kvantitativ risikovurdering – i dette tilfælde af oversvømmelsesrisici i Danmark.

Vi har værktøjer, der kan bruges til dette. DMI udgav i 2019 "Klimaatlas", som kortlægger risici for oversvømmelser i Danmark. GEUS har også udviklet modeller til forudsigelse af oversvømmelsesrisici.

Udfordringerne omkring oversvømmelser vil variere fra område til område i landet – men det er klart, at stormflod er en stor og kendt risiko flere steder i landet langs vores mere end 7300 kilometer lange kyststrækning. Derfor har Kystdirektoratet udviklet et værktøj omkring disse risici med deres kystplanlægningsværktøj.

Det er nogle fine værktøjer, som hjælper kommuner med at vurdere deres oversvømmelsesrisici i første omgang. Med disse oplysninger kan kommunerne og regionerne tage fat mere konkret og lokalt, og de kan inddrage ekspertise og trække på både borgernes og egne erfaringer. På denne måde kan de belyse deres oversvømmelsesrisici ud fra scenarieanalyser, som vil indbefatte de usikkerheder, som skal håndteres.

Det er også vigtigt, at der er nationale risikovurderingsværktøjer, og at disse kan bruges lokalt i regioner og kommuner til at vurdere scenarier og løsninger. På denne måde kan man lokalt få et mere præcist billede af de forestående risici og dimensionere lokale løsninger og tiltag, som er lokalt forankret og dermed mere demokratiske.

Bør omfatte andet end oversvømmelser

Det er også vigtigt, at løsningerne er multifunktionelle – for eksempel naturbaserede løsninger – der, hvor det er muligt og giver mening. Og så sikrer et godt lokalt medejerskab de bedste løsninger.

Der er store udgifter forbundet med oversvømmelsesbeskyttelse, og disse tiltag skal finansieres. Løsningen på finansieringen er i sidste ende et økonomisk og fordelingspolitisk spørgsmål, som interessenterne må blive enige om i kommuner, regioner og på landsplan.

{{toplink}}

Fordelen ved en national klimatilpasningsplan er, at den vil sikre optimal viden på et nationalt niveau, som så kan bruges til lokale tiltag i de relevante sammenhængende geografiske områder, som ofte går på tværs af kommuner og regioner.

Og så kan en national plan omfatte alle relevante risici og sektorer af samfundet og give input til tiltag lokalt – en national klimatilpasningsplan bør indeholde risikoanalyser af flere risici ud over oversvømmelse.

Forrige artikel Dyrenes Beskyttelse til DN: Grundigt forarbejde og respekt for faglighed skal sikre bedre vilkår for alle arter Dyrenes Beskyttelse til DN: Grundigt forarbejde og respekt for faglighed skal sikre bedre vilkår for alle arter Næste artikel Frie Grønne: Den tredje Limfjordsforbindelse kan føre asbest ind i Aalborg centrum Frie Grønne: Den tredje Limfjordsforbindelse kan føre asbest ind i Aalborg centrum