CBS-forsker: Brug hellere skatteydernes penge på foreningslivet end kommunal borgerinddragelse

Af Anker Brink Lund
Professor, Center for Civilsamfundsstudier, Copenhagen Business School

Jo mere fusionerede kommunerne fremstår, desto sværere bliver det at opretholde illusionen om den borgernære kommunalforvaltning.

Det forsøger man så at lappe på gennem borgermøder, brugerråd og andre tiltag, der desværre alt for ofte ender som Nato-manøvrer: kun snak, ingen handling.

Ved Center for Civilsamfundsstudier på Copenhagen Business School har vi underkastet de demokratiske aspekter ved kommunal borgerinddragelse et kritisk serviceeftersyn, som er anskuet i et historisk perspektiv.

Det fremgår, at et velfungerende repræsentativt lokaldemokrati slet ikke burde have behov for kunstigt åndedræt.

I de gode gamle dage accepterede tillidsfulde borgere grundvilkårene for repræsentativt demokrati, hvor man – i ordets bogstavelige forstand – afgav sin stemme hvert fjerde år i tillid til, at de folkevalgte bestyrede mandaterne i overensstemmelse med almenvellets bedste.

Det betød selvfølgelig ikke, at vælgerne helt mistede stemmen. Man kunne altid stemme på en anden kandidat ved næste valg og i mellemtiden melde sig ind i én eller flere af de lokale borgerforeninger.

Disse organisationer blev nemlig jævnligt inddraget af kommunalbestyrelsens beslutningsprocesser efter devisen, at "er der noget, I er utilfredse med, så sig det til os. Er der noget, I er tilfredse med, så sig det til de andre borgere".

Sådan fungerer det faktisk stadig nogle steder i dagens Danmark. Men sjældent i de større byer, hvor især de yngre vælgere forventer at blive behandlet som kommunale forbrugere med dertil knyttede rettigheder – ikke som myndige borgere med dertil knyttede forpligtelser.

Borgere kontra brugere
Borgerrollen er en politisk identitet, som er knyttet til stat og kommuner, hvortil der både er knyttet rettigheder og pligter. Blandt andet de hedengangne borgerlige ombud, der fordrede en god portion samfundssind og helhedsforståelse.

Rollen forudsætter, at den enkelte oplever at have medansvar for offentlige anliggender.

Brugerrollen er derimod en social identitet, som er knyttet til marked og privatliv. Som forbruger af varer og serviceydelser har man udelukkende rettigheder – ingen pligter.

Denne tankegang er i stigende grad blevet overført til brugere af offentlige ydelser, hvortil der blandt andet er knyttet krav om ligebehandling og klageret.

Ikke alle projektmagere i inddragelsesbranchen respekterer den demokratiske skelnen mellem borgere og brugere. Derfor fører topstyret brugerindlemmelse let til misforståelse og hykleri.

Demokratisk set ville det formodentlig være mere bæredygtigt at omsætte ønsker om kommunal borgerinddragelse i form styrkelse af de organiserede foreningsinteresser.

I stedet for at bruge skatteydernes penge på ikke-repræsentative manøvrer, der i bedste fald kan føre til uforpligtende snak og i værste fald til den rene og skære ansvarsforflygtigelse.

Foreningsliv er borgerinddragelse
Aktivering af de mange repræsentative foreninger i lokalsamfundet kan faktisk stadigvæk være et meningsfuldt alternativ til den uforpligtende snak om borgerinddragelse.

Med de lokalt forankrede vælgerforeningerne i spidsen fungerede de før de såkaldte kommunalreformer både som kritiske og konstruktive brobyggere mellem borgere og folkevalgte.

Bortset fra de magtfulde idrætsorganisationer har Foreningsdanmark dog ikke længere samme kommunale bevågenhed, som det tidligere var tilfældet.

Blandt andet, fordi velmenende proceskonsulenter tilsyneladende foretrækker at inddrage "almindelige mennesker" (brugere) frem for "interesserepræsentanter" (borgere).

Effektiv brugerindlemmelse kendes især fra detailhandelens loyalitetsprogrammer. Når den slags ukritisk overføres til kommunale forhold, kan de i bedste fald føre til konfliktdæmpende dialogprocesser.

Men hvis kontingentbetalende foreningsmedlemmer holdes ude af borgerinddragelsen med henvisning til, at de ikke er "uvildige", men taler på vegne af organiserede særinteresser, kan det på længere sigt svække selve det repræsentative potentiale, som historisk set har været genereret gennem et aktivt foreningsliv.

Hertil kommer, at mange af de emner, der interesserer de organiserede borgene, ganske vist forvaltes af kommunalt ansatte, men er vedtaget og reguleret på det nationale eller transnationale beslutningsniveau. Der er den lokale indflydelse ganske minimal.

Gennem naiv brugerindlemmelse kan kommunerne derfor let komme til at producere skuffede forventninger gennem borgerinddragelse, hvis den ikke er solidt forankret i organiserede og repræsentative interesser.

debat@altinget.dk