Borgmester: Borgerråd er ikke et alter­nativ til vores repræsentative demokrati

DEBAT: Tilliden til det politiske system er voldsomt lav. Borgerråd er en styrkelse fremfor et alternativ til det repræsentative demokrati, skriver Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).

Af Peter Rahbæk Juel (S)
Borgmester, Odense Kommune

I september mødtes jeg med den franske ambassadør, Caroline Ferrari, på Odense Rådhus.

Frankrig og i særdeleshed Paris havde flere måneder forinden stået i flammer under massive protester fra frustrerede franskmænd.

Gnisten, der på det tidspunkt satte ild i protesterne, var højere benzin- og dieselpriser, men under det lå – og ligger stadig – en udbredt utilfredshed med det politiske system i Frankrig.

På den baggrund sendte præsident Emmanuel Macron sit diplomatiske korps på arbejde. Det var i den anledning, at jeg mødtes med ambassadøren.

Hun ville høre om vores erfaringer med det borgerråd, som Odense Byråd havde etableret i foråret, og som afleverede sine anbefalinger til byrådet i september.

Borgerrådet, der er Danmarks første, bestod af 99 tilfældigt udvalgte borgere fordelt efter køn og alder og med en bred sammensætning af folk fra alle Odenses bydele.

Borgerrådet skulle vurdere de største udfordringer for velfærden i Odense og efterfølgende komme med anbefalinger til politikerne i byrådet.

Ny vej til at forny demokratiet
Jeg fortalte ambassadøren, at vores erfaring med borgerråd er positiv. De anbefalinger, som borgerrådet leverede, besluttede byrådet at følge, og de endte som klare aftryk i byens budget for næste år.

Det var for eksempel en langsigtet plan for at fastholde og rekruttere velfærdsmedarbejdere, en indsats for mindre bureaukrati og et arbejde for at styrke den demokratiske samtale.

Men mindst lige så vigtigt viste borgerrådet os en ny vej til at forny det danske demokrati.

Vi har brug for fornyelse. Tilliden til det politiske system er lav. Det ses mest voldsomt rundt om i verden, men også i Danmark.

Som politikere kan vi ikke sidde dette overhørig, for det undergraver demokratiet. Vores repræsentative demokrati fungerer stadig rigtig godt, men vi skal øge tilliden til det politiske.

Forbindelseskanaler brudt
I Odense har vi oplevet, at et borgerråd kan skabe et nyt forum for demokratisk samtale.

Borgerne kommer tættere på politikken, mens vi politikere får friske forslag ude fra virkeligheden, hvilket i sidste ende giver os mere solid grund under fødderne, når vi træffer beslutninger – for eksempel om velfærden.

Vi må sande, at de kanaler, der tidligere løb meget tydeligt mellem politikere og befolkning, er brudt flere steder. Det ses blandt andet på de faldende medlemstal i partierne.

Gennem partierne dannes medlemmerne som demokratiske mennesker, og gennem partiforeningerne får politikerne en meget direkte fornemmelse af, hvor folk står. Begge deler udvandes, når medlemmerne falder fra.

Sociale medier binder ikke demokratiske bånd
Mange havde nok troet, at sociale medier kunne binde nye bånd i demokratiets tjeneste, men jeg oplever desværre ofte det stik modsatte med en hård tone og mangel på dialog.

De sociale medier er ikke blevet det forsamlingshus, som vi kunne håbe, så mens vi i fællesskab arbejder på at forbedre det, må vi også prøve andre veje.

Den lave tillid til det politiske system og det til tider manglende bånd mellem politikere og befolkning gør, at vi har brug for at give demokratiet ny energi.

Det var derfor, at vi etablerede et borgerråd i Odense. Med et borgerråd kan vi komme tæt på en repræsentation, der minder om en by eller et valgområde, og vi ved – nu også i Odense – at borgerne vil ideen med borgerråd.

Det har været brugt i blandt andet Canada, Japan, Belgien, Spanien og Polen, og i Odense lod vi os inspirere direkte af Irland.

Her anbefalede et nationalt borgerråd fri abort, hvilket efter en folkeafstemning førte til en ændring af forfatningen.

Borgerråd er ikke et alternativ til vores repræsentative demokrati. Det er en fornyelse og styrkelse af det.

Jeg håber, at Odenses borgerråd blot er det første af mange på tværs af landet. Det næste slag på borgerrådstrommen kan passende slås for klimaet.

Forrige artikel Forsker: Mennesker med handicap er blevet en handelsvare Forsker: Mennesker med handicap er blevet en handelsvare Næste artikel Center for Borgerdialog: Konflikt fører til vellykket borgerinddragelse Center for Borgerdialog: Konflikt fører til vellykket borgerinddragelse