LFS: Pædagogmanglen kræver et blik på lønvilkårene

DEBAT: Er uddannelsen, faget, arbejdsvilkårene og ikke mindst lønnen attraktiv nok til at tiltrække ekstraordinært mange unge til pædagoguddannelsen? Desværre ikke, skriver Britt Petersen.

Af Britt Petersen
Formand, Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS)

Som jeg ser udsigterne lige nu, så tror jeg ikke, at vi kan løse pædagogmanglen i København inden for de næste mange år.

Vi har allerede stor pædagogmangel lige nu. De store årgange er på vej på pension, og spørgsmålet er, om uddannelsen, faget, arbejdsvilkårene og ikke mindst lønnen er attraktiv nok til at kunne tiltrække ekstraordinært mange unge til pædagoguddannelsen. Mit svar er desværre ikke.

Kan vi lokke pædagoger fra andre kommuner til at søge jobs i København? Hvis man kan få job i nærheden af, hvor man bor, hvorfor så pendle? Det koster både tid og penge.

Og når vi ser på boligerne i København, så er det nok de færreste, der har råd til at flytte til byen for at arbejde som pædagoger.

De billige boliger i København er nye og forholdsvis dyre boliger i den almennyttige sektor, så her kræves to indtægter for at få det til at løbe rundt.

Uforståeligt lønniveau
På den kortere bane er der ikke andet at gøre end at uddanne alle de dygtige pædagogmedhjælpere, som vi allerede har ansat, til pædagoger, og så i øvrigt til alle dem, der ikke opfylder optagelseskriterierne til pædagoguddannelsen, skal vi tilbyde den pædagogiske assistentuddannelse, så vi samlet får højnet kompetenceniveauet.

Og så er det rigtigt, at vi i København også har lavet mulighed for "omskoling" af personer med andre uddannelser, dog minimum på bachelorniveau, men det kommer ikke til at batte for alvor i den store mangel.

Vi står overfor overenskomstforhandlingerne lige nu og enten her eller ved ekstraordinær indsats fra Folketinget er man nødt til at se på lønvilkårene.

Det nytter jo ikke, at man på den ene side gerne vil have mange flere pædagoger, og så på den anden side ikke vil være med til at fjerne nogle af de barrierer, der er.

Det er helt uforståeligt, at pædagoger har en meget lavere løn end lærere, når vi nu ved, hvor vigtige de første år af børns liv er for resten af deres liv, og endnu mere uforståeligt at den primære årsag skal findes i, hvordan gruppen blev indplaceret i tjenestemandsreformen fra 1969.

Og så bliver man i alle kommuner nødt til at lave en uddannelsesstrategi for hele det pædagogiske område, så man systematisk får uddannet alle de mange pædagogmedhjælpere, der er ansat, enten til pædagoger eller til pædagogiske assistenter.

Forrige artikel S i Hovedstaden: Sådan skal vi styrke fødselsområdet i Hovedstaden S i Hovedstaden: Sådan skal vi styrke fødselsområdet i Hovedstaden Næste artikel Debat: Københavns parkeringshuse kan blive byens nye grønne oaser Debat: Københavns parkeringshuse kan blive byens nye grønne oaser