Debat: Københavns parkeringshuse kan blive byens nye grønne oaser

DEBAT: S i København vil flytte hver tredje parkeringsplads i byen til parkeringshuse. Benyt kommende parkeringshuse multifunktionelt for at skabe tiltrængte grønne byrum, skriver initiativtagere til tagfarm.

Af Mira M. Cordsen, Andreas Petersen og Nick Vikander
Initiativtagere til Asgers Have – Tagfarm i Ørestad

Socialdemokratiet i København – med partiets nye spidskandidat til posten som overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen – skabte for nylig overskrifter med deres forslag om at fjerne en tredjedel af byens parkeringspladser på gadeniveau.

De vil erstatte dem blandt andet med bredere cykelstier og flere grønne byrum. Nogle parkeringspladser vil sandsynligvis blive fjernet, mens andre vil blive flyttet til nye parkeringskældre og -huse.

Stor mangel på grønne områder i byerne
Disse tiltag for at reducere gadeparkeringen og bruge pladsen til andre formål afspejler, hvordan pladsen i storbyerne i stigende grad er under pres. Københavns befolkningstal er steget med 26 procent de sidste 15 år.

Resultatet har været en øget efterspørgsel efter den samme plads til mange forskellige og anerkendelsesværdige formål: Plads til boliger og transport, fritidsaktiviteter og grønne byrum, hvor naturen kan spire frem.

I de senere år har det især været de grønne områder, der er blevet underprioriteret. Procentdelen af grønne arealer per indbygger er faldet med 14 procent siden 2011.

Dette fald er bekymrende, når man tænker på, hvordan indbyggerne i København i stor stil er flokkedes til byens grønne parker, siden corona gjorde sit indtog.   

Det kan frigive mere plads til eksempelvis grønne formål at flytte parkeringen væk fra gaderne og ind i parkeringshuse. Denne tilgang har allerede været brugt i Ørestad i mere end et årti. Det har givet bydelen mulighed for at bygge tættere og give plads til flere grønne arealer.

Erfaringen fra Ørestad viser dog, at de lokale beboere stadig længes efter flere grønne byrum, hvor de kan mødes, lege og opholde sig. For ærligt talt, parkeringshuse i sig selv er ikke særligt grønne.

Udnyt parkeringshusene multifunktionelt
Derfor er det bydende nødvendigt, at vi hæver ambitionsniveauet. Ikke kun for at bruge parkeringshuse til at give mere plads i det offentlige rum, men også bruge selve parkeringshusene til at skabe nye byrum.

Asgers Have, der er et nyt projekt i Ørestad, går netop i denne retning. Målet er at skabe en tagfarm og grønt byrum oven på et kommende parkeringshus over for Vestamager Metrostation.

Vort håb er, at det vil bidrage til mere byliv, stærkere lokale fællesskaber samt styrke forbindelsen mellem byboere og dyrkning af fødevarer. Asgers Have vil samtidig samle frivillige kræfter, der selv ønsker at deltage i produktionen af fødevarer.

Vi ved, at dette er muligt i København, da det allerede tidligere er gjort af Østergro. Siden 2013 har Østergro med stor succes drevet en tagfarm og restaurant på taget af et parkeringshus.

Ambitioner, klarhed og politisk vilje
Politisk støtte til flere aktive og grønne tage kan også genfindes i Kommuneplan 2019.

Målet er "at der etableres flere grønne tage, der kan understøtte regnvandshåndtering, CO2-optag, bistader, grøntsagsdyrkning, ophold, sociale arrangementer, husdyrhold, restauration og andet". 

Højtravende politiske målsætninger er en ting, men at etablere grønne og aktive tage i praksis er noget helt andet. Østergro undslap med nød og næppe truslen om lukning i 2019 forårsaget af rigide regler i den pågældende lokalplan.

Sidste år faldt forsøget på at etablere et aktivt tag på et planlagt parkeringshus i tilknytning til den kommende skole på Hannemans Allé i Ørestad Syd til jorden – både på grund af planlægning og uenigheder omkring finansiering.

For at komme videre behøver vi ambitioner, klarhed og politisk vilje. Det kræver en konkret plan, som ikke kun handler om at få parkering væk fra gaderne, men inkluderer aktive grønne tage som del af kommende parkeringshuse.

Desuden kan økonomisk støtte være nødvendigt for at gøre dette til virkelighed. Resultatet vil være, at vi ikke kun opnår at bruge pladsen mere effektivt, men også skaber flere tiltrængte grønne byrum til gavn for byens indbyggere.

Forrige artikel LFS: Pædagogmanglen kræver et blik på lønvilkårene LFS: Pædagogmanglen kræver et blik på lønvilkårene Næste artikel Svensk konsulent: Øresundsforbindelse skal håndtere kilometerlange godstog Svensk konsulent: Øresundsforbindelse skal håndtere kilometerlange godstog