Lektor: Fordummende logik om pædagoger opretholdes

Af Dion Rüsselbæk Hansen
Lektor i pædagogik og uddannelsesforskning og leder af forskningsprogrammet Pædagogik, kultur og ledelse, Syddansk Universitet

En typisk forestilling, der knytter sig til pædagoggerningen, tilsiger, at de fleste kan udøve denne, såfremt de vil, ligesom det antages, at de fleste også vil, hvis de erfarer, at de kan.

Nu er det imidlertid ikke alle forundt at være omsorgsmedarbejdere. Det vil sige at kunne udføre pædagoggerningen, vilje eller ej.

Og det er til trods for, at det hedder sig, at det ikke skulle være noget særligt at udøve denne. Dette er en fejlslutning. For en sådan gerning er både en intellektuel, sanselig, emotionel og relationel affære.

Den kræver, at man er i stand til "konkret" at kunne se, høre, fornemme og føle, hvad der går for sig i de daglige sociale praksisser, samtidig med at man også "alment" må kunne reflektere over, hvad der kan have betydning for, at man for eksempel hører og ser barnet på denne og hin måde heri – og ikke på (helt) andre måder.

Forestillinger i pædagoguddannelsen
Med andre ord er det ikke ligegyldigt, hvilke perspektiver, herunder teoretiske og hverdagsagtige, begreber og værdier med videre, som man trækker på i den henseende, fordi disse har betydning for, hvad man kan se og høre, og hvad man samtidig gør sig blind og døv for.

Dette aspekt kan forklare, hvorfor samarbejdet mellem for eksempel psykologer og pædagoger ikke altid forekommer lige tilforladeligt.

Ofte ser og hører disse professioner noget væsensforskelligt, når der kigges på og lyttes til barnet. Det skyldes, dels hvorfra der ses og lyttes, og dels hvordan det gøres. 

Dette leder mig frem til uddannelsen af pædagoger. Hvad vi er vidner til, er, hvordan pædagogiske vokabularer, der har fokus på dannelse, demokrati, fællesskab, omsorg med videre, nivelleres i pædagoguddannelsen til fordel for teknokratiske, forsimplede og læringsmekaniske af slagsen, der dels formodes "at virke," hvilket de sjældent gør, og som dels antages kan "anvendes" direkte og upåagtet af kontekstens beskaffenhed, hvilket sjældent er tilfældet.

Pointen er, at hvor pædagogik blandt andet handler om de komplekse og "ustyrlige" forhold i mellemværendet mellem individ og fællesskab, og hvordan disse forhold altid indvirker på hinanden på godt og ondt, så vurderes det ofte at være for svært for de pædagogstuderende at beskæftige sig indgående hermed.

Så hellere arbejde med nogle reduktionistiske normative forestillinger om pædagoggerningen, der kun eksisterer imaginært i undervisningen på pædagoguddannelsen, men som kommer til kort i en hverdagsrealitet, hvor tingene langt fra er så entydige, som de (måske) kunne ønskes at være.

Ikke teoretisk nok
Det er ikke nyt, at man kan opleve "ustyrlige" pædagogiske praksisser som skræmmende, da man kan møde børn, der forholder sig på uigenkendelige måder heri, som man ikke kan identificere sig med – endsige at forstå. Sådan har det altid været, og sådan vil det angiveligt også være fremadrettet.

Problemet er, at man slet ikke synes at være optaget af at forstå, hvorfor mødet med den pædagogiske realitet tilsyneladende kan være så foruroligende, at nogle vælger pædagogprofessionen fra.

Standardsvaret, som man forlader sig på, er, at pædagoguddannelsen er blevet for teoretisk og skal være mere praksisorienteret.

Min vurdering er dog lige modsat. Det vil sige, at uddannelsen slet ikke er teoretisk nok forstået på den måde, at de teoretiske perspektiver med videre, som de studerende introduceres for og beskæftiger sig med, ikke er praksissensitive og -træfsikre nok til at gøre dem klogere på, at tingene i pædagogiske praksisser ofte er paradoksale, dilemmafyldte og består af utallige etiske udfordringer, hvormed der skal balanceres imellem ofte konfliktuerende hensyn.

Pointen er, at et sådan narrativ ikke er så salgbart, hvorfor man hellere må sælge anderledes salgbare narrativer til de pædagogstuderende, der beklageligvis fastholder dem i umyndige positioner, hvormed de underlægges andres formynderi, når de skal forsøge at begribe, hvad der foregår i de "ustyrlige" praksisser, de indgår i.

Det er som om, at teorierne, som man introducerer de pædagogstuderende for, ikke må vække for megen modstand, være for fremmed og lægge op til kritisk tænkning over tingenes komplekse tilstand. Det kan nemlig skræmme dem væk og føre til (økonomisk dyrt) frafald.

Er det godt nok?
Således opretholdes den fordummende logik, der tilsiger, at "you earn what you learn". Den kan hævdes at have betydning for, hvorfor pædagogprofessionen lider under mangel på anerkendelse – ikke mindst den økonomiske af slagsen.

For bruges denne logik ikke til at legitimere, hvorfor pædagoger ikke tjener så meget sammenlignet med andre professioner, for eksempel psykologer? De lærer jo ikke så meget.

Følger vi denne argumentation et skridt videre, så kan der også være visse interesser i, at pædagoger ikke opnår den lærdom, der kan give dem et slagkraftigt og indsigtsfuldt vokabular, der kan bidrage til, at de kan overbevise omverdenen, herunder politikerne, om, at de opgaver, de skal varetage, sjældent kan varetages af alle. Ligeså at de ofte slet ikke kan varetages under de nuværende rammer og betingelser (for eksempel gældende nomineringer).

Det betyder, at "undtagelsestilstande" konstant indtræffer i praksis, så etiske principper, tryghedsskabede rutiner, omsorgsfuldt nærvær og etableringen af trygge fællesskaber må tilsidesættes endda sættes ud af kraft blot for, at man kan komme igennem dagen til stor frustration for ansatte, børn og forældre med flere. Så kan det godt være, at pædagogerne gør det så godt, som de kan – hvad det end vil sige – men spørgsmålet er, om det er godt nok.

I bedste og værste fald
Spørgsmål er, om et sådant slagkraftigt og indsigtsfuldt vokabular som forklaret ovenfor, kan finde vej til de pædagogiske praksisser og bidrage til fornyet anseelse og anderledes vilkår og betingelser.

I bedste fald, såfremt det lykkedes at rekruttere for eksempel flere akademikere til pædagogstanden, kan de måske på grund af deres medbragte faglighed danne afsæt for nye narrativer om det pædagogiske arbejde, der finder (og måske ikke altid kan finde) sted i institutionerne, ligesom de måske kan igangsætte aktiviteter, hvor deres faglige indsigter kan bruges ved for eksempel til at inddrage litteraturen, kroppen, musikken, teknologier og naturen på måder, der kan give børnene vigtige erfaringer hermed.

I værste fald kan en sådan rekruttering bidrage til nye former for hierarkiseringer, hvor pædagogerne, der kommer med en akademisk baggrund, ses som særligt velegnede til at forestå det institutionelle administrationsarbejde, hvor stadig mere tid går med at sidde foran en skærm på kontoret end at være sammen med børnene på gulvet.

Ligeså kan de blive sat til at forestå indførelsen af endnu flere teknokratiske arbejdsmetoder og grænseløse projekter, der sjældent initieres fra "profan" gulvhøjde, men snarere fra de "hellige" ledelsesgange og -kontorer, og som lige så sjældent afsluttes før atter andre skal begyndes.

Ej at forglemme kan det værdifulde pædagogiske arbejde på gulvet negligeres til fordel for udarbejdelsen af konkrete læringsmål og -planer, der konstant skal dokumenteres og evalueres med henblik på at sikre, at barnet gøres skoleparat lang tid før skolestart.

Sker dette, vanskeliggøres det pædagogiske omsorgsarbejde, der er afgørende for, at demokratiske dannelsesfællesskaber kan konstitueres og opretholdes i institutionerne.

Det er måske dette, som mange pædagoger har erfaret og ikke ønsker at tage del i.

debat@altinget.dk