#Hvorerderenvoksen: Vi kommer ikke gratis i mål med at løse pædagogmanglen

Af Stella Mia Sieling-Monas
Talsperson, Forældrebevægelsen #Hvorerderenvoksen

Fraset beslutningen om at udskyde lov om minimumsnormeringer til efteråret, ser danske småbørnsforældre tilbage på, at børns trivsel og dagligdag for alvor kom på den velfærdspolitiske dagsorden ved sidste folketingsvalg.

Godt for det, tænker vi, som dagligt har vores gang i vuggestue eller børnehave og konfronteres med konsekvenserne af årelange besparelser.

I et indlæg 20. januar bemærker børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) og børneordfører Sofie Seidenfaden (S) i Københavns Kommune, at Danmark endelig har fået en regering, der investerer i børnene.

Og selvom de vedtagne minimumsnormeringer kommer til at lade en del tilbage at ønske, når det gælder antallet af voksne, der tilbringer tid med vores børn i praksis, er det da ganske rigtigt lykkedes at få en tøvende "børnenes statsminister," Mette Frederiksen (S), til at medgive behovet for en kursændring på daginstitutionsområdet.

Men i kølvandet på indsigten i, at børn ikke forsvarligt kan bunkepasses under minimalt opsyn, følger også en anden erkendelse. Nemlig den, at både landets hovedstad og mange øvrige kommuner svært mangler de pædagoger, som skal varetage opgaven.

Problemet er løsningen
Christensen og Siedenfaden peger på behovet for at rekruttere og fastholde pædagoger igennem et kvalitetsløft af den pædagogiske grund- og videreuddannelse.

Dertil peges på behovet for, at flere pædagoger øger deres arbejdstid, og at arbejdsmiljøet i institutionerne må forbedres. Vi må dreje på alle håndtag, lyder det, til hvilket vi forældre kun kan erklære os enige.

Men vi erindrer samtidig om, at sådanne ambitioner kun lader sig realisere via politisk vilje til at tilføre områderne de nødvendige ressourcer og et kritisk blik på, hvordan man selv politisk igennem årelange underprioriteringer, har medvirket til at skabe det arbejdsmiljø, som pædagogerne flygter fra.

Problemet er så at sige også løsningen. Når vi dagligt afleverer familiernes yngste til skiftende og fortravlede pædagoger, når vi igen og igen oplever manglende vikardækning, enorme børnegrupper og nedslidte faciliteter, kan vi på mange måder godt forstå, at pædagoger ikke flokkes til faget, eller går ned i tid med henvisning til de utilstrækkelige rammer for at udføre arbejdet. 

Behov for ambitiøse minimumsnormeringer
Og selvom vi som udgangspunkt mener, at man politisk ligger, som man har redt, og derfor også må tage på egne nedskæringsivrige skuldre at rette op på de vilkår, der har forårsaget pædagogmanglen, peger vi gerne på, at en del af løsningen fortsat ligger i udmøntningen af reelle og ambitiøse minimumsnormeringer.

Ikke kun på papir og i lovtekster, men normeringer, som mærkes af børn og pædagoger på hver enkelt stue. Reelle minimumsnormeringer, som påvirker arbejdsmiljøet blandt pædagoger og muliggør udførslen af pædagogisk arbejde.

Retvisende opgørelser, som sikrer transparens helt fra gul stue og til det politiske niveau, og skaber trygge og troværdige dagtilbud, hvor pædagoger ikke bliver lusen mellem forvaltning og forældre.

Sådanne reelle og virksomme minimumsnormeringer på daginstitutionsniveau kræver afsættelsen af langt mere ambitiøse midler end hidtil og en akut fremrykning af den alt for langsommelige implementeringsplan.

Det er ikke nok at tale om at dreje på alle håndtag, hvis man ikke er klar til at betale, hvad omdrejningerne koster.

Mangel på basale ting
Imens vi optages af, at bedre normeringer er både udfordringen (grundet pædagogmanglen) og løsingen (i form af at skabe et tåleligt arbejdsmiljø), kan pædagoghungrende kommuner som København overveje, hvordan man bedst understøtter en fleksibilitet og frigiver ressourcer, som kommer både familier og daginstitutioner til gode.

Det kan for eksempel ske via oprettelsen af deltidspladser eller fleksible ordninger for pasning af eget barn, rekruttering og videreuddannelse af assistenter og medhjælpere samt ansættelser af medarbejdere til at varetage alle ikke-pædagogiske opgaver.

For ønskerne fra både børn, forældre og pædagoger er egentlig ganske beskedne. Vi drømmer om ressourcer til, at alle børn modtager tilstrækkelig omsorg, når de er væk deres forældre, og om at pædagoger får tid til at arbejde på en måde, de fagligt kan forsvare.

Vi drømmer om basale ting som vikardækning, tid til nærvær og udvikling, tid til pædagogisk planlægning og måske en tissepause og om, at børn afleveres til voksne, de kender.

Skulle man få politisk mod til at sikre dette, vil man formentlig hurtigt se, at området fremover vil være langt mindre drænet for pædagogiske kompetencer.

debat@altinget.dk