S i København: Alle håndtag skal i brug for at undgå truende pædagogmangel

DEBAT: Meritpædagoger, videreuddannelser og en styrkelse af fagets status er veje til at få rekrutteret flere pædagoger, men også arbejdsmiljøet skal forbedres, mener S i København.

Af Jesper Christensen (S) og Sofie Seidenfaden (S)
Børne- og ungdomsborgmester og børneordfører i Københavns Kommune

Med vedtagelsen af minimumsnormeringer har vi endelig fået en regering, der investerer i børnene.

Minimumsnormeringer er et stort skridt i den rigtige retning efter mange år, hvor kommunerne har været tvunget til løbende besparelser i daginstitutionerne.

Men en truende mangel på pædagoger kan gøre minimumsnormeringerne umulige at realisere. Årsagerne til pædagogmanglen er mange, og tilsammen udgør de en giftig cocktail.

Der er udsigt til flere børn, ledigheden blandt pædagoger er i bund, og optaget på pædagoguddannelsen er faldet gennem flere år. Der findes ingen lette løsninger, der alene kan fixe problemet. Det kræver, at vi rykker i alle håndtag samtidigt.

Vi lykkes kun, hvis alle gode kræfter hjælpes ad og samarbejder. Både regeringen, faglige organisationer, uddannelsesinstitutioner, kommuner og forældre.

Vi skal både gøre faget og uddannelsen mere attraktiv, så vi kan rekruttere og fastholde flere pædagoger end i dag. Og vi skal gøre det mere attraktivt at arbejde fuld tid ved at skabe bedre arbejdsvilkår for eksempel gennem minimumsnormeringer. 

Fra akademikere til pædagoger
I Københavns Kommune ser vi udfordringen i øjnene, og handler på den. Med dette års budget har vi vedtaget en "børnepakke" med tre hovedspor.

For det første indfører vi minimumsnormeringer i København fra 2022, der er to år tidligere, end regeringen lægger op til. For det andet styrker vi rekrutteringen og uddannelsen af flere pædagoger. Og for det tredje vil vi skabe en ny praksisnær pædagogisk ledelsesuddannelse.

Vi styrker blandt andet rekrutteringen ved at videreuddanne endnu flere af vores dygtige pædagogmedhjælpere. Desuden har vi sammen med Københavns Professionshøjskole foreslået en helt ny uddannelse til meritpædagog, der bliver til virkelighed 1. februar.

Den er for akademikere, der føler, at de er havnet på en forkert hylde og ønsker at skifte spor til et fag, hvor de hver dag kan gøre en stor forskel for de mindste.

De kan nu blive pædagoger på lidt over to år med løn under uddannelsen. Interessen for uddannelsen har været overvældende stor.

Det øger puljen af potentielle nye pædagoger, mens akademikerne med deres anderledes baggrund kan bidrage med meget ude i institutionerne.

For eksempel arbejder ledere og pædagoger i stigende grad med at analysere og evaluere egen praksis for at udvikle den pædagogiske kvalitet. Her kan "sporskiftepædagogerne" byde ind med konstruktive input.

Fagets status skal styrkes
Desuden skal fagets status styrkes. For omdømmet er centralt, når unge vælger uddannelse.  

Derfor er vi meget glade for Politikens nye pædagogpris, som blev uddelt for første gang i efteråret. Pædagogerne fortjener langt større anerkendelse for deres vigtige arbejde. Der er priser for både kokke, journalister, lærere og alle mulige andre, men hidtil ingen for pædagoger.

Det var en fornøjelse at læse om de mange fantastiske pædagoger, der blev indstillet til prisen af forældre, kolleger, børn og unge. Og det var rørende at se, hvor store følelser priserne vakte hos vinderne.

Det lyder måske ikke af meget, men vi er overbevist om, at prisen er med til at styrke fagets status. Men det er ikke nok at uddanne flere pædagoger. Vi skal også fastholde dem.

Derfor har vi i København skarpt fokus på arbejdsmiljøet og på stærke arbejdsfællesskaber, hvor det handler om at udvikle den pædagogiske kvalitet med input og sparring fra landets mest ambitiøse pædagogiske tilsyn. 

Vi laver også en ny praksisnær pædagogisk ledelsesuddannelse for at klæde lederne bedst muligt på til at skabe høj pædagogisk kvalitet i børnehøjde. Men ledelsesuddannelsen giver også bedre forudsætninger for at rekruttere og fastholde både pædagoger og ledere.  

Vi skal sætte alle gode kræfter ind på at styrke rekrutteringen til pædagogfaget og fastholdelsen af de dygtige medarbejdere, som vi allerede har.

Det skal vi gøre for både børnenes, medarbejdernes og forældrenes skyld.

Forrige artikel Fjernvarmeformand: KL’s dødsliste vil give problemer Fjernvarmeformand: KL’s dødsliste vil give problemer Næste artikel Lonning-Skovgaard om Lynetteholmen: Vi kan kun sige ja tak til den mulighed Lonning-Skovgaard om Lynetteholmen: Vi kan kun sige ja tak til den mulighed