RIPU Hovedstaden: Kunstige øer i Hvidovre kan skabe national sammenhængskraft

Det er vigtigt for sammenhængskraften i Danmark, at der er også er arbejde for de faglærte i hovedstadsområdet. Derfor er Holmene i Hvidovre et vigtigt projekt, skriver Maria Durhuus (S), Henrik Stilling og Jan Sørensen.

Af Maria Durhuus (S), Henrik Stilling og Jan Sørensen
Hhv. folketingsmedlem, formand for Dansk Metal Hovedstaden og direktør i Nordisk Staal. Medlemmer af RIPU Hovedstaden.

Dansk økonomi er i topform, og den private beskæftigelse højere end nogensinde før. Denne glædelige tendens på landsplan gælder heldigvis også i Hovedstadsområdet.

Der er meget at glæde sig over i disse år. For vækst og stigende privat beskæftigelse sikrer en robust dansk økonomi og flere penge til velfærd. Når erhvervslivet vinder, og der skabes flere private arbejdspladser, så vinder hele Danmark.

Med det sagt, er det vigtigt, at der i hovedstaden fortsat er en mangfoldighed af flere forskellige typer private arbejdspladser. Der skal også i fremtiden være plads til andet og mere end blot kontorarbejdspladser.

Her har vi desværre en aktuel udfordring, som skal løses politisk. For mens hovedstadsområdet gennem historien har fået industrivirksomheder til at spire frem i hobetal, kniber det i dag virkelig med at sikre plads til industri-, transport- og produktionsvirksomheder.

Det er én af de absolut største bekymringer hos os i hovedstadens regionale industripolitiske udvalg (RIPU Hovedstaden), som samler både virksomheder og fagforeninger i industrien.

{{toplink}}

Et spørgsmål om national sammenhængskraft

Men hvad er forklaringen på den udvikling?

I dag har kommunerne desværre ikke de rette incitamenter til at prioritere plads til virksomheder, der er pladskrævende. Det er simpelthen mere gunstigt for kommunerne, at der bliver bygget boliger til borgere, der lægger deres skattekroner i kommunekassen.

Det er forståeligt, at kommunerne prioriterer flere boliger til nye borgere. Men der skal være en balance.

Kommunerne skal huske, at der også skal være arbejdspladser til alle disse nye borgere. Særligt borgere med faglært baggrund, der ofte arbejder i industrien og på produktionsarbejdspladser.

Der er et klart og meget fornuftigt politisk ønske på Christiansborg om, at flere unge i hele Danmark skal tage en erhvervsuddannelse. Det bakker vi varmt op om.

Men hvis ikke der også foregår produktion tæt på hovedstadsområdet, bliver det tæt på umuligt at få de politiske ambitioner om flere faglærte omsat ude i virkeligheden.

Og kig en gang på danmarkskortet. Vi får desværre et mere opdelt land, hvis ikke der foregår produktion og findes virksomheder over hele landet.

Vi har brug for en stærk sammenhængskraft og forståelse på tværs af land og by. Derfor er der brug for både at sikre flere faglærte og skabe plads til virksomheder – også nær hovedstaden.

{{toplink}}

Samtidig kan ovennævnte blive en gevinst for bæredygtigheden – både i forhold til klima og økonomi.

Det må ikke blive sådan, at håndværkere og ansatte i industrien bliver nødt til at transportere sig fra Slagelse for at udføre opgaver i København, eller at lastbiler skal køre langvejs fra for at hende gods i hovedstaden.

En af løsningerne på at skaffe mere plads til pladskrævende virksomheder er arealudvidelser. Derfor er vi varme tilhængere af projekt 'Holmene' i Hvidovre Kommune. Her anlægger man nye kunstige øer, så der kan blive plads til både industri og fritidsaktiviteter.

Det er noget, som vi i RIPU Hovedstaden støtter helhjertet, da det er en del af løsningen på at skaffe flere erhvervsarealer i hovedstaden. Her står virksomheder og lønmodtagere sammen skulder ved skulder.

Men nu er det tid til, at snak bliver til handling. Der er et presserende behov for, at Hvidovre Kommune sætter gang i en VVM-undersøgelse, så projektet kan realiseres til gavn for os alle.

Ikke uden udfordringer

Der har været kritik mod Holmene, særligt fra flere nabokommuner.

Det er vigtigt at anerkende, at et stort anlægsprojekt som Holmene naturligvis vil påvirke nabokommunerne. Derfor skal vejnettet selvfølgelig tilpasses i forhold til det trafikpres, der bliver skabt, og støjgenerne skal reduceres.

Samtidig er der behov for at få skabt et sammenhængende transportsystem med god kollektiv transport og et veludbygget cykelstisystem, som gør det muligt at komme til og fra områderne på cykel.

På den måde vil Holmene blive en gevinst for alle.

Erhvervslivet vil nyde godt af nye og attraktive erhvervsarealer i Hovedstaden, så der bliver nemmere at skabe nye pladskrævende virksomheder eller udvide eksisterende virksomheder.

Borgerne vil nyde godt af nye øer til fritidsaktiviteter. Og kommunerne vil nyde godt af en styrket infrastruktur og flere private arbejdspladser til de nye borgere, der søger mod Hovedstaden i disse år.

{{toplink}}

Forrige artikel Byen for Borgerne: København er blevet en slange der spiser sin egen hale – Kødbyen er næste bid Byen for Borgerne: København er blevet en slange der spiser sin egen hale – Kødbyen er næste bid Næste artikel Tuba: Københavns Kommune tager ansvar for de udsatte unge Tuba: Københavns Kommune tager ansvar for de udsatte unge