Pernille Rosenkrantz-Theil valgt som Socialdemokratiets kandidat til overborgmesterposten

Rsenkrantz-Theil er nu officielt Socialdemokratiets kandidat til overborgmesterposten, når næste kommunalvalg finder sted i efteråret 2025. 

Pernille Rosenkrantz-Theil er Socialdemokratiets officielle overborgmesterkandidat til kommunalvalget i 2025.

Det står klart, efter partiet på et ekstraordinært delegeretmøde onsdag aften blev enige om, at den forhenværende social- og boligminister er den rette til jobbet.

Pernille Rosenkrantz-Theil var den eneste, der havde meldt sig på banen som kandidat.

Det var i forbindelse med en ministerrokade i SVM-regeringen, at Pernille Rosenkrantz Theil uofficielt meldte sit kandidatur til posten 29. august.

Hun overlod posten som social- og boligminister til Sophie Hæstorp Andersen (S), der i samme ombæring forlod posten som overborgmester.

I mellemtiden har Lars Weiss (S) været fungerende overborgmester, og onsdag lød meldingen til Altinget, at Weiss stiller sig til rådighed som overborgmester indtil kommunalvalget. 

Herefter forlader han helt københavnsk kommunalpolitik, siger han til Altinget.

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, hvem der skal være overborgmester frem til valget 19. september.

Verdens største udfordring

På et pressemøde onsdag aften kaldte Pernille Rosenkrantz-Theil sin nye opgave som overborgmesterkandidat for "verdens største udfordring" med henvisning til, at Socialdemokratiet fik et historisk dårligt valg ved seneste kommunalvalg. 

Hun pegede dog også på en række grunde til, at de københavnske vælgere skal stemme på S i stedet for rådhusets øvrige røde partier, SF og Enhedslisten, der nu har titlen som hovedstadens største parti. 

"Vi har over mange år vist, at vi som parti har de største forandringsmuskler, der findes. Vi har turde drømme stort for København og har forandret hovedstaden helt fundamentalt, alene i min levetid," lød det fra Pernille Rosenkrantz-Theil. 

"Hvis man ser på alle de ting, vi elsker ved København i dag, boligerne, de grønne byrum, havnene, så har Socialdemokratiet haft en finger med i spillet på hele den udvikling," uddybede hun. 

Socialdemokratiet mistede ved kommunalvalget i 2021 titlen som Københavns største parti. Pernille Rosenkrantz-Theil ville dog ikke svare på, om partiet kan acceptere endnu en valgperiode, hvor man ikke har flest mandater på rådhuset.

"Jeg vil ikke allerede nu stå og sætte procenter på, hvad der er et succeskriterie for os. Det er et strategisk spørgsmål, som vi skal have lejlighed til at drøfte yderligere," lød det fra den nyvalgte spidskandidat. 

Forrige artikel S-profil siger ja til at fortsætte som overborgmestervikar – men forlader rådhuset efter valget   S-profil siger ja til at fortsætte som overborgmestervikar – men forlader rådhuset efter valget   Næste artikel Rosenkrantz-Theil siger nej til flere skattelettelser i København Rosenkrantz-Theil siger nej til flere skattelettelser i København