Økologi - fornuft eller religion?

DEBAT: Vores forestillinger om økologi matcher ikke altid virkeligheden. De økologiske landbrug er ikke altid det bedste, når vi samtidig taler dyrevelfærd. Det skriver Leif Mikkelsen (LA) i debatten.

Af Leif Mikkelsen (LA)
MF, Landbrugsordfører 
  
Er økologi godt? Ja.
Er konventionelt skidt? Nej.
Er det politikere eller forbrugere, der skal bestemme den økologiske produktion?
Er det markedet eller tilskud, der skal afgøre størrelsen af den økologiske produktion i Danmark?
Spørgsmålene er mange, og følelserne er med helt fremme, når der skal diskuteres økologi.
 
I øjeblikket er den økologiske frontløber – mælkeproduktionen – udsat for et ikke ubetydeligt fravalg af mælkeproducenter, - hvorfor? Ja, fordi det dårligt kan betale sig, og fordi vilkårene er for besværlige.
 
Det ser jo hyggeligt ud en forårsdag, når køerne kommer på græs og opfører sig som kåde børn, der lige har fået frikvarter. Men økonomisk og produktionsmæssigt er der jo meget mere styr på tildelingen af foder, når man fodrer dyrene på stald, og dermed når den maksimale ydelse.
 
Ja, det er endda velkendt, at køer nemt kan foræde sig på en frisk græsmark, og det bliver mælkekvaliteten altså ikke bedre af, og koen kan lide under det, så det er faktisk ikke altid god dyrevelfærd.
 
Hvad så med grisene? Det må da være rigtig godt, at soen går så frit som muligt?
Nu er virkeligheden bare den, at der er langt større dødelighed blandt smågrise ved økologisk produktion end ved ikke-økologisk. Så det er vel ikke god dyrevelfærd, i hvert fald ikke for de smågrise, der bliver lagt ihjel.
 
Jamen så planteavl da, det er da godt at drive jorden økologisk? Ja, det er så spørgsmålet om en plante, der ikke bliver beskyttet mod svampe og utøj er særlig sund.
 
En hvede til brødkorn, der bliver svampeangrebet har jo svampen på kernen som så ender i brødet.
 
Så mit bud er at det er godt med valgfrihed, så vi skal kunne vælge frit mellem økologi og ikke-økologi, og vi må så betale prisen for en dyrere produktionsform, i form af højere priser for økologiske varer, hvis det er det, man tror der er det sundeste for én selv.
 
Lad forbrugerne og markedet tage det valg, og ikke politikerne i form af regler og tilskud, og regler og tilskud og flere regler og tilskud.

 

Forrige artikel Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves Næste artikel Bæredygtigt Landbrugs 10 misforståelser om økologi Bæredygtigt Landbrugs 10 misforståelser om økologi