Vi afskæres fra verdens brændpunkter

DEBAT OM FORSVARSFORBEHOLDET: Vellykkede europæiske aktioner mod pirater ud for Somalias kyst viser, hvorfor Danmark bør afskaffe sit forsvarsforbehold.

Af Nick Hækkerup
Forsvarsminister (S)

Forsvarsforbeholdet afskærer Danmark fra at deltage aktivt på det militære område i udviklingen af EU's sikkerheds- og forsvarspolitik. Og det hindrer Danmark i at deltage i de vigtige militære bidrag, som EU yder til den internationale fred og sikkerhed.

Derfor ønsker regeringen, at det skal sendes til folkeafstemning, når tiden er til det.

Vellykkede aktioner 
For et lille land som Danmark er et internationalt retssamfund med stærke alliancer en fordel, fordi vi har brug for de andre lande. Vi har alle en interesse i, at EU bliver endnu bedre til at bidrage til løsningen af internationale opgaver.

Vi ved, at EU's operationer gør en positiv forskel. Blandt andet i forhold til pirateribekæmpelse ud for Somalias kyst og gennem træning af somaliske sikkerhedsstyrker, så Somalia på langt sigt kan blive i stand til at varetage sin egen sikkerhed.

Blokerer for Nato-samarbejde
Jeg er stor tilhænger af et styrket samarbejde mellem EU og NATO, ikke mindst inden for udvikling af militære kapaciteter og i operationsområder, hvor begge organisationer er til stede.
Men så længe vi opretholder forsvarsforbeholdet, er det af gode grunde svært for Danmark at fremme samarbejdet mellem EU og NATO.

Et aktivt engagement i verdens brændpunkter og et forpligtende internationalt samarbejde er i høj grad i Danmarks sikkerhedspolitiske interesse. Vi må ikke tro, at vi som lille land kan gemme os fra verden.

Spørgsmålet er ikke, om vi møder verden, men hvordan vi møder verden. Danmark og dansk forsvar skal møde verden med en vilje til at bidrage til løsninger på de fælles globale udfordringer - også via vores medlemskab af EU.

Afskaf forbeholdet
Det handler ikke om, at vi skal udsende flere soldater, eller at vi skal flytte beslutningskompetence til Bruxelles. Det handler derimod om, at Danmark, på linje med de 26 øvrige EU-lande, skal have mulighed for at deltage i EU's forsvarssamarbejde, hvor det tjener danske sikkerheds- og forsvarspolitiske interesser.

Derfor bør vi, når tiden er moden, afskaffe vores forbehold, så vi kan indgå fuldt og helt i det europæiske samarbejde. Dét er i Danmarks interesse.

Forrige artikel Forsvarspolitisk puslespil mangler en brik Forsvarspolitisk puslespil mangler en brik Næste artikel EU løber fra bistandsløfter