Kommission skal undersøge FE-hjemsendelser

Tre landsdommere udgør Undersøgelseskommissionen, der skal gå i gang med arbejdet per 1. oktober 2023.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har nedsat den undersøgelseskommission, der skal undersøge forløbet omkring hjemsendelsen af fem medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste tilbage i august 2020. Det var daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S), der hjemsendte medarbejderne.

Kommissionen udgøres af landsdommer Jens Hartig Danielsen, landsdommer Thomas Jønker og landsdommer Hans-Jørgen Nymark Beck. Alle tre er dommere i Vestre Landsret.

Undersøgelseskommissionen nedsættes per 1. oktober og skal så vidt muligt færdiggøre deres arbejde indenfor et år.

Helt konkret skal de tre landsdommere undersøge ”forløbet vedrørende tjenestefritagelsen af de fem medarbejdere, der blev tjenestefritaget på baggrund af den kritik, der blev rejst af Tilsynet med Efterretningstjenesterne i august 2020. Kommissionen skal i den forbindelse undersøge, om der i forbindelse med tjenestefritagelsen blev varetaget usaglige hensyn.”

Tidligere kritik fra oppositionen

I slutningen af marts offentliggjorde justitsministeren lovforslaget om at nedsætte undersøgelseskommissionen. {{toplink}}

Dengang mødte lovforslaget kritik fra en samlet opposition. De var utilfredse med rammerne for undersøgelsen og sendte et åbent brev til ministeren, hvori de opfordrede til, at undersøgelsen af FE-sagen ikke kun skulle omfatte hjemsendelsen af medarbejdere.

Ifølge oppositionen skulle undersøgelsen også "omfatte forløbet frem til hjemsendelsen og beslutningen om at igangsætte en overvågning af Lars Findsen".

Derudover var partierne utilfredse med, at kommissionen skulle nedsættes af Justitsministeret.

"Det er, som partierne tidligere har givet udtryk for, problematisk, da Justitsministeriet selv er genstand for undersøgelsen, hvis regeringen med et snævert flertal således selv definerer og afgrænser, hvad der skal undersøges," skrev oppositionspartierne dengang. {{toplink}}

Forrige artikel Fyret direktør fra Fredericia bliver kommunaldirektør i Næstved Fyret direktør fra Fredericia bliver kommunaldirektør i Næstved Næste artikel Tårnby Kommune finder ny kommunaldirektør i Helsingør Tårnby Kommune finder ny kommunaldirektør i Helsingør