Højesteret giver spionchef ret til at få udleveret anklageskrift

Højesteret afviser Anklagemyndighedens krav om hemmeligholdelse i tre kendelser forud for retssagen mod spionchefen Lars Findsen. Det betyder blandt andet, at Lars Findsen har ret til at få anklageskriftet.

Den hjemsendte spionchef Lars Findsen har ret til at få udleveret adskillige dokumenter, herunder sit anklageskrift, i forbindelse med hans kommende retssag.

Det slår Højesteret fast i en pressemeddelelse.

Hermed går Højesteret imod anklagemyndighedens krav om hemmeligholdelse i tre kendelser, forud for retssagen.

Det betyder blandt andet, at Lars Findsen ifølge Højesteret har "ubetinget" ret til at modtage en kopi af anklageskriftet.

"Højesteret bemærker endvidere, at der ikke er fremlagt konkrete oplysninger, som giver grundlag for at befrygte, at T (Lars Findsen, red.) – såfremt han får udleveret kopi af anklageskriftet – vil overtræde sin tavshedspligt ved for eksempel at vise det til uvedkommende. Der er heller ikke fremlagt konkrete oplysninger, som giver grundlag for at befrygte, at uvedkommende i givet fald på anden måde vil få kendskab til indholdet af anklageskriftet," skriver Højesteret.

Både anklageskrift og retsbøger må udleveres

Lars Findsen er anklaget for at have viderebragt fortrolige oplysninger, som efter anklagemyndighedens opfattelse er et brud på straffelovens paragraf 109 om læk af statshemmeligheder.

Står det til anklagemyndigheden, skal alle retsmøder i sagen være lukkede, forsvarsadvokaterne skal være underlagt begrænsninger, og Lars Findsen skal hverken have lov til at få udleveret retsbøger, anklageskrift eller dommen i sin sag.

Torsdag har Højesteret nu afsagt kendelser i tre ud af seks spørgsmål, som alle går imod anklagemyndighedens krav.

Udover at Lars Findsen må få sit anklageskrift, må hans advokater også udlevere retsbøger fra sagen til ham. Den tredje kendelse handler om, hvorvidt spionchefens forsvarsadvokater skal følge nogle bestemte retningslinjer for, hvordan de skal opbevare og håndtere sagens dokumenter. Her siger Højesteret i kendelsen, at sagen både indeholder klassificerede dokumenter, som skal hemmeligholdes, og dokumenter af anden karakter.

Derfor kan anklagemyndigheden ikke stille særlige krav til forsvarerne om alle sagens dokumenter, lyder det fra Højesteret:

"Sagen bør hjemvises til byretten med henblik på, at anklagemyndigheden over for retten præciserer og begrunder hvilke dokumenter eller kategorier af dokumenter, hvor det efter anklagemyndighedens opfattelse er påkrævet at stille vilkår om håndtering og opbevaring af dokumenterne som betingelse for at udlevere kopi til forsvarerne," lyder det i en pressemeddelelse.

Højesteret mangler stadig at afsige kendelser i tre spørgsmål i forbindelse med sagerne mod henholdsvis spioncheg Lars Findsen og den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Helt centralt bliver afgørelsen af, hvorvidt de to sager skal føres for lukkede døre, som anklagemyndigheden ønsker, eller om sagerne godt kan behandles for delvist åbne døre, som forsvarsadvokaterne argumenterer for.

Forrige artikel Ugens embedsmand: I krydsfeltet mellem embedsværket og det politiske niveau befinder Elisabeth Dresager sig Ugens embedsmand: I krydsfeltet mellem embedsværket og det politiske niveau befinder Elisabeth Dresager sig Næste artikel Styrelse skal skære 28 medarbejdere Styrelse skal skære 28 medarbejdere