V: Haslebo misforstår med vilje

REPLIK: Når venligboeren Gitte Haslebo skriver, at Venstre ikke inddrager civilsamfundet i sin integrationspolitik, misforstår hun med vilje, skriver Jan E. Jørgensen, forhenværende socialordfører for Venstre.

Af Jan E. Jørgensen (V)
MF og forhenværende socialordfører

Så meget som jeg roste Gitte Haslebos første indlæg om civilsamfundets indsats, så meget må jeg også kritisere hendes andet indlæg.

For jeg kan da godt forstå, at det er svært at få øje på regeringens syn på civilsamfundets rolle, hvis man leder det forkerte sted. Sådan går det, når man som Gitte Haslebo læser mit indlæg om frivillighed, som Fanden læser Bibelen; med bevidste misforståelser og et større ønske om at være polemisk end at prøve at forstå mig.

Ikke frivillighed i trepartsforhandlingerne
For det første: Hun skriver, at hun ikke kan få øje på, at regeringen gerne vil inddrage civilsamfundets perspektiv, når hun læser regeringens oplæg til trepartsforhandlingerne. Det kan jeg godt forstå er svært, for det er heller ikke dér, jeg ville lede.

Som jeg også skrev i mit tidligere indlæg, har regeringen inviteret til trepartsforhandlinger, fordi arbejdsmarkedets parter historisk set har været en del af forpligtende aftaler. Jeg tror og mener som liberal ikke, at vi får det bedste civilsamfund ud af at sætte samme forpligtende formler på frivilligheden.

Med andre ord er det ikke i trepartsforhandlingerne, at Gitte Haslebo skal finde Venstres politiske oplæg om frivillighed. Men jeg fornemmer, at det er det, hun ønsker, når hun bevidst vælger at læse mit indlæg forkert. Til det må jeg bare sige, at vi jo tydeligvis er uenige om, hvor og hvordan civilsamfundet skal inddrages.

Ser bort fra antallet
For det andet ønsker Gitte Haslebo ikke at forstå sammenhængen mellem antal flygtninge og en vellykket integrationsindsats. Jeg har meget respekt for Venligboerne, men selv en hær af venligboere vil ikke kunne opveje presset på det offentlige, hvis vi ikke arbejder for en begrænsning af antallet af flygtninge.

For det tredje nævner Gitte Haslebo, at 80 % af velfærdslederne, som Mandag Morgen har adspurgt, mener, at integration af flygtninge bedst sker ved at engagere civilsamfundet. Jeg ved ikke, hvad hun havde forestillet sig, men jeg er da helt enig!

Jeg er bare ikke enig med Gitte Haslebo i den måde, det skal gøres på. Når hun derfor siger, at hun ikke kan få øje på regeringens måde at inddrage civilsamfundets perspektiver, må jeg jo forstå på hende, at hvis vi ikke gør det på hendes måde, så gør vi det slet ikke.

Det er en besynderlig måde at gå til tingene på. Der er jo en grund til, at vi mener, som vi gør. Den grund har jeg allerede skitseret i mit første indlæg, og jeg ønsker ikke at gentage det. For så har Gitte Haslebo endnu en grund til at læse det igen. Hendes sidste indlæg taget i betragtning lader det til, at det kunne være en god idé.

Forrige artikel KL: Samskabelse giver bedre lokalsamfund KL: Samskabelse giver bedre lokalsamfund Næste artikel Venligboer: Kom igen, Jørgensen Venligboer: Kom igen, Jørgensen