TV-debat: Mindre "os mod dem" ville gøre verden til et bedre sted

TVDEBAT: I stedet for at proppe folk i kasser burde vi blive mere tolerante og accepterende over for andre. Vi bør tage ud og møde folk, der er anderledes end os selv, fordi det er svært at nedgøre eller hade en gruppe, som har fået et ansigt, siger Lærke Kramer Lysdahl.

Dagens debattør i Altinget: civilsamfunds nye ungdomsdebat er Lærke Kramer Lysdahl.

Lærke Kramer Lysdahl er 17 år og går i øjeblikket på Sankt Knuds Gymnasium i Odense, hvor hun går i 2.g på en naturvidenskabelig studieretning. 

Hun takkede ja til at deltage i debatten, fordi hun gerne ville have, at hendes budskab om at være mere tolerant og rummelig kunne komme ud til en bred gruppe mennesker.

"Jeg tror, at mindre "os-mod-dem"-tænkning ville gøre noget godt for Danmark og verden generelt. Men hvordan kommer man lige i gang med det? Mit forslag er at møde folk, der er anderledes end én selv. Snak med dem, lær dem at kende, og derigennem bliver man nok mere rummelig,” siger Lærke Kramer Lysdahl.

Lærke har igennem de sidste 10 år været en del af FDF. Sammenholdet og muligheden for dyrke udelivet med ligesindede har gjort, at hun forsat er del af FDF. I dag er hun leder for 1.-2. klasser.

”I FDF har man bare et megagodt sammenhold, og her er der plads til alle. Det giver os lidt ældre en mulighed for at lege og tonse lidt rundt, som man måske ikke lige så høj grad kan tillade sig at gøre andre steder, når man er 17 år,” siger Lærke.

Lærke håber, at hendes indlæg kan være med til at få flere folk til at acceptere og åbne sig over for folk, de tidligere har set som fremmede.

Har du lyst til at deltage i debatten, så hold dig ikke tilbage. Vi stiller kun to krav: Du skal være under 20, og du skal selv filme dit indlæg. Videoen må vare maksimalt to minutter og skal sendes til civilsamfund@altinget.dk.

Forrige artikel Ingerfair: Mangfoldighed er fint, men skal understøtte formålet Ingerfair: Mangfoldighed er fint, men skal understøtte formålet Næste artikel TV-debat: Klimaforandringer er den største trussel i dag